M’Cheyne Bible Reading Plan

13 Nogen Tid efter tildrog følgende sig. Davids Søn Absalon havde en smuk Søster, som hed Tamar, og Davids Søn Amnon fattede Kærlighed til hende. ² Amnon blev syg af Attrå efter sin Søster Tamar; thi hun var Jomfru, og Amnon øjnede ingen Mulighed for at få sin Vilje med hende. ³ Men Amnon havde en Ven ved Navn Jonadab, en Søn af Davids Broder Sjim'a, og denne Jonadab var en såre klog Mand; ⁴ han sagde til ham: "Hvorfor er du så elendig hver Morgen, Kongesøn? Vil du ikke sige mig det?" Amnon svarede: "Jeg elsker min Broder Absalons Søster Tamar!" ⁵ Da sagde Jonadab til ham: "Læg dig til Sengs og lad, som du er syg! Når så din Fader kommer for at se til dig, skal du sige: Lad min Søster Tamar komme og give mig noget at spise! Når hun laver Maden i mit Påsyn, så at jeg kan se det, og hun selv giver mig den, kan jeg spise." ⁶ Så gik Amnon til Sengs og lod. som han var syg; og da Kongen kom for at se til ham, sagde Amnon til Kongen: "Lad min Søster Tamar komme og lave et Par Kager i mit Påsyn og selv give mig dem: så kan jeg spise." ⁷ David sendte da Bud ind i Huset til Tamar og lod sige: "Gå over til din Broder Amnons Hus og lav Mad til ham!" ⁸ Og Tamar gik over til sin Broder Amnons Hus, hvor han lå til Sengs, tog Dejen, æltede den og lavede Kagerne i hans Påsyn og bagte dem; ⁹ derpå tog hun Panden og hældte dem ud i hans Påsyn; Amnon vilde dog ikke spise, men sagde: "Lad alle gå udenfor!" Og da de alle var gået udenfor, ¹⁰ sagde Amnon til Tamar: "Bær Maden ind i Inderværelset og lad mig få den af din egen Hånd!" Da tog Tamar Kagerne, som hun havde lavet, og bar dem ind i Inderværelset til sin Broder Amnon. ¹¹ Men da hun bar dem hen til ham, for at han skulde spise, greb han fat i hende og sagde: "Kom og lig hos mig, Søster!" ¹² Men hun sagde: "Nej, Broder! Krænk mig ikke! Således gør man ikke i Israel! Øv dog ikke denne Skændselsdåd! ¹³ Hvor skulde jeg gå hen med min Skam? Og du vilde blive regnet blandt Dårer i Israel! Tal hellere med Kongen; han nægter dig ikke at få mig!" ¹⁴ Han, vilde dog ikke høre hende, men tog hende med Vold, krænkede hende og lå hos hende.

¹⁵ Men bagefter hadede Amnon hende med et såre stort Had; ja det Had, han følte mod hende, var større end den Kærlighed, han havde båret til hende. Og Amnon sagde til hende: "Stå op og gå din Vej!" ¹⁶ Da sagde hun til ham: "Nej, Broder! Den Udåd, at du nu jager mig bort, er endnu større end den anden, du øvede imod mig!" Han vilde dog ikke høre hende, ¹⁷ men kaldte på den unge Mand, der var hans Tjener, og sagde: "Få mig hende der ud af Huset og stæng Døren efter hende!" ¹⁸ Hun bar en fodsid Kjortel med Ærmer; thi således klædte Jomfruerne blandt Kongedøtrene sig fordum. Tjeneren førte hende da ud af Huset og stængede Døren efter hende. ¹⁹ Men Tamar strøede Aske på sit Hoved og sønderrev den fodside Kjortel, hun havde på, og tog sig til Hovedet og skreg ustandseligt, medens hun gik bort. ²⁰ Da sagde hendes Broder Absalon til hende: "Har din Broder Amnon været hos dig? Ti nu stille, Søster! Han er jo din Broder; tag dig ikke den Sag nær!" Tamar sad da ensom hen i sin Broder Absalons Hus. ²¹ Da Kong David hørte alt dette, blev han meget vred; men han bebrejdede ikke sin Søn Amnon noget, thi han elskede ham, fordi han var hans førstefødte. ²² Og Absalon talte ikke til Amnon, hverken ondt eller godt; thi Absalon hadede Amnon, fordi han havde krænket hans Søster Tamar.

