M’Cheyne Bible Reading Plan
Dronningen af Saba besøger kong Salomon(A)
9 Da dronningen af Saba hørte om Salomons visdom, fik hun lyst til at udfordre ham med nogle svære spørgsmål. Hun ankom til Jerusalem med et stort følge og en lang karavane af kameler belæsset med aromatiske stoffer, ædelsten og store mængder guld. Under sit besøg hos kong Salomon stillede hun ham alle de spørgsmål, hun kunne komme i tanke om. 2 Salomon besvarede alle hendes spørgsmål—ikke et eneste var for vanskeligt for ham. 3 Da dronningen således personligt oplevede hans visdom og med egne øjne så det prægtige palads, 4 den fornemme mad, de mange hoffolk, som spiste med ved bordet, tjenerne, der serverede, deres prægtige klæder, mundskænkene i deres flotte dragter, og de mange brændofre, han ofrede i Herrens hus, blev hun meget betaget og udbrød:
5 „Jeg er dybt imponeret! De rapporter, jeg modtog i mit eget land om din store visdom og dine bedrifter, var altså sande. 6 Jeg troede ellers ikke på dem, men nu har jeg med mine egne øjne set meget, meget mere, end hvad jeg dengang hørte om. Din visdom overgår langt de vildeste rygter! 7 Hvor er dine folk og tjenere heldige, at de kan lytte til din visdom hver eneste dag. 8 Lovet være Herren, din Gud, som fandt behag i dig og satte dig til at regere over sit folk. Det er på grund af din Guds kærlighed til Israel og hans ønske om at hjælpe dem for evigt, at han gjorde dig til konge over dem, for du regerer med retfærdighed.”
9 Derpå forærede hun kongen 4 tons guld, store mængder aromatiske stoffer og mange ædelsten. De kostbarheder, kong Salomon fik foræret, var uden sidestykke.
10 I den forbindelse skal det nævnes, at kong Hirams og kong Salomons folk foruden at bringe guld fra Ofir også bragte store mængder kostbart træ og ædelsten. 11 Det kostbare træ brugte kongen til at lave rækværk i tempelkomplekset og i sit palads, samt til lyrer og harper. Aldrig har man set magen til i Judas land.
12 Salomon gav til gengæld dronningen af Saba alt, hvad hun bad om og kunne ønske sig, langt flere gaver, end hun var kommet med. Derpå rejste hun sammen med sit følge tilbage til sit land.
Salomons rigdom(B)
13 Hvert år udvandt kong Salomon ca. 23 tons[a] guld fra sine guldminer. 14 Dertil kom indtægter fra handelsafgifter, told og skat. De arabiske vasalkonger og landets egne guvernører bragte store mængder guld og sølv til Salomon.
15-16 Salomon fik lavet 200 store, guldbelagte skjolde, hvor der gik knap 7 kilo guld til hvert skjold, og 300 mindre skjolde, hvortil der gik 3½ kilo guld. Alle disse skjolde satte han op som udsmykning i „Libanonskovhallen”.
17 Han fik også lavet en overdådig elfenbenstrone, belagt med rent guld. 18 Seks brede trin førte op til selve tronstolen, som havde armlæn på begge sider og en fodskammel af guld. Ved hver side stod en forgyldt løve. 19 For enderne af hvert trin stod der også en forgyldt løve, så der var 12 løver i alt på tronens trappe. Intet sted i verden fandtes en trone som Salomons.
20 Alle kong Salomons drikkebægre var af rent guld, og spisestellet i „Libanonskovhallen” var også af rent guld. Intet af det var af sølv, for sølv blev ikke regnet for noget på den tid.
21 Salomon havde selv nogle store Tarshish-skibe ligesom kong Hiram. Hvert tredje år vendte disse skibe hjem med store ladninger af guld, sølv, elfenben, aber og påfugle.
22 Kong Salomon var således visere og rigere end nogen anden konge på jorden. 23 Konger fra alverdens lande søgte audiens hos ham for at få del i hans gudgivne visdom, 24 og de bragte ham år efter år fornemme gaver i form af guld- og sølvting, kostbart klæde, våben, aromatiske stoffer, heste og muldyr.
25 Endvidere havde Salomon 4000 heste[b] til sine stridsvogne og 12.000 rideheste til sine ryttere. De var fordelt i de dertil indrettede vognbyer og i selve Jerusalem. 26 Han regerede over alle kongerigerne fra Eufratfloden i nord til filistrenes land og grænsen til Egypten mod syd. 27 Salomons rigdom betød, at sølv blev lige så almindeligt et syn i Jerusalem som stenene i byens gader, og det kostbare cedertræ blev lige så almindeligt som morbærfigentræ fra de vestlige bakkeskråninger. 28 Hans heste blev importeret fra Egypten og mange andre lande.
Salomons død(C)
29 Hvad der ellers er at fortælle om Salomons regeringstid er nedskrevet i profeten Natans krønike, i Ahija af Shilos profeti og i profeten Jedos bog, som også omhandler Jeroboam, Nebats søn.
