Revised Common Lectionary (Complementary)

77 Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.

² Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig, ³ jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste; ⁴ jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela. ⁵ Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs. ⁶ Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År; ⁷ jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd. ⁸ Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde, ⁹ er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid, ¹⁰ har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.

¹¹ Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før. ¹² Jeg kommer Herrens Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu. ¹³ Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker. ¹⁴ Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud! ¹⁵ Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene, ¹⁶ udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela. ¹⁷ Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve; ¹⁸ Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did; ¹⁹ din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv; ²⁰ din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. ²¹ Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.

4 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: ² Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs? ³ Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft. ⁵ Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

⁶ Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb? ⁷ Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under? ⁸ Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv. ⁹ For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til. ¹⁰ Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud; ¹¹ Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

¹² Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken ¹³ i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker; ¹⁴ Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv; ¹⁵ et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop. ¹⁶ Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme: ¹⁷ "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber? ¹⁸ End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl, ¹⁹ endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet! ²⁰ De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde. ²¹ Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."

2 Også eder, da I vare døde ved eders Overtrædelser og Synder, ² hvori I fordum vandrede efter denne Verdens Tidsånd, efter hans Vis, som hersker over Luftens Magt, over den Ånd, der nu er virksom i Genstridighedens Børn, ³ iblandt hvilke også vi fordum alle vandrede i vort Køds Begæringer og gjorde Kødets og Tankernes Villie og vare af Natur Vredes Børn ligesom også de andre, ⁴ men Gud, som er rig på Barmhjertighed, har for sin store Kærligheds Skyld, hvormed han elskede os, ⁵ også da vi vare døde ved vore Overtrædelser, levendegjort os med Kristus - af Nåde ere I frelste! ⁶ og medoprejst os og sat os med ham i det himmelske i Kristus Jesus, ⁷ for at han i de tilkommende Tider kunde vise sin Nådes overvættes Rigdom ved Godhed imod os i Kristus Jesus. ⁸ Thi af Nåden ere I frelste ved Tro, og det ikke af eder selv, Guds er Gaven; ⁹ ikke af Gerninger, for at ikke nogen skal rose sig. ¹⁰ Thi vi ere hans Værk, skabte i Kristus Jesus til gode Gerninger, som Gud forud beredte, for at vi skulde vandre i dem.