²³ Men et Par År efter holdt Absalon Fåreklipning i Ba'al-Hazor, som ligger ved Efraim, og dertil indbød Absalon alle Kongesønnerne. ²⁴ Absalon kom til Kongen og sagde: "Se, din Træl holder Fåreklipning; vil ikke Kongen og hans Folk tage med din Træl derhen?" ²⁵ Men Kongen sagde til Absalon: "Nej, min Søn! Vi vil ikke alle gå med, for at vi ikke skal falde dig til Byrde!" Og skønt han nødte ham, vilde han ikke gå med, men tog Afsked med ham. ²⁶ Da sagde Absalon: "Så lad i alt Fald min Broder Amnon gå med!" Men Kongen sagde til ham: "Hvorfor skal han med?" ²⁷ Da Absalon nødte ham, lod han dog Amnon og de andre Kongesønner gå med. Og Absalon gjorde et kongeligt Gæstebud. ²⁸ Men Absalon gav sine Folk den Befaling: "Pas på, når Vinen er gået Amnon til Hovedet; når jeg så siger til eder: Hug Amnon ned! dræb ham så! Frygt ikke; det er mig, som befaler jer det. Tag Mod til jer og vis jer som kække Mænd!" ²⁹ Absalons Folk gjorde ved Amnon, som Absalon havde befalet. Da brød alle Kongesønnerne op, besteg deres Muldyr og flyede. ³⁰ Medens de endnu var undervejs, nåede det Rygte David: "Absalon har hugget alle Kongesønnerne ned, ikke en eneste er tilbage af dem!" ³¹ Da stod Kongen op, sønderrev sine Klæder og lagde sig på Jorden; også alle hans Folk, som stod hos, sønderrev deres Klæder. ³² Men Jonadab Davids Broder Sjim'as Søn, tog til Orde og sagde: "Min Herre må ikke tro, at de har dræbt alle de unge Kongesønner; kun Amnon er død, thi der har været noget ved Absalons Mund, som ikke varslede godt, lige siden den Dag Amnon krænkede hans Søster Tamar. ³³ Derfor må min Herre Kongen ikke, tage sig det nær og tro, at alle Kongesønnerne er døde. Kun Amnon er død!" ³⁴ Da den unge Mand, som holdt Udkig, så ud, fik han Øje på en Mængde Mennesker, som kom ned ad Skråningen på Vejen til Horonajim, og han gik ind og meldte Kongen: "Jeg kan se, der kommer Mennesker ned ad Bjergsiden på Vejen til Horonajim." ³⁵ Da sagde Jonadab til Kongen: "Der kommer Kongesønnerne; det er, som din Træl sagde!" ³⁶ Og som han havde sagt det, kom Kongesønnerne, og de brast i Gråd; også Kongen og alle hans folk brast i heftig Gråd. ³⁷ Men Absalon flygtede og begav sig til Kong Talmaj, Ammihuds Søn, i Gesjur. Og Kongen sørgede over sin Søn i al den Tid. ³⁸ Da Absalon flygtede, begav han sig til Gesjur, og der blev han tre År.

³⁹ Men Kongen begyndte at længes inderligt efter Absalon, thi han havde trøstet sig over Amnons Død.