30 Han regerede over hele Israels folk i 40 år med Jerusalem som hovedstad. 31 Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen, hvor hans far også lå begravet. Hans søn Rehabeam overtog derefter tronen.
Indledende hilsen
1 Dette brev er fra Judas, Jesu Kristi tjener, bror til Jakob. Jeg skriver til jer, som er kaldet til at tilhøre Gud. I er omsluttet af Gud Faders kærlighed og bliver holdt fast af Jesus Kristus.
2 Jeg ønsker for jer, at I hele tiden må vokse i oplevelsen af Guds barmhjertighed, fred og kærlighed.
Advarsel mod falsk lære og ugudelig levevis
3 Elskede venner, da jeg er meget ivrig efter at skrive til jer om den frelse, vi er fælles om, anser jeg det for nødvendigt at formane jer til at kæmpe for den lære, som Gud én gang for alle har overdraget til sit folk. 4 Der er nemlig nogle ugudelige mennesker, som har sneget sig ind iblandt os. De mener, at fordi Gud er nådig, kan de tillade sig en umoralsk levevis, og de nægter at anerkende Jesus Kristus som vores eneste Herre og Mester. Men dommen over dem er afsagt for længst.
5 Jeg vil minde jer om, at selvom Gud i første omgang reddede sit folk ud af Egypten, så udryddede han senere dem, som gjorde oprør mod ham. 6 Jeg vil også minde jer om de engle, der gjorde oprør og overskred de grænser, Gud havde sat for dem. Dem har Gud lagt i ubrydelige lænker i mørke fængsler indtil dommens store dag.
7 Tænk også på indbyggerne i Sodoma og Gomorra og deres nabobyer, som kastede sig ud i seksuelle perversiteter. Deres byer blev tilintetgjort og er en stadig påmindelse om, at Gud straffer synd og oprør. 8 Alligevel gør de falske lærere, der har sneget sig ind iblandt os, det samme. Deres drømmerier fører til, at de synder mod deres egen krop, de gør oprør mod alle autoriteter, og de håner stærke åndsmagter. 9 Selv ærkeenglen Mikael vovede ikke at komme med nogen hånende anklage mod Djævelen, da han kæmpede med ham om Moses’ lig. Han sagde blot: „Herren vil straffe dig!” 10 Men de her falske lærere taler nedsættende om ting, de ikke forstår sig på. De er som dyr, der handler efter deres instinkter, og dermed ødelægger de sig selv. 11 Ve dem, for de følger Kains eksempel. De begår den samme fejl som Bileam, for de vil gøre hvad som helst for penge. De er som Kora, der gjorde oprør mod Gud, og de vil også blive straffet, som han blev. 12 De er en skamplet på jeres kærlighedsmåltider, når de rager til sig uden at tage hensyn til andre. De er som skyer, der drives af sted for vinden uden nogensinde at give regn. De er som frugttræer, der ikke bærer frugt ved høsttid. De vil blive rykket op med rode og skal dø to gange.[a] 13 De er som havets skummende bølger, der skyller affald op på stranden. De er som stjerner, der er kommet ud af kurs og er på vej ud i det yderste mørke.
14 Det var den slags mennesker Enok profeterede om, da han i den syvende generation efter Adam sagde: „Jeg så for mig Herren komme med sine hellige titusinder. 15 Han dømmer de ugudelige og afslører alt det onde, de har sagt og gjort i deres oprør imod ham.” 16 Altid beklager de sig over deres skæbne og skyder skylden på andre. De gør alt det onde, der falder dem ind, praler af egne bedrifter og bruger smiger, når de kan se deres fordel ved det.
Formaning om at holde fast ved troen, tage afstand fra de ugudelige og hjælpe de tvivlende
17 Men I, kære venner, skal huske på, hvad I har hørt fra Jesu Kristi apostle. 18 De sagde jo, at mange i de sidste tider vil håne jer og følge deres egne ugudelige lyster.[b] 19 Det er den slags mennesker, som skaber splittelser i menigheden. Deres tankegang er verdslig, og de mangler Åndens kraft.
20 Men I, kære venner, skal opmuntre og styrke hinanden i jeres dyrebare tro, idet I beder i Helligåndens kraft. 21 Hold fast ved Guds kærlighed og se med forventning frem til det evige liv, som Jesus Kristus i sin nåde vil give jer.
22 Nogle kristne har en ærlig tvivl. Dem skal I være barmhjertige overfor, når I vejleder dem. 23 Andre er tæt på fortabelsens afgrund. Frels dem som ud af et brændende hus. Andre igen lever i åbenlys synd. Dem skal I også være barmhjertige overfor, men pas på, at I ikke bliver revet med af deres synd. Tag afstand fra alt, hvad de gør.
