M’Cheyne Bible Reading Plan

1 Da David efter Sauls Død var vendt tilbage fra Sejeren over Amalek og havde opholdt sig to Dage i Ziklag, ² kom der Tredjedagen en Mand fra Hæren, fra Saul, med sønderrevne Klæder og Jord på Hovedet, og da han kom hen til David, kastede han sig til Jorden og bøjede sig. ³ David spurgte ham: "Hvor kommer du fra?" Han svarede: "Jeg slap bort fra Israels Hær!" ⁴ David sagde da til ham: "Hvorledes gik det? Fortæl mig det!" Han svarede: "Folket flygtede fra Kampen, og mange af Folket faldt og døde; også Saul og hans Søn Jonatan er døde." ⁵ Da sagde David til den unge Mand, som bragte ham Budet: "Hvoraf ved du, at Saul og hans Søn Jonatan er døde?" ⁶ Den unge Mand, der bragte ham Budet, svarede: "Det traf sig, at jeg var på Gilboas Bjerg, og se, Saul stod lænet til sit Spyd, medens Vognene og Rytterne trængte ham; ⁷ og da han vendte sig om, fik han Øje på mig og kaldte på mig; og jeg sagde: Her er jeg! ⁸ Da spurgte han mig: Hvem er du? Og jeg svarede: Jeg er en Amalekit! ⁹ Så sagde han til mig: Kom herhen og giv mig Dødsstødet! Thi Krampen har grebet mig, men jeg lever endnu! ¹⁰ Og jeg trådte hen til ham og gav ham Dødsstødet, thi jeg så, at han ikke kunde leve, når han faldt om. Så tog jeg Diademet, han havde på Hovedet, og et Armbånd, han bar på Armen, og dem har jeg med hid til min Herre." ¹¹ Da tog David fat i sine Klæder og sønderrev dem, og ligeså gjorde alle hans Mænd; ¹² og de holdt Klage, græd og fastede til Aften over Saul og hans Søn Jonatan og Herrens Folk og Israels Hus, fordi de var faldet for Sværdet.

¹³ Derpå sagde David til den unge Mand, som havde bragt ham Budet: "Hvor er du fra?" Han svarede: "Jeg er Søn af en Amalekit, der bor her som fremmed." ¹⁴ Da sagde David: "Frygtede du dog ikke for at lægge Hånd på Herrens Salvede og dræbe ham!" ¹⁵ David kaldte så på en af sine Folk og sagde: "Kom herhen og stød ham ned!" Og han slog ham ihjel. ¹⁶ Men David sagde til ham: "Dit Blod komme over dit eget Hoved! Thi din egen Mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg gav Herrens Salvede Dødsstødet!"

¹⁷ Da sang David denne Klagesang over Saul og hans Søn Jonatan. ¹⁸ Den skal læres af Judas Sønner; den står optegnet i de Oprigtiges Bog. ¹⁹ Din Pryd, Israel, ligger dræbt på dine Høje. Ak, at dog Heltene faldt! ²⁰ Forkynd det ikke i Gat, ej lyde der Glædesbud på Askalons Gader, at ikke Filisternes Døtre skal fryde sig, de uomskårnes Døtre juble! ²¹ Gilboas Bjerge! Ej falde Dug og Regn på eder, I Dødens Vange! Thi Heltenes Skjolde vanæredes der; Sauls Skjold er ej salvet med Olie. ²² Uden faldnes Blod, uden Heltes Fedt kom Jonatans Bue ikke tilbage, Sauls Sværd ikke sejrløst hjem. ²³ Saul og Jonatan, de elskelige, hulde, skiltes ikke i Liv eller Død; hurtigere var de end Ørne, stærkere var de end Løver! ²⁴ O, Israels Døtre, græd over Saul, som klædte eder yndigt i Purpur, satte Guldsmykker på eders Klæder! ²⁵ Ak, at dog Heltene faldt i Slagets Tummel - dræbt ligger Jonatan på dine Høje! ²⁶ Jeg sørger over dig, Jonatan, Broder, du var mig såre kær; underfuld var mig din Kærlighed, mere end Kvinders Kærlighed. ²⁷ Ak, at dog Heltene faldt, Stridsvåbnene lagdes øde!

