Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 15

De gode kan nærme sig Gud

15 En sang af David.

Herre, hvem kan få adgang til din helligdom?
    Hvem har lov at opholde sig hos dig på det hellige bjerg?

De, som har et godt ry
    og altid handler ret.
De, som taler sandhed af et oprigtigt hjerte
    og nægter at bagtale andre.
De, som ikke foruretter deres næste
    eller taler ondt om andre.
De, som tager afstand fra de gudløse,
    men ærer dem, der adlyder Herren.
De, som holder deres løfter,
    selv om det koster dem dyrt.
De, som ikke kræver urimelige renter,
    når de låner penge ud.
De, som nægter at tage imod bestikkelse
    for at afgive falsk vidneudsagn.
De, som lever ret,
    har intet at frygte.

1 Mosebog 13

Abram og Lot går hver til sit

13 Abram forlod så Egypten og rejste nordpå til Negev sammen med sin kone og Lot og al deres ejendom. Han var nu meget rig. Han havde meget kvæg og masser af sølv og guld. 3-4 De fortsatte nordpå fra sted til sted, indtil de nåede Betel og det sted mellem Betel og Aj, hvor de tidligere havde slået lejr, og hvor Abram havde bygget et alter. Der ofrede han igen til Herren.

Lot, som fulgte med Abram, var også en velstående mand med mange får og køer og telte. Der var imidlertid ikke græs nok på stedet til deres mange dyr, så de kunne ikke blive ved at bo så tæt sammen. Kana’anæerne og perizzitterne boede jo også i landet. Så da det kom til slagsmål mellem Abrams og Lots hyrder, sagde Abram til Lot: „Det her går ikke. Der må ikke være strid mellem os eller mellem vores folk. Vi er jo trods alt i familie. Her er land nok. Så lad os hellere gå hver til sit. Hvis du går til venstre, så går jeg til højre; eller hvis du går til højre, så går jeg til venstre.”

10 Da Lot spejdede ud over landet, lagde han mærke til Jordandalens frugtbare slette, der strakte sig helt til Zoar. Det var før Sodoma og Gomorra blev ødelagt, og området var endnu frodigt som Edens have og Egyptens land. 11 Lot valgte Jordandalen. Han tog afsked med Abram og gik mod øst. 12 Abram blev altså i Kana’ans land, mens Lot med sin teltlejr drog østpå fra sted til sted, indtil han nåede Sodoma, hvor han slog sig ned. 13 Folkene dér var berygtet for deres store ondskab. De syndede groft imod Herren.

14 Efter at Lot var taget af sted, sagde Herren til Abram: „Se dig omkring til alle sider fra det sted, hvor du står. Se mod nord og mod syd, mod øst og mod vest. 15 Jeg vil give dig og dine efterkommere hele dette land til evigt eje. 16 Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige som sandkornene på jorden. 17 Rejs nu gennem landet på kryds og tværs og se nøje på det, for jeg vil give det til dig.” 18 Så slog Abram lejr i Mamres egelund ved Hebron. Der byggede han et alter for Herren.

Efeserne 3:14-21

Paulus beder for menigheden

14 Når jeg tænker på storheden og visdommen i Guds frelsesplan, må jeg bøje mine knæ for Faderen i taknemmelighed og lovprisning. 15 Han er et forbillede for ethvert faderforhold i Himlen og på jorden. 16 Jeg beder om, at Gud ved sin Helligånd og i kraft af sin mægtige herlighed vil give jer stor indre styrke, 17 og om, at jeres tro på Kristus må være af en sådan art, at han kan have fast bopæl i jeres hjerter. Jeg beder også om, at I må blive fast forankret i hans kærlighed, 18 så I sammen med alle de andre kristne kan forstå, hvor bred og lang og høj og dyb den er.

19 Jeg beder om, at I virkelig må kunne tage imod Kristi kærlighed, der overgår menneskelig fatteevne, så I fuldt ud kan opleve alt det, Gud har til jer.

Afsluttende lovprisning

20-21 Gud virker gennem os med sin kraft og kan gøre meget mere, end vi beder om eller forstår. Lad os som hans menighed til enhver tid, både nu og i al evighed, give ham ære for, hvad han har gjort muligt gennem Jesus, som er Messias. Amen.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.