M’Cheyne Bible Reading Plan
Joash og Jojada sætter templet i stand(A)
24 Joash var syv år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 40 år. Hans mor hed Zibja og var fra Be’ersheba. 2 Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, så længe præsten Jojada levede og kunne rådgive ham. 3 Jojada udvalgte to koner til kongen, og de fødte ham sønner og døtre.
4 Nogen tid senere besluttede Joash at sætte Herrens hus i stand, 5 og derfor sammenkaldte han præsterne og levitterne og sagde til dem: „Tag rundt til alle Judas byer for at indsamle den årlige tempelskat fra alle israelitter, så jeres Guds hus kan blive restaureret. Skynd jer af sted!” Men levitterne skyndte sig overhovedet ikke.
6 Senere kaldte han ypperstepræsten Jojada til sig og spurgte: „Hvorfor sørger du ikke for, at levitterne opkræver den tempelskat i Jerusalem og Judas byer, som Herrens tjener Moses bestemte skulle indsamles hvert år til åbenbaringsteltet?”
7 Den onde Ataljas folk var nemlig brudt ind i Guds hus og havde stjålet de hellige redskaber for at bruge dem til deres afgudsdyrkelse. 8 Men nu befalede kongen, at levitterne skulle lave en stor indsamlingskiste og anbringe den uden for porten ind til Herrens hus. 9 Derpå sendte han en ordre ud i hele landet, om at folk skulle komme med den skat til Herren, som Guds tjener Moses i sin tid i ørkenen havde forordnet skulle betales hvert år. 10 Alle lederne og folket syntes godt om forslaget, og de kom og lagde deres guld- og sølvstykker i kisten. 11 Hver aften bar levitterne kisten indenfor, og den blev bevogtet af kongens mænd. Når kisten var fuld, kom statssekretæren og ypperstepræstens repræsentant og tømte kisten for penge, hvorefter den blev bragt tilbage på sin plads. På den måde blev der indsamlet en stor sum penge.
12 Kongen og Jojada gav pengene videre til arbejdsformændene, som udbetalte løn til stenhuggerne, tømrerne og metalarbejderne, der udførte restaureringsarbejdet. 13 Alle sled hårdt i det, og snart var restaureringen fuldført. 14 Efter at alle udgifter var betalt, blev de tiloversblevne guld- og sølvstykker overgivet til kongen og Jojada, som besluttede at smelte dem om til skåle og diverse redskaber af guld og sølv til brug under offerhandlingerne i Herrens hus.
Så længe Jojada levede, gennemførte man de regelmæssige ofre i templet. 15 Han blev meget gammel—130 år—før han døde. 16 På grund af sin store indsats for Israels folk, for Gud og for templet fik han en ærefuld begravelse i det kongelige gravsted i Davidsbyen.
Resten af Joash’ tid som konge i Juda(B)
17-18 Men efter Jojadas død kom Judas ledere til kong Joash og overtalte ham til at opgive deres forfædres Guds tempel og dyrke afgudsbilleder og Asherapæle i stedet. Derfor ramte Guds vrede Juda og Jerusalem igen. 19 Men først sendte han sine profeter for at advare folket og få dem til at adlyde ham, men ingen ville høre på dem.
20 Da kom Guds Ånd over Zekarja, Jojadas søn, og han stillede sig op i forgården til templet og talte til folket: „Gud siger: Hvorfor overtræder I Herrens befalinger? Det fører kun ulykke med sig. I har vendt jer fra ham, og derfor vender han sig fra jer!”
21 Lederne stiftede derpå en sammensværgelse for at skaffe Zekarja af vejen, og det lykkedes dem at overtale kongen til at udtale en dødsdom over Zekarja, så han blev stenet til døde i forgården til templet. 22 Det var den måde, kong Joash gengældte Jojada for hans troskab—ved at dræbe hans søn! Zekarjas sidste ord lød: „Må Herren se det og straffe dem!”