12 Men hvad de åndelige Gaver angår, Brødre! vil jeg ikke, at I skulle være uvidende. ² I vide, at da I vare Hedninger, droges I hen til de stumme Afguder, som man drog eder. ³ Derfor kundgør jeg eder, at ingen, som taler ved Guds Ånd, siger: "Jesus er en Forbandelse," og ingen kan sige: "Jesus er Herre" uden ved den Helligånd.

⁴ Der er Forskel på Nådegaver, men det er den samme Ånd; ⁵ og der er Forskel på Tjenester, og det er den samme Herre; ⁶ og der er Forskel på kraftige Gerninger, men det er den samme Gud, som virker alt i alle. ⁷ Men til enhver gives Åndens Åbenbarelse til det, som er gavnligt. ⁸ En gives der nemlig ved Ånden Visdoms Tale; en anden Kundskabs Tale ifølge den samme Ånd; ⁹ en anden Tro i den samme Ånd; en anden Gaver til at helbrede i den ene Ånd; ¹⁰ en anden at udføre kraftige Gerninger; en anden profetisk Gave; en anden at bedømme Ånder; en anden forskellige Slags Tungetale; en anden Udlægning af Tungetale. ¹¹ Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som uddeler til enhver især; efter som han vil.

¹² Thi ligesom Legemet er eet og har mange Lemmer, men alle Legemets Lemmer, skønt de ere mange, dog ere eet Legeme, således også Kristus. ¹³ Thi med een Ånd bleve vi jo alle døbte til at være eet Legeme, hvad enten vi ere Jøder eller Grækere, Trælle eller frie; og alle fik vi een Ånd at drikke ¹⁴ Legemet er jo heller ikke eet Lem, men mange. ¹⁵ Dersom Foden vilde sige: "Fordi jeg ikke er Hånd, hører jeg ikke til Legemet," så ophører den dog ikke derfor at høre til Legemet. ¹⁶ Og dersom Øret vilde sige: "Fordi jeg ikke er Øje, hører jeg ikke til Legemet," så ophører det dog ikke derfor at høre til Legemet. ¹⁷ Dersom hele Legemet var Øje, hvor blev da Hørelsen? Dersom det helt var Hørelse, hvor blev da Lugten? ¹⁸ Men nu har Gud sat Lemmerne, ethvert af dem, på Legemet, efter som han vilde. ¹⁹ Men dersom de alle vare eet Lem, hvor blev da Legemet? ²⁰ Nu er der derimod mange Lemmer og dog kun eet Legeme. ²¹ Øjet kan ikke sige til Hånden: "Jeg har dig ikke nødig," eller atter Hovedet til Fødderne: "Jeg har eder ikke nødig." ²² Nej, langt snarere ere de Lemmer på Legemet nødvendige, som synes at være de svageste, ²³ og de, som synes os mindre ærefolde på Legemet, dem klæde vi med des mere Ære; og de Lemmer, vi blues ved, omgives med desto større Blufærdighed; ²⁴ de derimod, som vi ikke blues ved, have det ikke nødig. Men Gud har sammenføjet Legemet således, at han tillagde det ringere mere Ære; ²⁵ for at der ikke skal være Splid i Legemet, men, for at Lemmerne skulle have samme Omsorg for hverandre; ²⁶ og hvad enten eet Lem lider, lide alle Lemmerne med, eller eet Lem bliver hædret, glæde alle Lemmerne sig med. ²⁷ Men I ere Kristi Legeme, og Lemmer enhver især. ²⁸ Og nogle satte Gud i Menigheden for det første til Apostle, for det andet til Profeter, for det tredje til Lærere, dernæst kraftige Gerninger, dernæst Gaver til at helbrede. til at hjælpe, til at styre, og forskellige Slags Tungetale. ²⁹ Mon alle ere Apostle? mon alle ere Profeter? mon alle ere Lærere? mon alle gøre kraftige Gerninger? ³⁰ mon alle have Gaver til at helbrede? mon alle tale i Tunger? mon alle udlægge? ³¹ Men tragter efter de største Nådegaver! Og yder mere viser jeg eder en ypperlig Vej.