6 Men som Medarbejdere formane vi også til, at I ikke forgæves må have modtaget Guds Nåde; ² (han siger jo: "På en behagelig Tid bønhørte jeg dig, og på en Frelsens Dag hjalp jeg dig." Se, nu er det en velbehagelig Tid, se, nu er det en Frelsens Dag;) ³ og vi give ikke i nogen Ting noget Anstød, for at Tjenesten ikke skal blive lastet; ⁴ men i alting anbefale vi som Guds Tjenere os selv ved stor Udholdenhed i Trængsler, i Nød, i Angster, ⁵ under Slag, i Fængsler, under Oprør, under Besværligheder, i Nattevågen, i Faste, ⁶ ved Renhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed, ved den Helligånd, ved uskrømtet Kærlighed, ⁷ ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, ved Retfærdighedens Våben både til Angreb og Forsvar; ⁸ ved Ære og Vanære, ved ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere og dog sanddru; ⁹ som ukendte og dog velkendte; som døende, og se, vi leve; som de, der tugtes, dog ikke til Døde; ¹⁰ som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gøre mange rige; som de, der intet have, og dog eje alt. ¹¹ Vor Mund er opladt over for eder, Korinthiere! vort Hjerte er udvidet. ¹² I have ikke snæver Plads i os, men der er snæver Plads i eders Hjerter. ¹³ Men ligeså til Gengæld (jeg taler som til mine Børn), må også I udvide eders Hjerter!

¹⁴ Drager ikke i ulige Åg med vantro; thi hvad Fællesskab har Retfærdighed og Lovløshed? eller hvad Samfund har Lys med Mørke? ¹⁵ Hvad Samklang er der mellem Kristus og Belial? eller hvad Delagtighed har en troende med en vantro? ¹⁶ Hvad Samstemning har Guds Tempel med Afguder? Thi vi ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sagt: "Jeg vil bo og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk." ¹⁷ "Derfor går ud fra dem og udskiller eder fra dem, siger Herren, og rører ikke noget urent; og jeg vil antage mig eder," ¹⁸ "og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døtre, siger Herren, den Almægtige."

20 I det syvende år på den tiende dag i den femte måned kom nogle af Israels Ældste for at rådspørge Herren, og de satte sig lige over for mig. ² Så kom Herrens Ord til mig således ³ Menneskesøn, tal til Israels Ældste og sig: Så siger den Herre Herren: Kommer I for at rådspørge mig? Så sandt jeg lever: Jeg lader mig ikke rådspørge af eder, lyder det fra den Herre Herren. ⁴ Vil du dømme dem, vil du dømme, Menneskesøn? Så forehold dem deres Fædres Vederstyggeligheder ⁵ og sig til dem: Så siger den Herre Herren: Dengang jeg udvalgte Israel, løftede jeg min Hånd til Ed for Jakobs Huses Afkom og gav mig til Kende for dem i Ægypten; jeg løftede min Hånd for dem og svor: Jeg er Herren eders Gud. ⁶ Dengang løftede jeg min Hånd og tilsvor dem, at jeg vilde føre dem ud af Ægypten til Landet, jeg havde givet dem, et Land, der flyder med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande. ⁷ Og jeg sagde til dem: Enhver skal bortkaste sine væmmelige Guder, som hans Øjne hænger ved; og I må ikke gøre eder urene ved Ægyptens Afgudsbilleder. Jeg, Herren, er eders Gud! ⁸ Men de var genstridige imod mig og vilde ikke høre mig; de bortkastede ikke deres væmmelige Guder, som deres Øjne hang ved, og lod ikke Ægyptens Afgudsbilleder fare. Så tænkte jeg på at udøse min Vrede over dem og køle min Harme på dem midt i Ægypten. ⁹ For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, blandt hvilke de levede, og i hvis Påsyn jeg havde åbenbaret mig for dem, idet jeg førte dem ud af Ægypten.

¹⁰ Så førte jeg dem ud af Ægypten og bragte dem ud i Ørkenen; ¹¹ og jeg gav dem mine Anordninger og kundgjorde dem mine Lovbud; det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem. ¹² Også mine Sabbater gav jeg dem, for at de skulde være et Tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem. ¹³ Men Israels Hus var genstridigt imod mig i Ørkenen; de vandrede ikke efter mine Anordninger, men lod hånt om mine Lovbud - det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem og mine Sabbater vanhelligede de grovelig. Så tænkte jeg på at udøse min Vrede over dem i Ørkenen og tilintetgøre dem. ¹⁴ For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis Påsyn jeg havde ført dem ud. ¹⁵ Og jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg ikke vilde føre dem ind i det Land, jeg havde givet dem, et Land, der flydler med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande, ¹⁶ fordi de lod hånt om mine Lovbud og ikke vandrede efter mine Anordninger, men vanhelligede mine Sabbater; thi deres Hjerte holdt sig til deres Afgudsbilleder. ¹⁷ Jeg havde Medlidenhed med dem, så jeg ikke tilintetgjorde dem; jeg gjorde ikke Ende på dem i Ørkenen.

