Old/New Testament

Guds løfte om at redde sit folk på trods af deres ulydighed

43 Israels folk, Herren, som skabte dig, siger nu til dig: „Vær ikke bange, for jeg har købt dig fri! Jeg kalder dig ved navn—du er min! ² Når du går gennem fortvivlelsens dybe vande, er jeg med dig. Når modgangen skyller ind over dig, skal du ikke drukne i sorg. Når du går gennem prøvelsens ild, skal du ikke brænde op, for flammerne vil ikke skade dig. ³ Jeg er Herren, din Frelser, Israels hellige Gud! Jeg giver Egypten, Kush og Seba i løsesum, så du kan få din frihed. ⁴ Fordi du er dyrebar for mig, agtet og elsket, giver jeg andre folkeslag i bytte for at redde dig. ⁵ Vær ikke bange, for jeg er med dig! Jeg samler dig sammen fra øst og vest, ⁶ fra nord og syd. Mine sønner skal komme fra fjerne lande og mine døtre fra jordens ende, ⁷ alle dem, som hører mig til, og som jeg har skabt til at ære mig.

⁸ Før folket frem! De er blinde og døve, selvom de har øjne at se med og ører at høre med. ⁹ Kald folkeslagene sammen! Har nogen af deres guder forudsagt sådanne begivenheder? Har de nogensinde forudsagt noget som helst? Lad vidnerne stå frem for at fortælle, hvilke af deres forudsigelser der er blevet opfyldt.

¹⁰ I er mine vidner! siger Herren. I er den tjener, jeg har udvalgt til at lære mig at kende, at tro på mig og forstå, at jeg er den, jeg er. Der findes ingen anden Gud. Der har aldrig været nogen anden, og der vil aldrig blive nogen anden. ¹¹ Jeg er Herren. Der findes ingen anden Frelser end mig. ¹² Det er mig, der forudsiger det her, og det er mig, der frelser jer. Det var ingen fremmed gud, som talte til jer. I er vidner på, at jeg er Gud. ¹³ Jeg er og vil i al fremtid være den eneste sande Gud, og ingen kan forhindre mig i at handle, som jeg vil.”

¹⁴ Herren, jeres Befrier, Israels hellige Gud, siger: „For jeres skyld sender jeg en mægtig hær mod Babylon. Jeg nedbryder alle byens porte, så deres jubel vendes til jammer. ¹⁵ Jeg er Herren, den Hellige, Israels Skaber og jeres Konge!”

¹⁶ Herren banede en vej gennem vandet og førte sit folk uskadt over havets bund. ¹⁷ Han lokkede Egyptens hær derud med alle dens heste og stridsvogne. De segnede og rejste sig aldrig igen. De døde, gik ud som et lys.

¹⁸ Herren siger: „Glem bare fortiden og lad være med kun at tænke på, hvad der skete dengang. ¹⁹ For nu vil jeg gøre noget helt nyt! Det spirer frem allerede. Ser I det ikke? Nu baner jeg en vej gennem ørkenen og lader vandstrømme bryde frem i ødemarken. ²⁰ De vilde dyr vil takke mig, selv sjakalen og strudsen. For jeg lader vand vælde frem i vildmarken og kilder springe frem i ørkenen, så mit udvalgte folk kan få slukket deres tørst. ²¹ Det folk, som jeg skabte til min ære, skal fortælle om min herlighed.

²² Men det var ikke mig, I søgte hjælp hos, Jakobs børn. I blev trætte af mig, Israels folk. ²³ I ofrede ingen lam til mig og ærede mig ikke med offerdyr, skønt jeg ikke stillede urimelige krav om høstofre og røgelsesofre. ²⁴ Alligevel købte I ikke vellugtende røgelse til mig eller lod mig nyde offerdyrenes fedt. Nej, I bragte mig kun jeres synder og trættede mig med jeres overtrædelser.

²⁵ Men jeg vil af egen fri vilje og for min egen skyld tilgive jeres synder og ikke mere mindes dem. ²⁶ Hvis jeg har uret, så bevis det! ²⁷ Jeres første forfar syndede. Jeres ledere brød min pagt. ²⁸ Derfor vanærede jeg lederne af min helligdom og overgav Israels folk til spot og ødelæggelse.

