Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 100

Lovsang på vej til templet

100 En takkesang.

Råb af fryd for Herren,
    tilbed jeres Gud med glæde,
        kom til ham med jublende sang.
Forstå, at Herren er Gud,
    han skabte os, og vi er hans folk,
        vi er den fåreflok, han passer.
Træd ind ad tempelporten med takkesang,
    gå ind i hans forgård med glæde,
        lovpris hans navn og sig ham tak,
for Herren er god,
    hans nåde varer til evig tid,
        hans trofasthed fra slægt til slægt.

2 Mosebog 4:18-23

Moses vender tilbage til Egypten

18 Så gik Moses hjem til sin svigerfar Jetro og sagde: „Jeg vil gerne rejse tilbage til Egypten og besøge min familie og se om de lever endnu.”

„Gå du blot, og fred være med dig,” svarede Jetro.

19 Inden Moses forlod Midjan, sagde Herren til ham: „Du skal ikke være bange for at vende tilbage til Egypten, for alle de mænd, der var ude efter at slå dig ihjel, er nu døde.” 20 Så hjalp Moses sin kone med de to små børn[a] op på et æsel og de begav sig alle af sted mod Egypten. Og han havde hyrdestaven—Guds stav—i hånden.

21 Undervejs gentog Herren sine instruktioner til Moses: „Når du ankommer til Egypten, skal du gå til Farao og udføre de mirakler, jeg har givet dig magt til at udføre. Men jeg vil gøre ham stædig, så han ikke vil lade israelitterne rejse. 22 Da skal du sige til ham: ‚Herren siger: Israels folk er som min førstefødte søn. 23 Jeg har befalet dig at lade dem rejse, så de kan tilbede mig. Siden du har nægtet det, vil jeg slå din førstefødte søn ihjel.’ ”

Hebræerne 3:1-6

Kristus har en langt mere betydningsfuld tjeneste, end Moses havde

Kære venner, I, som har modtaget det himmelske kald, tænk på, hvordan Jesus som apostel og ypperstepræst for vores tro var trofast over for Gud, som gav ham den opgave. Moses var også trofast over for Gud i den opgave, han fik som leder i Guds husholdning. Men ligesom en mand, der bygger et hus, får større ære end selve huset, sådan er Jesu tjeneste langt mere betydningsfuld end Moses’ tjeneste. Ligesom ethvert hus har en bygherre, sådan er det Gud, der er den store Bygherre bag alle ting. 5-6 Moses var Guds tjener, men Kristus er Guds egen Søn. Moses’ tjeneste peger profetisk hen på det, der senere skulle ske, og han var trofast i det lederansvar han fik for det Guds folk, han selv var en del af. Men Jesus har som Guds Søn lederansvaret for et nyt Guds folk, og vi tilhører det folk—hvis vi da holder fast ved den frimodighed og glæde, vi oplevede, dengang vi fik vished om at få det evige liv.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.