M’Cheyne Bible Reading Plan

10 Nogen Tid efter døde Ammomiternes Konge, og hans Søn Hanun blev Konge i hans Sted. ² Da tænkte David: "Jeg vil vise Hanun, Nahasj's Søn, Venlighed, ligesom hans Fader viste mig Venlighed." Og David sendte Folk for at vise ham Deltagelse i Anledning af hans Faders Død. Men da Davids Mænd kom til Ammoniternes Land. ³ sagde Ammoniternes Høvdinger til deres Herre Hanun: "Tror du virkelig, det er for at hædre din Fader, at David sender Bud og viser dig Deltagelse? Mon ikke det er for at udforske og udspejde Byen og ødelægge den, at David sender sine Folk til dig?" ⁴ Da tog Hanun Davids Folk og lod det halve af deres Skæg afrage og Halvdelen af deres Klæder skære af til Sædet, og derpå lod han dem gå. ⁵ Da David fik Efterretning herom, sendte han dem et Bud i Møde, thi Mændene var blevet grovelig forhånet; og Kongen lod sige: "Bliv i Jeriko, til eders Skæg er vokset ud!"

⁶ Men da Ammoniterne så, at de havde lagt sig for Had hos David, sendte de Bud og lejede Aramæerne fra Bef-Rehob og Zoba, 20000 Mand Fodfolk, Kongen af Ma'aka med 1000 Mand og Folkene fra Tob, 12000 Mand. ⁷ Da David hørte det, sendte han Joab af Sted med hele Hæren og Kærnetropperne. ⁸ Ammoniterne rykkede så ud og stillede sig op til Kamp lige uden for Porten, medens Aramæerne fra Zoba og Rehob og Mændene fra Tob og Ma'aka stod for sig selv på åben Mark. ⁹ Da Joa så, at Angreb truede ham både forfra og bagfra, gjorde han et Udvalg blandt alt Israels udsøgte Mandskab og tog Stilling over for Aramæerne, ¹⁰ medens han overlod Resten af Mandskabet til sin Broder Abisjaj, som tog Stilling over for Ammoniterne. ¹¹ Og han sagde: "Hvis Aramæerne bliver mig for stærke, skal du ile mig til Hjælp; men bliver Ammoniterne dig for stærke, skal jeg komme og hjælpe dig. ¹² Tag Mod til dig og lad os tappert værge vort Folk og vor Guds Byer - så får Herren gøre, hvad ham tykkes godt!" ¹³ Derpå rykkede Joab frem med sine Folk til Kamp mod Aramæerne, og de flygtede for ham. ¹⁴ Og da Ammoniterne så, at Aramæerne tog Flugten, flygtede de for Abisjaj og trak sig ind i Byen. Derpå vendte Joab tilbage fra Kampen med Ammoniterne og kom til Jerusalem.

¹⁵ Men da Aramæerne så, at de var slået af Israel, samlede de sig, ¹⁶ og Hadad'ezer sendte Bud og lod Aramæerne hinsides Floden rykke ud, og de kom til Helam med Sjobak, Hadad'ezers Hærfører, i Spidsen. ¹⁷ Da David fik Efterretning herom, samlede han hele Israel, satte over Jordan og kom til Helam, hvor Aramæerne stillede sig op til Kamp mod David og angreb ham. ¹⁸ Men Aramæerne flygtede for Israel, og David nedhuggede 700 Stridsheste og 40000 Mand af Aram; også deres Hærfører Sjobak slog han ihjel der. ¹⁹ Da alle Hadad'ezers Lydkonger så, at de var slået af Israel, sluttede de Fred med Israel og underkastede sig. Og Aramæerne vovede ikke at hjælpe Ammoniterne mere.

3 Begynde vi atter at anbefale os selv? eller behøve vi, som nogle, Anbefalingsbreve til eder eller fra eder? ² I ere vort Brev, som er indskrevet i vore Hjerter, og som kendes og læses af alle Mennesker, ³ idet det ligger klart som Dagen, at I ere et Kristi Brev, udfærdiget af os, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på Stentavler, men på Hjerters Kødtavler.

⁴ Men en sådan Tillid have vi til Gud ved Kristus, ⁵ ikke at vi af os selv ere dygtige til at udtænke noget som ud af os selv; men vor Dygtighed er af Gud, ⁶ som også gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Åndens; thi Bogstaven ihjelslår, men Ånden levendegør. ⁷ Men når Dødens Tjeneste, med Bogstaver indristet i Sten, fremtrådte i Herlighed, så at Israels Børn ikke kunde fæste Øjet på Moses's Ansigt på Grund af hans Ansigts Herlighed, som dog forsvandt, ⁸ hvorledes skal da ikke Åndens Tjeneste end mere være i Herlighed? ⁹ Thi når Fordømmelsens Tjeneste havde Herlighed, er meget mere Retfærdighedens Tjeneste rig på Herlighed. ¹⁰ Ja, det herlige er jo i dette Tilfælde endog uden Herlighed i Sammenligning med den endnu større Herlighed. ¹¹ Thi når det, der forsvandt, fremtrådte med Herlighed, da skal meget mere det, der bliver, være i Herlighed. ¹² Efterdi vi altså have et sådant Håb, gå vi frem med stor Frimodighed ¹³ og gøre ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, for at Israels Børn ikke skulde fæste Øjet på, at det, der forsvandt, fik Ende. ¹⁴ Men deres Tanker bleve forhærdede; thi indtil den Dag i Dag forbliver det samme Dække over Oplæsningen af den gamle Pagt uden at tages bort; thi i Kristus er det, at det svinder. ¹⁵ Men der ligger indtil denne Dag et Dække over deres Hjerte, når Moses oplæses; ¹⁶ når de derimod omvende sig til Herren, da borttages Dækket. ¹⁷ Men Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, er der Frihed. ¹⁸ Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Spejl, blive forvandlede til det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed, så som det er fra Åndens Herre.