10 Og jeg skuede og se, over hvælvingen over kerubernes hoveder var der noget som Safir; noget ligesom en Trone viste sig over dem. ² Så sagde han til Manden i det linnede Klædebon: "Gå ind mellem Hjulene under keruberne og tag Hænderne fulde af glødende Kul fra Rummet mellem Keruberne og strø det ud over Byen!" Og jeg så ham gå derhen. ³ Keruberne stod sønden for Templet, da Manden gik derhen, og Skyen fyldte den indre Forgård. ⁴ Og Herrens Herlighed hævede sig fra Keruberne og flyttede sig hen til Templets Tærskel; da fyldtes Templet af Skyen, og Forgården fyldtes af Herrens Herligheds Glalans. ⁵ Og Suset af Kerubernes Vinger hørtes helt ud i den ydre Forgård som Gud den Almægtiges Røst, når han taler. ⁶ Så bød han Manden i det linnede Klædebon: "Tag Ild fra Rummet mellem Hjulene, inde mellem keruberne!" Og Manden stillede sig hen ved Siden af det ene Hjul ⁷ og rakte Hånden ind i Ilden, som brændte mellem Keruberne, og kom ud med noget deraf. ⁸ Under Kerubernes Vinger sås noget, der lignede en Menneskehånd; ⁹ og jeg skuede, og se, der var fire Hjul ved Siden af Keruberne, eet ved hver Kerub, og Hjulene var som funklende Krysolit at se til. ¹⁰ De så alle fire ens ud, og det var, som om der i hvert Hjul var et andet Hjul, ¹¹ De kunde gå til alle fire Sider de vendte sig ikke, når de gik. Thi de gik i den Retning, den forreste vendte, og de vendte sig ikke, når de gik. ¹² Hele deres Legeme, Ryg, Hænder og Vinger og ligeledes Hjulene var fulde af Øjne rundt om; således var det med alle fire Hjul. ¹³ Og jeg hørte, at Hjulene kaldtes Galgal. ¹⁴ Hver af dem havde fire Ansigter; det ene var et Kerubansigt, det andet et Menneskeansigt, det tredje et Løveansigt og det fjerde et Ørneansigt. ¹⁵ Og Keruberne hævede sig i Vejret. Det var det samme levende Væsen, jeg så ved Floden Kebar. ¹⁶ Når Keruberne gik, gik også Hjulene ved Siden af, og når Keruberne løftede Vingerne for at hæve sig fra Jorden, vendte Hjulene sig ikke fra dem; ¹⁷ når de standsede, standsede også de; og når de hævede sig, hævede de sig med, thi Væsenets Ånd var i dem.

¹⁸ Så forlod Herrens Herlighed Templets Tærskel og stillede sig over Keruberne. ¹⁹ Og jeg så, hvorledes Keruberne løftede Vingerne og hævede sig fra Jorden, da de gik, og Hjulene med dem; og de standsede ved Indgangen til Herrens Huses Østport, og Israels Guds Herlighed var oven over dem. ²⁰ Det var det samme levende Væsen, jeg så under Israels Gud ved Floden Kebar; og jeg skønnede, at det var Keruber. ²¹ Hver af dem havde fire Ansigter og fire Vinger og noget ligesom Menneskehænder under Vingerne. ²² Og deres Ansigter var ligesom de Ansigter, jeg så ved Floden Kebar. De gik alle lige ud.

49 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.

² Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk, ³ både høj og lav, både rig og fattig! ⁴ Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt; ⁵ jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.

⁶ Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde, ⁷ de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom? ⁸ Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum ⁹ - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live ¹⁰ og aldrig få Graven at se; ¹¹ nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre, ¹² deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn. ¹³ Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår. ¹⁴ Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela. ¹⁵ I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. ¹⁶ Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela. ¹⁷ Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges; ¹⁸ thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke. ¹⁹ Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!" ²⁰ han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue. ²¹ Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.