M’Cheyne Bible Reading Plan

24 Men HerrenS vrede blussede atter op mod Israel, så at han æggede David mod dem og sagde: "Gå hen og hold Mandtal over Israel og Juda!" ² Kongen sagde da til Joab og Hærførerne, der var hos ham: "Drag rundt i alle Israels Stammer fra Dan til Be'ersjeba og hold Mønstring over Folket, for at jeg kan få Tallet på det at vide!" ³ Men Joab svarede Kongen: "Måtte Herren din Gud forøge Folket hundredfold, og måtte min Herre Kongen selv opleve det - men hvorfor har min Herre Kongen sat sig sligt for?"

⁴ Men Joab og Hærførerne måtte bøje sig for Kongens Ord. Joab og Hærførerne forlod derfor Kongen for at holde Mønstring over Israels Folk. ⁵ De gik over Jordan og begyndte ved Aroer og Byen, der ligger midt i Dalen; drog ad Gad til og i Retning af Ja'zer; ⁶ så kom de til Gilead og til Hetiternes Land hen imod Kadesj, derpå til Dan, og fra Dan vendte de sig hen mod Zidon; ⁷ så kom de til Fæstningen Tyrus og alle Hivviternes og Kana'anæernes Byer, hvorfra de gik til Be'ersjeba i det judæiske Sydland. ⁸ Efter at de var draget hele Landet rundt i ni Måneder og tyve Dage, kom de tilbage til Jerusalem. ⁹ Joab opgav derpå Kongen Tallet, der var fundet ved Folktællingen, og Israel talte 800000 kraftige, våbenføre Mænd, Juda 500000 Mænd.

¹⁰ Men efter at David havde holdt Mandtal over Folket. slog Samvittigheden ham, og han sagde til Herren: "Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort! Men tilgiv nu, Herre, din Tjeners Brøde, thi jeg har handlet som en stor Dåre!" ¹¹ Da David stod op om Morgenen kom Herrens Ord til Profeten Gad, Davids Seer, således: ¹² "Gå hen og sig til David: Så siger Herren; Jeg forelægger dig tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times dig!" ¹³ Gad kom da til David og kundgjorde ham det og sagde: "Skal der komme tre Hungersnødsår over dig i dit Land, eller vil du i tre Måneder jages på Flugt, forfulgt af din Fjende, eller skal der komme tre Dages Pest i dit Land? Overvej nu, hvad jeg skal svare ham, der har sendt mig!" ¹⁴ David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad os så falde i Herrens Hånd, thi hans Barmhjertighed er stor; i Menneskehånd vil jeg ikke falde!" ¹⁵ Så valgte David da Pesten. Ved Hvedehøstens Tid begyndte Soten at ramme Folket; og der døde 70000 Mand af Folket fra Dan til Be'ersjeba. ¹⁶ Da Engelen udrakte sin Hånd mod Jerusalem for at ødelægge det, angrede Herren det onde, og han sagde til Engelen, som ødelagde Folket "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!" Herrens Engel var da ved Jebusiten Aravnas Tærskeplads. ¹⁷ Men da David så Engelen, som slog Folket, sagde han til Herren: "Det er mig, der har syndet, mig, der har begået Brøden; men Fårene der, hvad har de gjort? Lad din Hånd dog ramme mig og mit Fædrenehus!"

¹⁸ Samme Dag kom Gad til David og sagde: "Gå op og rejs Herren et Alter på Jebusiten Aravnas Tærskeplads!" ¹⁹ Og David gik derop efter Gads Ord, således som Herren havde påbudt. ²⁰ Da Aravna, der var ved at tærske Hvede, så ned og fik Øje på Kongen og hans Folk, som kom hen imod ham, gik han ud og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham; ²¹ og Aravna sagde: "Hvorfor kommer min Herre Kongen til sin Træl?" David svarede: "For at købe Tærskepladsen af dig og bygge Herren et Alter, at Folket må blive friet fra Plagen!" ²² Da sagde Aravna til David: "Min Herre Kongen tage den og ofre, hvad ham tykkes ret! Her er Okserne til Brændoffer og Tærskeslæderne og Oksernes Stavtøj til Brændsel! ²³ Min Herre Kongens Træl giver Kongen det hele!" Og Aravna sagde til Kongen: "Måtte Herren din Gud have Behag i dig!" ²⁴ Men Kongen svarede Aravna: "Nej, jeg vil købe det af dig for dets fulde Værdi; jeg vil ikke bringe Herren min Gud Brændofre, som intet koster mig!" Så købte David Tærskepladsen og Okserne for halvtredsindstyve Sølvsekel; ²⁵ og David byggede Herren et Alter der og ofrede Brændofre og Takofre. Da forbarmede Herren sig over Landet, og Israel blev friet fra Plagen.