17 Herrens Ord kom til mig således: ² Menneskesøn, fremsæt en Gåde og tal i Lignelse til Israels Slægt; ³ sig: Så siger den Herre Herren: Den store Ørn med vældigt Vingefang, lange Vinger, tæt Fjederham og brogede Farver kom til Libanon og tog Cederens Top; ⁴ Spidsen af dens Skud brød den af, bragte den til et Kræmmerland og satte den i en Handelsby. ⁵ Så tog den en Plante der i Landet og plantede den i en Sædemark ved rigeligt Vand...", ⁶ for at den skulde vokse og blive en yppig, lavstammet Vinstok, hvis Ranker skulde vende sig til den, og hvis Rødder skulde blive under den. Og den blev en Vinstok, som skød Grene og bredte sine Kviste. ⁷ Men der var en anden stor Ørn med vældigt Vingefang og rig Fjederham; og se, Vinstokken bøjede sine Rødder imod den og strakte sine Ranker hen til den, for at den skulde give den mere Vand end Bedet, den stod i. ⁸ På en frugtbar Mark ved rigeligt Vand var den plantet for at skyde Grene, bære Frugt og blive en herlig Vinstok. ⁹ Sig derfor: Så siger den Herre Herren: Mon det lykkes den? Mon den første Ørn ikke rykker dens Rødder op og afriver dens Frugt, så alle de friske Skud tørres hen? Der skal jo ingen kraftig Arm eller mange Folk til at rive den løs fra Roden. ¹⁰ Se, den er plantet, men mon det lykkes den? Mon den ikke, så snart Østenvinden når den, hentørres i Bedet, den voksede i?

¹¹ Og Herrens Ord kom til mig således: ¹² Sig til den genstridige Slægt: Ved I ikke, hvad dette betyder? Sig: Babels Konge kom til Jerusalem, tog Kongen og Fyrsterne og førte dem med hjem til Babel. ¹³ Derpå tog han entling af kongehuset og sluttede Pagt med ham og lod ham aflægge Ed. Landets Stormænd tog han dog med, ¹⁴ for at Riget skulde holdes nede og ikke hovmode sig, men holde hans Pagt, at den måtte stå fast. ¹⁵ Men han faldt fra og sendte sine Bud til Ægypten, for at de skulde give ham Heste og Folk i Mængde. Mon det lykkes ham? Mon den, der bærer sig således ad, slipper godt derfra? Skal den, der bryder en Pagt, slippe fra det? ¹⁶ Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Hvor den Konge bor, som gjorde ham til Konge, hvis Ed han lod hånt om, og hvis Pagt han brød, der hos ham i Babel skal han dø. ¹⁷ Og Farao skal ikke hjælpe ham i Krigen med en stor Hær eller en talrig Skare, når der opkastes Stormvold og bygges Belejringstårne til Undergang for mange Mennesker. ¹⁸ Thi han lod hånt om Eden og brød Pagten trods givet Håndslag; alt dette gjorde han; han skal ikke undslippe! ¹⁹ Sig derfor: Så siger den Herre Herren: Så sandt jeg lever: Min Ed, som han lod hånt om, og min Pagt, som han brød, vil jeg visselig lade komme over hans Hoved! ²⁰ Jeg breder mit Net over ham, så han fanges i mit Garn, og jeg bringer ham til Babel for der at gå i Rette med ham for den Troløshed, han viste mig. ²¹ Alle hans udvalgte Folk i alle hans Hære skal falde for Sværd, og de, der er til Rest, spredes for alle Vinde; og I skal kende, at jeg, Herren, har talet.

²² Så siger den Herre Herren: Så tager jeg selv en Gren af Cederens Top, af dens Skuds Spidser bryder jeg en tynd Kvist og planter den på et højt, knejsende Bjerg. ²³ På Israels høje Bjerg vil jeg plante den, og den skal skyde Grene og bære Løv og blive en herlig Ceder. Under den skal alle vingede Fugle bygge, i dens Grenes Skygge skal de bo. ²⁴ Og alle Markens Træer skal kende, at jeg, Herren, nedbøjer det høje Træ og ophøjer det lave, udtørrer det friske Træ og lader det tørre blomstre. Jeg, Herren, har talt og grebet ind.

60 Til Sangmesteren. Al-sjusjan-edut. En Miktam af David til Indøvelse, ² dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab vendte tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, 12 000 Mand.

³ Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vredes - vend dig til os igen; ⁴ du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler! ⁵ Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin. ⁶ Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. - Sela. ⁷ Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!

⁸ Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal; ⁹ mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, ¹⁰ Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." ¹¹ Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom?

¹² Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. ¹³ Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. ¹⁴ Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!

61 Til Sangmesteren. Til Strengespil. Af David.

² Hør, o Gud, på mit råb og lyt til min bøn! ³ Fra Jordens Ende råber jeg til dig. Når mit Hjerte vansmægter, løft mig da op på en Klippe, ⁴ led mig, thi du er min Tilflugt, et mægtigt Tårn til Værn imod Fjenden. ⁵ Lad mig evigt bo som Gæst i dit Telt, finde Tilflugt i dine Vingers Skjul! - Sela. ⁶ Ja du, o Gud, har hørt mine Løfter, opfyldt deres Ønsker, der frygter dit Navn.

⁷ Til Kongens Dage lægger du Dage, hans År skal være fra Slægt til Slægt. ⁸ Han skal trone evigt for Guds Åsyn; send Nåde og Sandhed til at bevare ham! ⁹ Da vil jeg evigt love dit Navn og således Dag efter Dag indfri mine Løfter.