Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 119:73-80

En ren samvittighed

73 Dine hænder formede min krop.
    Giv mig nu forstand til at fatte dine bud.
74 De gudfrygtige hilser mig med glæde,
    for jeg har sat min lid til dit ord.
75 Dine domme er retfærdige, det ved jeg,
    du ydmygede mig for mit eget bedste.
76 Din nåde og barmhjertighed rejste mig op igen,
    akkurat som du havde lovet din tjener.
77 Din nåde gav mig nyt livsmod,
    for jeg elsker trods alt dine bud.
78 De hovmodige spottere bliver gjort til skamme,
    for de bagtaler mig uden grund.
        Men jeg vil grunde over dine befalinger.
79 De der kender dine bud og adlyder dig,
    dem vil jeg gerne have fællesskab med.
80 Din lov vil jeg følge af hele mit hjerte,
    så behøver jeg aldrig at skamme mig.

Jeremias 8:4-13

Derefter bad Herren mig sige følgende til folket: „Hør, hvad Herren siger: Når man falder, skynder man sig så ikke at komme på benene igen? Og når man er gået i den forkerte retning, vender man så ikke straks om, når man opdager det? Hvorfor bliver Jerusalems indbyggere så ved med at gøre oprør? Hvorfor nægter de at vende om fra deres vantro? Jeg lytter opmærksomt til deres samtaler, men ingen siger et sandt ord. Ingen angrer deres synd eller indrømmer deres fejltagelser. Nej, de styrter sig hovedkulds ud i synden som stridsheste, der stormer frem til kamp. Selv storken ved, hvornår den skal trække bort, og det samme gælder duen, tranen og svalen. Hvert år vender de tilbage i rette tid. Men mit folk? De er ligeglade med mine befalinger.

Hvordan kan I påstå, at I er kloge og kender mine love, når jeres skriftlærde har løjet for jer og fordrejet dem? Men jeg vil lukke munden på dem og straffe dem. Hvad visdom er der i at forkaste Herrens ord? 10 Jeg overdrager deres koner og ejendom til andre, fordi de alle kun er ude på at skrabe til sig, så meget de kan. Selv præsterne og profeterne er fulde af løgn. 11 De behandler dybe sår, som var det ufarlige rifter. ‚Det sker der ikke noget ved,’ forsikrer de, men de tager grueligt fejl. 12 De skal straffes for deres afskyelige afgudsdyrkelse, for de har ikke skam i livet. Derfor skal de dø ligesom alle de andre, siger Herren. 13 Da jeg ville høste, var der ingen druer på vinstokkene og ingen figner på figentræerne. Alle bladene var visne. Derfor sender jeg en fjende, som skal trampe dem ned.”[a]

Apostelenes gerninger 19:28-40

28 Den tale satte blodet i kog hos folk, og de begyndte at råbe: „Stor er efesernes Artemis!” 29 Ophidselsen bredte sig, og snart var hele byen i oprør. Alle stormede mod friluftsteatret. De greb fat i Paulus’ to rejsekammerater, Aristark og Gajus fra Makedonien, og slæbte dem med for at anklage dem. 30 Paulus ville også selv være gået hen på teaterpladsen, men disciplene holdt ham tilbage. 31 Desuden sendte nogle af provinsens ledende mænd, som var venner med Paulus, bud til ham om ikke at sætte livet på spil.

32 Inde i teatret råbte og skreg folk i munden på hinanden, og det hele var én stor forvirring. De fleste var ikke engang klar over, hvad de var der for. 33 Nogle af jøderne fik øje på Alexander. De satte ham hurtigt ind i sagen og fik ham skubbet frem. Han vinkede med hånden og forsøgte at komme med et forsvar. 34 Men da alle kunne se, at han var jøde, råbte de i kor i næsten to timer: „Stor er efesernes Artemis!” 35 Til sidst lykkedes det byrådets formand at berolige dem så meget, at han kunne få ørenlyd. „Borgere i Efesos!” råbte han. „Alle ved, at Efesos er centrum for tilbedelsen af vores berømte Artemis, hvis billede faldt ned til os fra himlen. 36 Når det er en kendsgerning, som ikke kan diskuteres, så er der ingen grund til at blive foruroliget eller gribe til overilede handlinger. 37 I har ført de mænd herhen, skønt de hverken har stjålet noget i templet eller har hånet vores gudinde. 38 Hvis Demetrios og hans sølvsmede har en klage imod dem, er der domstole og fastlagte dage for retsmøder, og dommerne kan straks tage sig af sagen. Lad os derfor bruge de lovlige instanser. 39 Og hvis I har andre ting at klage over, så kan det ordnes ved et lovligt indkaldt folkemøde, 40 for vi risikerer at blive anklaget for oprør efter det, der er sket i dag. Der er ingen fornuftig grund til at lave sådan et spektakel.” Med disse ord fik han forsamlingen opløst.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.