4 Men jeg siger: Så længe Arvingen er umyndig, er der ingen Forskel imellem ham og en Træl, skønt han er Herre over alt Godset; ² men han står under Formyndere og Husholdere indtil den af Faderen bestemte Tid. ³ Således stode også vi, dengang vi vare umyndige, som Trælle under Verdens Børnelærdom. ⁴ Men da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven, ⁵ for at han skulde løskøbe dem, som vare under Loven, for at vi skulde få Sønneudkårelsen. ⁶ Men fordi I ere Sønner, har Gud udsendt i vore Hjerter sin Søns Ånd, som råber: Abba, Fader! ⁷ Altså er du ikke længer Træl, men Søn; men er du Søn, da er du også Arving ved Gud.

⁸ Dengang derimod, da I ikke kendte Gud, trællede I for de Guder, som af Natur ikke ere det. ⁹ Men nu, da I have lært Gud at kende, ja, meget mere ere blevne kendte af Gud, hvor kunne I da atter vende tilbage til den svage og fattige Børnelærdom, som I atter forfra ville trælle under? ¹⁰ I tage Vare på Dage og Måneder og Tider og År. ¹¹ Jeg frygter for, at jeg måske har arbejdet forgæves på eder.

¹² Vorder ligesom jeg, thi også jeg er bleven som I, Brødre! jeg beder eder. I have ikke gjort mig nogen Uret. ¹³ Men I vide, at det var på Grund af en Kødets Svaghed, at jeg første Gang forkyndte Evangeliet for eder; ¹⁴ og det, som i mit Kød var eder til Fristelse, ringeagtede I ikke og afskyede I ikke, men I modtoge mig som en Guds Engel, som Kristus Jesus. ¹⁵ Hvor er da nu eders Saligprisning? Thi jeg giver eder det Vidnesbyrd, at, om det havde været muligt, havde I udrevet eders Øjne og givet mig dem. ¹⁶ Så er jeg vel bleven eders Fjende ved at tale Sandhed til eder? ¹⁷ De ere nidkære for eder, dog ikke for det gode; men de ville udelukke eder, for at I skulle være nidkære for dem. ¹⁸ Men det er godt at vise sig nidkær i det gode til enhver Tid, og ikke alene, når jeg er nærværende hos eder. ¹⁹ Mine Børn, som jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus har vundet Skikkelse i eder! ²⁰ - ja, jeg vilde ønske, at jeg nu var til Stede hos eder og kunde omskifte min Røst; thi jeg er rådvild over for eder.

²¹ Siger mig, I, som ville være under Loven, høre I ikke Loven? ²² Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, en med Tjenestekvinden og en med den frie Kvinde. ²³ Men Tjenestekvindens Søn er avlet efter Kødet, den frie Kvindes ved Forjættelsen. ²⁴ Dette har en billedlig Betydning. Thi disse Kvinder ere tvende Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som føder til Trældom: denne er Hagar. ²⁵ Thi "Hagar" er Sinai Bjerg i Arabien, men svarer til det nuværende Jerusalem; thi det er i Trældom med sine Børn. ²⁶ Men Jerusalem heroventil er frit, og hun er vor Moder. ²⁷ Thi der er skrevet: "Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke føder! bryd ud og råb, du, som ikke har Fødselsveer! thi mange ere den enliges Børn fremfor hendes, som har Manden." ²⁸ Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn i Lighed med Isak. ²⁹ Men ligesom dengang han, som var avlet efter Kødet, forfulgte ham, som var avlet efter Ånden, således også nu. ³⁰ Men hvad siger Skriften?"Uddriv Tjenestekvinden og hendes Søn; thi Tjenestekvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie Kvindes Søn." ³¹ Derfor, Brødre! ere vi ikke Tjenestekvindens Børn, men den frie Kvindes.