¹⁸ Så sagde jeg til deres Sønner i Ørkenen: Følg ikke eders Fædres Anordninger, hold ikke deres Lovbud og gør eder ikke urene med deres Afgudsbilleder. ¹⁹ Jeg, Herren, er eders Gud! Følg mine Anordninger og tag Vare på at holde mine Lovbud; ²⁰ hold mine Sabbater hellige, så de bliver et Tegn mellem mig og eder, at det må kendes, at jeg, Herren, er eders Gud. ²¹ Men også Sønnerne var genstridige imod mig; de fulgte ikke mine Anordninger og tog ikke Vare på at holde mine Lovbud - det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem - og vanhelligede mine Sabbater. Så tænkte jeg på at udøse min Harme over dem og køle min Vrede på dem i Ørkenen. ²² Dog holdt jeg min Hånd tilbage, og jeg greb ind for mit Navns Skyld, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis Påsyn jeg havde ført dem ud. ²³ Jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg vilde sprede dem blandt Folkene og udstrø dem i Landene, ²⁴ fordi de ikke holdt mine Lovbud, men lod hånt om mine Anordninger og vanhelligede mine Sabbater, og deres Øjne hang ved deres Fædres Afgudsbilleder. ²⁵ Derfor gav jeg dem Anordninger, som ikke er gode, og Lovbud ved hvilke de ikke vandt Liv; ²⁶ jeg gjorde dem urene ved deres Gaver, idet de lod alt hvad der åbner Moders Liv, gå igennem Ilden; thi jeg vilde have dem til at stivne af Rædsel, at de måtte kende, at jeg er Herren.

²⁷ Derfor, Menneskesøn, tal til Israels Hus og sig til dem: Så siger den Herre Herren: Eders Fædre hånede mig ydermere ved at være troløse imod mig. ²⁸ Jeg bragte dem til det Land jeg med løftet Hånd havde svoret at give dem; men hver Gang de så en høj Bakke eller et løvrigt Træ ofrede de der deres Slagtofre og bragte deres krænkende Offergave; der beredte de deres liflige Duft og udgød deres Drikofre. ²⁹ Da sagde jeg til dem: "Hvad er det for en Offerhøj, I går hen til?" Og derfor bærer den endnu den Dag i Dag Navnet Offerhøj.

³⁰ Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre Herren: Gør I eder ikke urene på eders Fædres Vis og boler med deres væmmelige Guder? ³¹ Ja, når I bringer eders Gaver, når I lader eders Sønner gå igennem Ilden, gør I eder den Dag i Dag urene til Ære for alle eders Afgudsbilleder - og så skulde jeg lade mig rådspørge af eder, Israels Hus? Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Jeg lader mig ikke rådspørge af eder! ³² Hvad der er kommet op i eders Sind, skal visselig ikke ske; I siger: "Vi vil være som Folkene, som Slægterne i andre Lande og dyrke Træ og Sten!" ³³ Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Med stærk Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg vise, at jeg er eders Konge. ³⁴ Med stærk Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg føre eder bort fra Folkeslagene og samle eder fra de Lande, hvor I er spredt, ³⁵ og bringe eder til Folkeslagenes Ørken, og der vil jeg gå i Rette med eder Ansigt til Ansigt. ³⁶ Som jeg gik i Rette med eders Fædre i Ægyptens Ørken, vil jeg gå i Rette med eder, lyder det fra den Herre Herren. ³⁷ Jeg vil lade eder gå under Staven og føre eder fuldtalligt frem. ³⁸ Jeg vil fraskille dem, der var genstridige og faldt fra mig; jeg fører dem ud af deres Udlændigheds Land, men til Israels Land skal de ikke komme; og I skal kende, at jeg er Herren.