23 Ved årsskiftet gik den aramæiske hær til angreb på Juda og Jerusalem. Efter at have dræbt alle lederne sendte de et mægtigt krigsbytte tilbage til deres konge i Damaskus. 24 Selv om aramæerne kom med en lille hær, lykkedes det dem at besejre den langt større judæiske hær, for det var Herren, der gav dem sejren. Judæerne havde jo vendt sig fra deres forfædres Gud. På den måde brugte Gud aramæerne til at straffe Joash.
25 Da aramæerne trak sig tilbage, efterlod de Joash alvorligt såret. Da besluttede nogle af hans embedsmænd at slå ham ihjel som straf, fordi han havde dræbt ypperstepræsten Jojadas søn. De snigmyrdede ham i hans seng, hvorefter han blev begravet i Davidsbyen, men ikke i det kongelige gravsted. 26 Attentatmændene var Zabad,[a] søn af Shimat fra Ammon, og Jozabad, søn af Shimrit fra Moab. 27 Beretningen om Joash’ sønner, de mange profetier imod ham og yderligere detaljer om templets restaurering er nedskrevet i kommentaren til Kongernes Bog.
Hans søn Amatzja efterfulgte ham på tronen.
Guds to profeter i Jerusalem
11 Derpå fik jeg en målestok i hånden: „Gå hen og mål Guds helligdom,” blev der sagt. „Opmål alteret og tæl dem, som tilbeder der. 2 Men forgården uden for helligdommen skal du ikke måle, for den er i hænderne på de ikke-jødiske folkeslag. De får 42 måneder til at trampe rundt i den hellige by. 3 Jeg vil lade mine to profeter fremstå, klædt i sørgedragt, og de skal profetere i alle de 1260 dage.
4 De to profeter svarer til de to oliventræer og de to lysestager,[a] der står foran hele jordens Herre. 5 Hvis nogen forsøger at gøre dem fortræd, bliver de dræbt. Flammer vil slå ud fra profeternes mund og fortære dem. 6 Profeterne får magt til at lukke himlen, så der ikke falder regn i den periode, hvor de profeterer. De får også magt til at forvandle floder og have til blod og til at sende alle slags plager over jorden, når de ønsker det.
7 Når profeterne har afsluttet de 42 måneders budskaber, vil der komme et uhyre op fra afgrundens mørke. Det vil gå til angreb på dem og slå dem ihjel. 8 Deres lig vil komme til at ligge på gaden i den store by, hvor deres Herre blev korsfæstet. Det svarer åndeligt set til Sodoma og Egypten. 9 Mennesker fra alle folkeslag og sprog vil se på deres lig i tre og en halv dag, og man vil ikke tillade, at ligene bliver begravet. 10 Over hele verden vil man fejre, at dommedagsprofeterne er døde. Overalt vil folk glæde og fryde sig, og de vil sende hinanden gaver, for de to profeter var til stor irritation for alle, der boede på jorden.”
11 Da de to profeter havde ligget døde i tre og en halv dag, gjorde Gud dem levende igen, og de rejste sig op. Alle, der så det, blev grebet af rædsel. 12 Så lød der en kraftig stemme fra Himlen, som sagde: „Kom herop!” Straks fór de to profeter op til Himlen og forsvandt i en sky, mens deres fjender så på det. 13 I det samme kom der et voldsomt jordskælv, så en tiendedel af byen styrtede sammen, og 7000 mennesker omkom. De overlevende blev forfærdede og gav Himlens Gud ære.
14 Det var det andet „ak og ve”. Snart kommer det tredje.
Den syvende trompet
15 Da den syvende engel blæste i sin trompet, lød der høje råb i Himlen: „Nu overtager Herren, vores Gud, sammen med sin Messias herredømmet over verden, og de skal herske i al evighed!”