44 Israel, min udvalgte tjener, lyt til mig! ² Jeg, Herren, vil komme dig til hjælp, jeg som skabte dig og hjalp dig fra barnsben af.

Vær ikke bange, min tjener! Mist ikke modet, min udvalgte! ³ For jeg vil udgyde strømme af vand over den tørstige jord. Jeg vil udgyde min Ånd over dine efterkommere og velsigne dem, ⁴ så de trives som det frodigste græs, som piletræer ved flodens bred. ⁵ ‚Jeg tilhører Herren,’ siger en. ‚Jeg er af Jakobs slægt,’ siger en anden. En skriver i sin hånd: ‚Jeg er Herrens’. Og navnet ‚Israel’ bliver et hædersnavn.

Det tåbelige i at tilbede afguder

⁶ Jeg er Herren, den Almægtige, Israels konge og Befrier. Jeg er den Første og den Sidste, den eneste Gud. ⁷ Hvilke andre guder er som jeg? Lad dem træde frem og vise, hvad de kan. Hvem andre har fra tidernes morgen forudsagt, hvad der vil ske i fremtiden? ⁸ Vær ikke bange, tab ikke modet! Har jeg ikke for længst sagt, at jeg vil befri jer? I er mine vidner: Findes der nogen anden Gud? Findes der nogen anden, man kan bygge sit liv på, måske en, jeg ikke kender?”

⁹ Hvor er det tåbeligt at lave afgudsbilleder! De kære guder gavner jo intet. De, som dyrker dem, må med skam erkende, at deres guder intet kan se og intet ved. ¹⁰ Det er meningsløst at forme et gudebillede, som intet kan udrette. ¹¹ De, som tilbeder dem, er blevet bedraget. Håndværkerne som laver dem, er jo kun almindelige mennesker. Lad dem samles og træde frem for Herren. Da vil de alle som en blive flove og forfærdede.

¹² Smeden står ved sin esse og former en gud med sit værktøj.^[a] Han hamrer på metallet med kraftige slag. Men uden mad og drikke bliver et menneske træt og udmattet.

¹³ Træskæreren tager mål af en træblok og ridser et billede ind i den. Så skærer han figuren ud med sit værktøj. Den skal ligne et menneske. Nu har han en fin gud, der kan stå i hans hus. ¹⁴ Måske fælder han et cedertræ, måske en elm eller eg. Han planter et træ, og regnen får det til at gro. ^15-17 Noget af træet bruger han til brændsel. Han varmer sig ved ilden og siger: „Ah, sikken dejlig varme.” Måske han bager brød eller steger kød over gløderne. Han spiser stegen og bliver mæt. Resten af træet bruger han til at lave sig en gud, som han kan tilbede. Han falder på knæ foran en figur af træ og beder: „Åh, frels mig, for du er min gud!”

¹⁸ De fatter intet. Deres øjne er lukket til, så de ikke kan se. De er så tykhovedede, at intet trænger ind! ¹⁹ De tænker sig ikke om. De undres ikke og siger til sig selv: „Hvad er det, jeg gør? Halvdelen af træet brugte jeg til et bål. Jeg stegte kød, bagte brød og spiste. Af resten lavede jeg en afgud. Hvordan kan en træklods pludselig blive til en gud, som jeg kaster mig til jorden for?” ²⁰ Den, der ofrer til noget, som engang bliver til aske, bedrager sig selv. Det kan ikke redde ham. Alligevel siger han ikke: „Det afgudsbillede, jeg holder i min højre hånd, er et bedrag.”

Herren vil befri Israels folk

²¹ Herren siger: „Husk det nu, Israel! Jeg skabte dig til at være min tjener, og jeg vil aldrig glemme dig. ²² Jeg har slettet dine synder ud, de er forduftet som morgentågen for solens stråler. Vend om til mig, for jeg sætter dig fri!”

²³ Syng, I himle, for Herren har gjort vidunderlige ting! Råb af glæde, jordens dyb! Bryd ud i jubelsang, I skovklædte bjerge! For Herren har vist sin herlighed ved at købe Israel fri. ²⁴ Jeres Herre og Befrier, han, der skabte jer, siger til jer: „Jeg er Skaberen af alle ting! Det var mig, som udspændte himlen og skabte jorden! Hvem ellers kunne gøre det?