³⁹ Men I, Israels Hus! Så siger den Herre Herren: Gå hen og dyrk hver sit Afgudsbillede, men siden skal I visselig høre min Røst og ikke mere vanhellige mit hellige Navn med eders Offergaver og Afgudsbilleder. ⁴⁰ Thi på mit hellige Bjerg, på Israels høje Bjerg, lyder det fra den Herre Herren, der skal hele Israels Hus i Landet tjene mig; der vil jeg vise dem mit Velbehag, og der vil jeg spørge efter eders Offerydelser og Førstegrødegaver, alt, hvad I vil hellige. ⁴¹ Ved den liflige Duft vil jeg vise eder mit Velbehag, når jeg fører eder ud fra Folkeslagene og samler eder fra alle de Lande, hvor I er spredt, og jeg vil på eder vise mig som den Hellige for Folkenes Øjne. ⁴² Og I skal kende, at jeg er Herren, når jeg fører eder til Israels Jord, det Land, jeg med løftet Hånd svor at give eders Fædre. ⁴³ Der skal I ihukomme eders Veje og alle de Gerninger, I gjorde eder urene med, så I ledes ved eder selv for alt det onde, I øvede. ⁴⁴ Og I skal kende, at jeg er Herren, når jeg gør således med eder for mit Navns Skyld, ikke efter eders onde Veje og skændige Gerninger, Israels Hus, lyder det fra den Herre Herren.

⁴⁵ Herrens Ord kom til mig således: ⁴⁶ Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Sønden og lad din Tale strømme sønderpå og profeter mod Sydlandets Skov! ⁴⁷ Sig til Sydlandets Skov: Hør Herrens Ord! Så siger den Herre Herren: Jeg sætter Ild på dig, og den skal fortære alle Træer i dig, både friske og tørre; den luende Ild skal ikke slukkes, og alle Ansigter skal svides fra Syd til Nord. ⁴⁸ Og alt Kød skal se, at jeg, Herren, har tændt den; den skal ikke slukkes! ⁴⁹ Da sagde jeg: "Ak, Herre, Herre, de siger om mig, at jeg altid taler i Lignelser!"

66 Bryd ud i Jubel for Gud, al Jorden, ² lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig Lovsang, ³ sig til Gud: "Hvor forfærdelige er dine Gerninger! For din vældige Styrkes Skyld logrer Fjenderne for dig, ⁴ al Jorden tilbeder dig, de lovsynger dig, lovsynger dit Navn." - Sela. ⁵ Kom hid og se, hvad Gud har gjort i sit Virke en Rædsel for Menneskenes Børn. ⁶ Han forvandlede Hav til Land, de vandrede til Fods over Strømmen; lad os fryde os højlig i ham. ⁷ Han hersker med Vælde for evigt, på Folkene vogter hans Øjne, ej kan genstridige gøre sig store. - Sela. ⁸ I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner, ⁹ han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej lod vor Fod glide ud! ¹⁰ Thi du ransaged os, o Gud, rensede os, som man renser Sølv; ¹¹ i Fængsel bragte du os, lagde Tynge på vore Lænder, ¹² lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring!

¹³ Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus og indfri dig mine Løfter, ¹⁴ dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden. ¹⁵ Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædres Offerduft, jeg ofrer Okser tillige med Bukke. - Sela. ¹⁶ Kom og hør og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad han har gjort for min Sjæl! ¹⁷ Jeg råbte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge. ¹⁸ Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt; ¹⁹ visselig, Gud har hørt, han lytted til min bedende Røst. ²⁰ Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig!

67 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme. En Sang.

² Gud være os nådig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse over os - Sela - ³ for at din Vej må kendes på Jorden, din Frelse blandt alle Folk. ⁴ Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke dig; ⁵ Folkefærd skal glædes og juble, thi med Retfærd dømmer du Folkeslag, leder Folkefærd på Jorden, - Sela. ⁶ Folkeslag skal takke dig Gud, alle Folkeslag takke dig! ⁷ Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud, velsigne os, ⁸ Gud velsigne os, så den vide Jord må frygte ham!