16 De 24 medregenter, der sad på deres troner omkring Guds trone, faldt på knæ med ansigtet mod jorden, og de hyldede Gud: 17 „Vi takker dig Herre, du den øverste hersker og Gud, du som er, og som var. For nu vil du udøve din store magt, og nu er det dig, der regerer. 18 Folkeslagene har vist deres vrede, men nu er tiden kommet for din vrede. Nu skal de døde dømmes, og du vil belønne dine tjenere, profeterne, og alle dem, der tilhører dig, dem, der viser dig ærefrygt, hvad enten det er kendte eller ukendte mennesker. Nu vil du ødelægge dem, der ødelægger jorden.”
19 Derefter blev der åbnet ind til det allerhelligste rum i Guds himmelske helligdom, så pagtens ark kunne ses. Og der kom lynglimt og tordenbrag, jordskælv og voldsomt haglvejr.
Opfordring til at vise retfærdighed og barmhjertighed
7 Den fjerde dag i den niende måned[a] i kong Dareios’ fjerde regeringsår talte Herren igen til mig.
2 Lederne i Betel havde sendt en delegation til templet i Jerusalem, anført af Sarezer og Regem-Melek. 3 De kom for at spørge præsterne og profeterne dér, om man fortsat skulle overholde den årlige sørge- og fastedag i den femte måned.[b] 4 Da gav Herren, den Almægtige, mig følgende budskab til præsterne og hele folket: 5 „Når I har fastet og sørget i den femte og syvende[c] måned i de sidste 70 år, er det virkelig mig I har fastet for? 6 Og når I spiser offermåltiderne, tænker I så ikke kun på at spise og drikke? 7 Ved I ikke, at profeterne advarede imod den slags hykleri allerede for længe siden, da Jerusalem og dens forstæder tillige med de vestlige bakkeskråninger og Negev endnu var beboet, og der var fred i landet? 8-9 Derfor siger Herren, den Almægtige: Vær retfærdige i jeres domme, tag hensyn til hinanden og vær barmhjertige. 10 I må ikke udnytte enkernes og de forældreløses svaghed, ikke se ned på de fattige og fremmede og ikke udtænke onde planer imod hinanden. 11 Alt dette indprentede jeg allerede jeres forfædre, men de ville ikke høre efter og stak stædigt fingrene i ørerne. 12 De gjorde deres hjerter hårde som sten, så de hverken overholdt Toraen eller lyttede til de budskaber, som Herren, den Almægtige, ved sin Ånd bragte dem gennem tidligere tiders profeter. Derfor ramte Guds vrede dem. 13 Siden de ikke ville høre, når jeg kaldte på dem, ville jeg heller ikke lytte til dem, når de kaldte. 14 Det var derfor, jeg spredte dem for alle vinde blandt fremmede folkeslag. Deres land kom til at ligge øde hen, og ingen havde lyst til at rejse igennem det. De var skyld i, at det udvalgte land blev til en ødemark.”
Farisæerne beskrives som tyve og røvere
10 Jesus fortsatte med at tale til farisæerne: „Det siger jeg jer: Enhver, som ikke går ind ad døren til fårefolden, men sniger sig ind på anden måde, er en tyv eller røver. 2 Fårenes rigtige hyrde kommer altid hen til døren, 3 og det er ham, dørvogteren lukker op for. Fårene kender hans stemme. Han kalder sine får ved navn og fører dem ud på græs. 4 Når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem, og fårene følger ham, fordi de kender hans stemme. 5 Men de vil ikke følge efter en fremmed. Tværtimod, de vil flygte fra ham, fordi de ikke kender hans stemme.”
6 Jesus brugte det billede på farisæerne, men de forstod ikke, hvad han mente.
7 Derfor prøvede han at forklare det nærmere: „Det siger jeg jer: Jeg er døren til fårefolden. 8 Fårene har ikke lyttet til de ‚hyrder’, som er kommet før mig, for de er tyve og røvere.
