Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 15

De gode kan nærme sig Gud

15 En sang af David.

Herre, hvem kan få adgang til din helligdom?
    Hvem har lov at opholde sig hos dig på det hellige bjerg?

De, som har et godt ry
    og altid handler ret.
De, som taler sandhed af et oprigtigt hjerte
    og nægter at bagtale andre.
De, som ikke foruretter deres næste
    eller taler ondt om andre.
De, som tager afstand fra de gudløse,
    men ærer dem, der adlyder Herren.
De, som holder deres løfter,
    selv om det koster dem dyrt.
De, som ikke kræver urimelige renter,
    når de låner penge ud.
De, som nægter at tage imod bestikkelse
    for at afgive falsk vidneudsagn.
De, som lever ret,
    har intet at frygte.

1 Mosebog 12:10-20

Abram og Saraj i Egypten

10 Engang blev der hungersnød i landet, og det var så slemt, at Abram besluttede at rejse ned til Egypten med sin familie for at bo der en tid. 11-13 Da de nærmede sig grænsen til Egypten, sagde Abram til Saraj: „Du er jo en virkelig smuk kvinde. Når nu egypterne ser dig, vil de sige: ‚Det er hans kone. Lad os slå ham ihjel og tage hende.’ Men hvis du så siger, at du er min søster, vil egypterne spare mit liv og behandle mig godt på grund af dig.” 14 Og sådan gik det. Da de kom ind i Egypten, talte alle om Sarajs skønhed. 15 Da embedsmændene ved paladset omtalte hende i rosende ord overfor Farao, blev Saraj hentet til hans harem. 16 Abram blev godt behandlet på grund af Saraj. Farao gav ham får, køer, æsler, kameler og mange slaver, både mænd og kvinder.

17 Men Herren ramte Farao og hans hof med frygtelige plager på grund af Saraj, Abrams kone. 18 Farao sendte da bud efter Abram. „Hvad er det dog, du har gjort imod mig?” råbte han. „Hvorfor fortalte du mig ikke, at hun var din kone? 19 Hvordan kunne du sige, hun var din søster, så jeg tog hende til mit harem? Her er hun! Tag hende og forsvind!” 20 Så blev Abram og hans kone, deres slaver og al deres ejendom eskorteret ud af landet.

Hebræerne 5:1-6

De jødiske ypperstepræster var mennesker som alle andre, men de blev udvalgt til at tjene Gud på deres medmenneskers vegne. De skulle bringe ofre og gaver til Gud, for at menneskers synder kunne blive tilgivet. De kunne vise barmhjertighed og forståelse for tankeløse og vildførte menneskers synd og svigten, fordi de selv var mennesker, som begik fejl. Derfor måtte de bringe syndofre både for folkets synder og deres egne synder.

Ingen har ret til selv at påtage sig den ære at være ypperstepræst. Han skal kaldes og indsættes af Gud, ligesom Aron blev det. Heller ikke Kristus påtog sig selv den ære at være ypperstepræst. Nej, han blev indsat af Gud, som sagde til ham:

„Du er min Søn,
    i dag er jeg blevet din Far.”

Og et andet sted taler Skriften således om ham: „Du skal være præst efter Melkizedeks forbillede for evigt.”[a]

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.