31 I det ellevte År på den første dag i den tredje måned kom Herrens Ord til mig således: ² Menneskesøn, sig til Farao, Ægyptens Konge, og til hans larmende Hob: Ved hvem kan du lignes i Storhed? ³ Se, du er en Libanonceder med smukke Grene og skyggefuld Krone, høj af Vækst, hvis Top rager op i Skyerne; ⁴ Vand gav den Vækst, Verdensdybet Højde; sine Strømme lod det flyde rundt om dens Sted og sendte sine Vandløb til hele dens Mark. ⁵ Derfor blev den større af Vækst end hvert Træ på Marken; mange blev dens Kviste og Grenene lange af megen Væde. ⁶ Alle Himlens Fugle bygged i dens Grene, under dens Kviste fødte hvert Markens Dyr, i dens Skygge boede al Verdens folk. ⁷ Den blev stor og dejlig med lange Grene, den stod jo med Roden ved rigeligt Vand. ⁸ Guds Haves Cedre var ikke dens Lige, ingen Cypres havde Mage til Grene, ingen Platan havde Kviste som den; intet Træ i Guds Have målte sig med den i Skønhed. ⁹ Jeg gjorde den skøn med dens mange Kviste, så alle Edens Træer i Guds Have misundte den.

¹⁰ Derfor, så siger den Herre Herren: Fordi den blev høj af Vækst og løftede sin Krone op i Skyerne og Hjertet hovmodede sig over dens Højde, ¹¹ derfor overgiver jeg den til en, som er vældig blandt Folkene; han skal gøre med den efter dens Gudløshed og tilintetgøre den. ¹² Fremmede, de grummeste blandt Folkene hugger den om og kaster den hen; på Bjerge og i alle Dale falder dens Kviste; dens Grene ligger knækket i alle Landets Kløfter, og alle Jordens Folkeslag går bort fra dens Skygge og lader den ligge. ¹³ På den faldne Stamme slår alle Himmelens Fugle sig ned, og på Grenene lejrer alle Markens Dyr sig, ¹⁴ for at ingen Træer ved Vande skal hovmode sig over deres Vækst og løfte deres Krone op i Skyerne og gøre sig til af deres Højde, ingen Træer, som smager Vand; thi alle er hjemfaldne til Døden og må til Underverdenen, midt iblandt Menneskens Børn, blandt dem, der steg ned i Graven.

¹⁵ Så siger den Herre Herren: Den Dag den farer ned i Dødsriget, lukker jeg Verdensdybet for den og holder dets Strømme tilbage, så de mange Vande standses; jeg lader Libanon sørge over den, og alle Markens Træer vansmægter over den. ¹⁶ Ved Drønet af dens Fald bringer jeg Folkene til at bæve, når jeg styrter den ned i Dødsriget til dem, der steg ned i Graven; og nede i Underverdenen trøster alle Edens Træer sig, de ypperste og bedste på Libanon, alle, som smager Vand. ¹⁷ Også de farer med den ned i Dødsriget til de sværdslagne, da de som dens Hjælpere har siddet i dens Skygge blandt Folkene. ¹⁸ Hvem var din Lige i Herlighed og Størrelse blandt Edens Træer? Og dog styrtes du med Edens Træer ned i Underverdenen; midt iblandt uomskårne skal du ligge hos de sværdslagne. Dette er Farao og al hans larmende Hob, lyder det fra den Herre Herren.

79 Hedninger er trængt ind i din arvelod, Gud de har besmittet dit hellige Tempel og gjort Jerusalem til en Stenhob; ² de har givet Himlens Fugle dine Tjeneres Lig til Æde, Jordens vilde Dyr dine frommes Kød; ³ deres Blod har de udøst som Vand omkring Jerusalem, ingen jorder dem; ⁴ vore Naboer er vi til Hån, vore Grander til Spot og Spe. ⁵ Hvor længe vredes du, Herre - for evigt? hvor længe skal din Nidkærhed lue som Ild? ⁶ Udøs din Vrede på Folk, der ikke kender dig, på Riger, som ikke påkalder dit Navn; ⁷ thi de har opædt Jakob og lagt hans Bolig øde.

⁸ Tilregn os ikke Fædrenes Brøde, lad din Barmhjertighed komme os snarlig i Møde, thi vi er såre ringe, ⁹ Hjælp os, vor Frelses Gud, for dit Navns Æres Skyld, fri os, forlad vore Synder for dit Navns Skyld! ¹⁰ Hvorfor skal Hedninger sige: "Hvor er deres Gud?" Lad dine Tjeneres udgydt Blod blive hævnet på Hedningerne for vore Øjne! ¹¹ Lad de fangnes Suk nå hen for dit Åsyn, udløs Dødens Børn efter din Arms Vælde, ¹² lad syvfold Gengæld ramme vore Naboer for Hånen, de viser dig, Herre! ¹³ Men vi dit Folk og den Hjord, du røgter, vi vil evindelig takke dig, forkynde din Pris fra Slægt til Slægt!