Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 111

Herrens storhed og mægtige undere

111 Halleluja!
Af hele mit hjerte vil jeg takke Herren,[a]
    berømme ham midt i de gudfrygtiges forsamling.
De ting, han gør, er vidunderlige,
    enhver, der oplever dem, må juble og glæde sig.
Fantastiske er alle hans undere,
    glem ikke hans uendelige godhed.
Herren er nådig og barmhjertig,
    ingen må glemme hans velgerninger.
Jeg ved, at han altid sørger for sit folk.
    Kan han nogensinde glemme sin pagt med dem?
Landet, som tilhørte de fremmede, gav han til sit eget folk,
    med magt drev han de andre væk for øjnene af sine udvalgte.
Når han handler, gør han altid det rigtige,
    ordene fra ham kan man stole på.
Pas på, at I trofast adlyder hans bud,
    retsindighed har evighedsværdi.
Sit folk har han sat i frihed,
    til evig tid varer hans pagt med dem.
Underfuld og hellig er Herren.
10     Visdom udspringer af ærefrygt for Gud.
Ypperlig er den indsigt, man får ved at adlyde ham.
    Æren er hans for evigt!

2 Mosebog 24:1-11

Pagten med Israels folk besegles

24 Herren sagde til Moses: „Kom op til mig sammen med Aron, Nadab, Abihu og 70 af Israels ledere. De skal tilbede mig på afstand, og ingen må komme mig nær undtagen dig, Moses. Ingen af folket må komme op på bjerget overhovedet.”

Da Moses havde oplyst hele Israels folk om alle de befalinger og forordninger, som Herren havde givet ham, svarede de enstemmigt: „Vi vil adlyde Herrens ord til punkt og prikke!”

Moses havde skrevet alle instruktionerne ned, og tidligt næste morgen byggede han et alter ved bjergets fod og rejste 12 sten rundt om det, én for hver af Israels 12 stammer. Så satte han nogle af de unge mænd til at samle brænde og slagte unge tyre som brændofre og takofre til Herren. Og han tog halvdelen af blodet fra dyrene og hældte det i offerskålene. Den anden halvdel stænkede han på alteret. Så tog han pagtsbogen og læste den op for folket. Og folket gentog: „Vi lover at adlyde Herrens ord til punkt og prikke!”

Moses tog da blodet fra offerskålene og stænkede det ud over folket. „Det her er pagtsblodet,” sagde han. „Det blod besegler den pagt, som Herren har oprettet med jer ved at give jer alle disse instruktioner.”

Moses og Herrens herlighed på bjergets top

Derefter gik Moses, Aron, Nadab, Abihu og 70 af Israels ledere op på bjerget. 10 Der så de Israels Gud, og under hans fødder var der noget, der lignede en belægning af safirer, så klar som himlen. 11 Men selv om folkets ledere så Gud, udryddede han dem ikke. De spiste og drak i Herrens nærvær.

Romerne 15:22-33

Paulus planlægger at rejse til Spanien via Rom

22-23 Endnu har det ikke været muligt for mig at besøge jer, selvom jeg i mange år har haft et ønske om at kunne gøre det. Men nu, da mit arbejde i disse egne er færdigt, 24 planlægger jeg en rejse til Spanien. På vejen dertil håber jeg at se jer og glæde mig over fællesskabet med jer for en tid. Jeg håber så, at I vil hjælpe mig videre på rejsen. 25 Men lige nu skal jeg til Jerusalem med en pengegave til de kristne der. 26 De kristne i Makedonien og Akaja besluttede nemlig at være med til at give en gave til de fattige blandt de kristne i Jerusalem. 27 Når de gerne ville være med, skyldes det også, at de på en måde står i gæld til dem. Når de som kristne ikke-jøder har fået del i en åndelig rigdom fra de kristne jøder, bør de også til gengæld hjælpe dem på det materielle område. 28 Så snart jeg har fået denne gave sikkert overbragt til dem, vil jeg rejse til Spanien via jer. 29 Og jeg har tillid til, at når jeg kommer til jer, vil det være med stor velsignelse fra Kristus.

En bøn om beskyttelse på rejsen til Jerusalem

30 Jeg har en bøn til jer, kære venner, da vi er forbundet med hinanden gennem den kærlighed, der kommer fra Helligånden, og fordi vi alle har Jesus Kristus som vores Herre. Bed inderligt til Gud sammen med mig, 31 at han vil redde mig fra at falde i kløerne på de vantro jøder i Judæa provinsen, som jeg skal rejse igennem, og at de kristne i Jerusalem vil være villige til at modtage gaven. 32 Derefter kommer jeg og besøger jer, om Gud vil, og jeg glæder mig til at hvile ud hos jer en tid. 33 Nu beder jeg om, at Gud, som er den, der giver os fred i hjertet, vil være med jer alle. Amen.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.