9 Jeg er døren. De, der kommer ind i folden gennem mig, skal få det evige liv. De vil gå ud for at finde føde, og de vil komme hjem igen. 10 Tyven kommer kun for at stjæle, slagte og ødelægge, men jeg er kommet, for at de skal have liv, ja overflod af liv.”
Den gode hyrde ofrer sit liv for fårene
11 Jesus fortsatte: „Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde vover sit liv for at redde fårene. 12-13 Men en, som er ansat til at vogte får, og altså ikke er fårenes ejer, han er ligeglad med, hvordan det går med fårene, for han tænker kun på at hytte sit eget skind. Når han ser ulven nærme sig, lader han fårene i stikken og flygter. Så går ulven til angreb og spreder fårene for alle vinde.
14 Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og de kender mig, 15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender ham. Og jeg vil ofre mit liv for at redde fårene.
16 Jeg har andre får, som ikke hører til i denne fold. Dem skal jeg også være hyrde for, og de vil adlyde mig. Alle fårene skal samles, så der bliver én hjord og én hyrde.
17-18 Faderen elsker mig, fordi jeg adlyder den befaling, han har givet mig: at jeg skal ofre mit liv og siden få det igen. Ingen kan tage mit liv, men jeg ofrer det af egen fri vilje. Jeg har autoritet til at ofre mit liv, og jeg har autoritet til at tage det tilbage.”
19 Disse ord førte igen til uenighed blandt de jødiske ledere. 20 Mange sagde: „Han er besat, han er gal! Hvorfor hører I på ham?” 21 Andre sagde: „Sådan taler en besat ikke. Kan onde ånder give blinde deres syn igen?”
De jødiske ledere forkaster Jesus som Messias
22-23 Det blev vinter, og Jesus var igen på besøg i Jerusalem, denne gang under Hanukka[a] festen. Han gik omkring i den del af templet, som kaldes Salomons søjlegang. 24 De jødiske ledere omringede ham og spurgte: „Hvor længe vil du holde os hen i uvished? Er du Messias, så sig det ligeud!”
25 Jesus svarede: „Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok. 26 Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får. 27 Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig. 28 Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd. 29 Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd. 30 Jeg og Faderen, vi er ét.”
31 Da begyndte de igen at samle sten op for at slå ham ihjel. 32 Men han sagde: „Jeg har udført mange gode gerninger, som min Far har bedt mig om at gøre. Hvilken af dem er det, I vil stene mig for?”
33 „Du skal ikke stenes for nogen god gerning,” svarede de. „Men du skal dø, fordi du håner Gud. Du er kun et menneske, men du gør dig til ét med Gud!”
34 „Står der ikke i Skriften: ‚Jeg har kaldt jer guder’?[b]” spurgte Jesus. 35 „Hvis altså Skriften, som ikke kan annulleres, kalder de mennesker ‚guder’, som Gud havde indsat til at gøre hans vilje, 36 hvordan kan I så anklage mig, som Faderen har indsat og sendt til verden, og sige, at jeg håner Gud, fordi jeg siger, at jeg er Guds Søn? 37 Hvis det ikke var min Fars gerninger, jeg gjorde, så skulle I ikke tro mig. 38 Men når jeg nu gør hans gerninger, så tro i det mindste for gerningernes skyld, så I må kunne forstå og komme til den erkendelse, at Faderen er i mig og jeg er i ham.”
39 De forsøgte derefter at fange ham, men han slap fra dem.
Mange almindelige mennesker kommer til tro på Jesus som Messias
40 Jesus tog nu igen over til området øst for Jordanfloden, til det sted, hvor Johannes tidligere havde døbt. Der opholdt han sig et godt stykke tid, 41 og mange mennesker flokkedes om ham. De sagde til hinanden: „Johannes udførte ganske vist ingen undere, men alt, hvad han sagde om denne mand, var sandt.” 42 Og mange af dem kom til tro på Jesus.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.