²⁵ Jeg gør de falske profeter til skamme, afslører spåmændenes løgn og gør menneskers visdom til meningsløst sludder. ²⁶ Men mine profeters udsagn bliver opfyldt. Jeg udfører, hvad mine sendebud har talt. Når jeg siger: ‚Jerusalem skal bebos,’ og ‚Judas byer skal genopbygges’, så vil det ske. ²⁷ Når jeg siger til floden: ‚Tør ud!’—så tørrer den ud. ²⁸ Når jeg siger til Kyros: ‚Vær mit redskab!’—så må han bøje sig under min vilje. Og når jeg siger, at Jerusalem skal genopbygges og mit tempel genopføres, så vil det ske, som jeg har sagt.”

Paulus forsvarer sig mod eventuelle anklager

2 Det var altså absolut umagen værd, at vi kom til jeres by. ² I ved, hvordan vi lige forinden var blevet forfulgt og mishandlet i Filippi, men Gud gav os frimodighed til at forkynde budskabet om Kristus for jer, selvom det betød mere forfølgelse. ^3-4 Det gjorde vi, fordi Gud anså os for værdige til at få hans budskab betroet. Vores tjeneste udspringer ikke af vildfarelse, urene motiver eller uærlighed. Derfor er vi heller ikke ude på at blive anerkendt af mennesker, men kun af Gud, som kender vores motiver.

⁵ Som I ved, prøvede vi ikke at vinde jer med smigrende ord, og Gud ved, at vi ikke prøvede at udnytte jer økonomisk under et eller andet fromt påskud. ⁶ Vi søgte heller ikke menneskers anerkendelse, hverken jeres eller andres. ⁷ Skønt vi som Kristi apostle kunne have stillet krav til jer, gjorde vi det ikke. I stedet tog vi os af jer med nænsomhed som en mor, der sørger for sine børn. ⁸ Og vi kom til at holde så meget af jer, at vi besluttede ikke kun at give jer Guds ord. Nej, vi gav alt, hvad vi havde i os. ⁹ I husker nok, hvordan vi sled i det. Dag og nat arbejdede vi for at tjene til vores ophold, så vi ikke skulle ligge nogen af jer til byrde. Og samtidig forkyndte vi budskabet om Kristus for jer. ¹⁰ I ved, og Gud ved, hvor retsindigt, redeligt og uangribeligt vi færdedes iblandt jer. ^11-12 Som en far taler opmuntrende og formanende til sine børn, sådan formanede og opmuntrede vi jer og indprentede hver eneste af jer, at I skal leve, så det bringer Gud ære. Han har jo kaldet jer ind i sit rige for at dele sin herlighed med jer.

Guds ord forhindres ikke af forfølgelser

¹³ Vi er virkelig taknemmelige til Gud over, at I tog imod vores budskab, ikke som menneskeord, men som Guds ord. Og det er jo netop det, det er! Det er også derfor, det gør sin gerning i jer, som tror. ¹⁴ I oplever nu det samme som menighederne i Judæa. I er blevet forfulgt af jeres landsmænd, ligesom de er blevet af deres. ¹⁵ De vantro jøder slog nemlig både deres egne profeter og Herren Jesus ihjel. Og nu forfølger de også os. De er fjender af både Gud og mennesker, ¹⁶ for de prøver at hindre os i at forkynde Guds budskab for alle folkeslagene, så de kan få det evige liv. På den måde er deres synd blevet så stor, at Guds fulde dom nu hænger over hovedet på dem.

Paulus længes efter at besøge dem

¹⁷ Kære venner, vi har været adskilt fra jer et stykke tid, dog kun rent fysisk, for i vores tanker har vi altid været sammen med jer, og vi længes meget efter at se jer igen. ¹⁸ Vi vil meget gerne besøge jer, og jeg, Paulus, har forsøgt at komme af sted indtil flere gange, men Satans håndlangere har hidtil hindret os. ¹⁹ I betyder så meget for os. I giver os håb og glæde, og når Herren Jesus Kristus kommer igen, vil I være blandt dem, som vi kan være stolte af. ²⁰ Ja, allerede nu er I vores stolthed og glæde.