Revised Common Lectionary (Complementary)
Råb om hjælp
142 En visdomssang og bøn af David, fra dengang han gemte sig i en hule.
2 Jeg råber højt til Herren,
trygler ham om nåde.
3 Jeg udøser min nød for ham,
betror ham mine problemer.
4 Når jeg er modløs og opgivende,
viser du mig den vej, jeg skal gå,
for de har sat fælder op alle vegne.
5 Jeg ser mig omkring til højre og venstre,
men alle virker så ligeglade,
ingen vil føre mig i sikkerhed,
ingen er villige til at hjælpe.
6 Herre, derfor råber jeg til dig,
du er min tilflugt, mit eneste håb.
7 Lyt til min bøn, for jeg er i stor nød.
Red mig, for mine forfølgere er stærke.
8 Hjælp mig ud af det her fængsel,
så jeg atter kan takke og tilbede dig.
Når du griber ind og redder mig,
vil de gudfrygtige samles og takke dig for det.
Endnu et kald til omvendelse
5 Israel, lyt til den klagesang, jeg synger over dig:
2 „Israel, den skønne ungmø, er faldet,
hun kan ikke rejse sig.
Hun ligger forladt på jorden,
ingen hjælper hende op!”
3 Gud Herren siger: „Den by, som sender 1000 mænd i krig, får kun 100 tilbage, og den by, som sender 100, får kun 10 tilbage.”
4 Herren siger til Israels folk: „Søg mig, så skal I leve! 5 Søg ikke afguderne i Betel, Gilgal og Be’ersheba, for Gilgal bliver ført i eksil, og Betel bliver jævnet med jorden.”
6 Ja, søg Herren, så skal I leve. Ellers vil han komme imod jer som en fortærende ild, og ingen af Betels afguder kan slukke den.
7 I lader hånt om retfærdighed og foragter hæderlighed.
8 I burde søge Herren, som skabte Syvstjernen og Orion; han, som udskifter nattens mørke med morgenlys og gør dag til nat; han, som opsamler havets vand og lader det øse ned på jorden. Herren er hans navn. 9 Han sender ødelæggelse over stærke byer og nedbryder alle deres forsvarsværker.
27 Da de syv dage var ved at være forbi, var der nogle jødiske mænd fra provinsen Asien, som opdagede ham inde på tempelpladsen. De greb fat i ham og fik mængden hidset op imod ham 28 ved at råbe: „Israelitiske mænd, kom og hjælp os! Her er den mand, som optræder alle vegne og taler imod vores folk, imod de jødiske love og imod templet her. Og nu har han oven i købet vanhelliget dette hellige sted ved at tage grækere med herind!” 29 De havde nemlig tidligere set ham nede i byen sammen med grækeren Trofimos, der var fra Efesos, og nu troede de, at Paulus havde taget ham med ind i helligdommen. 30 Fra hele byen kom folk løbende, og de skreg og råbte. Paulus blev slæbt ud af templet, og portene blev omgående smækket i efter den larmende hob. 31 Men da de ville til at slå ham ihjel, nåede en melding op til kommandanten for den romerske garnison, at hele Jerusalem var i oprør. 32 Hurtigt kaldte han sine soldater og officerer sammen og styrtede ned til folkemængden. Da folk så kommandanten og soldaterne komme stormende, holdt de op med at slå løs på Paulus. 33 Kommandanten lod ham arrestere og gav ordre til, at hans hænder og fødder skulle lægges i lænker. „Hvem er han?” råbte han. „Hvad har han gjort?” 34 I larmen og forvirringen var det umuligt at finde ud af, hvad folk råbte i munden på hinanden. Derfor gav han ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen. 35 Da de nåede frem til trappen, var ophidselsen så voldsom, at soldaterne måtte bære Paulus imellem sig for at beskytte ham. 36 Mængden pressede på og råbte hele tiden: „Han skal dø! Han skal dø!”
37 Mens de nu var ved at føre Paulus ind gennem porten, vendte han sig til kommandanten og sagde: „Må jeg sige noget til dig?” „Taler du græsk?” udbrød kommandanten. 38 „Er du da ikke den egypter, der for nogen tid siden ledte et oprør og førte 4000 bevæbnede mænd ud i ørkenen?” 39 „Nej,” svarede Paulus, „jeg er jøde og kommer fra Tarsos, en kendt by i Kilikien. Må jeg få lov at sige et par ord til folket?”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.