Afsluttende lovprisning
24-25 Lad os prise ham, som alene er Gud, ham, som giver os evigt liv gennem Jesus Kristus, vores Herre. Han har magt til at bevare jer fra fald og føre jer frem for sin herlige trone som frikendte mennesker, der jubler af glæde. Ham tilhører al ære, storhed, magt og autoritet fra før tidens begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Zefanias forudsiger verdens og Judas undergang
1 Zefanias var søn af Kushi, der var søn af Gedalja, der var søn af Amarja, der var søn af Hizkija. Han modtog følgende profetiske budskab fra Herren, mens Josias, Amons søn, var konge i Juda.
2 „Jeg vil fjerne alt fra jordens overflade,” erklærer Herren.
3 „Jeg vil udrydde både mennesker og dyr.
Jeg vil fjerne alt, hvad der førte mennesket til fald,
sammen med de mennesker, der faldt.
Hele menneskeheden skal forsvinde fra jordens overflade.
4 Jeg vil straffe Judas folk
og ramme Jerusalems indbyggere.
Jeg vil fjerne, hvad der er tilbage af afgudsdyrkelsen
og udrydde alle afgudspræsterne.
Jeg gør det af med mine frafaldne præster,
så ingen vil huske dem mere.
5 Jeg vil udrydde dem, der på husenes tage
tilbeder solen, månen og stjernerne,
og dem, der lover mig troskab,
men samtidig tilbeder Molok.[a]
6 Jeg vil udrydde dem, som har vendt mig ryggen,
så de ikke længere søger at gøre min vilje.”
7 Vis ærefrygt for den almægtige Gud,
for han vil snart udføre sin dom.
Han har besluttet at ramme sit folk
og har allerede udvalgt nogle til opgaven.
8 Herren siger: „Jeg vil straffe Judas ledere og kongeslægten,
ja, alle der tilbeder fremmede guder.
9 Jeg vil straffe alle afgudsdyrkerne,
som i deres templer planlægger vold og bedrageri.[b]
10 Når fjenden kommer, vil der lyde skrig fra Fiskeporten,
høje råb fra den nye bydel
og voldsomme tumulter fra de omkringliggende høje.
11 I, der bor på markedspladsen i dalsænkningen,
sørg og græd, for I bliver de første, der omkommer.
12 Jeg vil gennemsøge Jerusalem med lys og lygte,
straffe de selvsikre syndere, der tror,
at Gud er ligeglad med, hvad de gør.
13 Fjenden vil plyndre deres huse
og stjæle deres rigdomme.
De kommer aldrig til at bo i de huse,
som de er i færd med at bygge.
De kommer ikke til at smage vinen fra de vingårde,
de har haft så travlt med at anlægge.
14 Min dom vil snart ramme jer.
Dagen er nær og kommer med hast.
Det bliver en frygtelig dag,
hvor selv de tapreste mænd vil græde,
15 for jeg udøser min vrede over byen.
Det bliver en dag fuld af nød og fortvivlelse,
af ødelæggelse og undergang,
håbløshed og mismod,
dysterhed og mørke,
og kulsorte skyer på himlen.
16 Det bliver en dag med hornsignaler
og høje krigsråb.
Selv de befæstede byer bukker under,
og de høje fæstningstårne falder sammen.
17 Jeg vil ramme dem så hårdt,
at de raver rundt som i blinde,
for de har syndet imod mig.
Strømme af blod vil flyde i støvet,
ligene ligge og rådne på jorden.
18 Deres sølv og guld kan ikke redde dem,
når jeg udfører min dom over dem.
Min glødende vrede vil sætte verden i brand,
så hele jordens befolkning får en brat og frygtelig død.”
Dommen afsiges, og Jesus føres til Pilatus(A)
23 Så var mødet forbi, og hele forsamlingen brød op og førte Jesus til den romerske guvernør, Pilatus. 2 Her kom de frem med følgende anklage: „Manden her vildleder vores folk. Han siger, at man ikke skal betale skat til kejseren, og han påstår, at han er Messias, det vil sige en konge.”
3 Pilatus spurgte ham: „Er du jødernes konge?”
„Det kan man godt sige,” svarede Jesus.
4 Efter forhøret sagde Pilatus til ypperstepræsterne og mængden, der var stimlet sammen: „Jeg finder intet grundlag for en anklage mod ham.”
5 Men de forstærkede blot deres anklager: „Han volder uro i hele vores land med sin undervisning, både i Galilæa, hvor han begyndte, og nu også her i Jerusalem!”
Jesus for Herodes
6 Da Pilatus hørte, at Jesus var fra Galilæa, 7 sendte han ham til Herodes, som netop i de dage opholdt sig i Jerusalem. Herodes var nemlig regent over Galilæa. 8 Herodes blev begejstret over at få lejlighed til at se Jesus, for han havde hørt meget om ham, og han håbede at kunne få ham til at gøre et mirakel. 9 Han stillede ham derfor en række spørgsmål, men Jesus svarede ikke.
10 Ypperstepræsterne og de skriftlærde stod ved siden af og fortsatte med deres voldsomme anklager. 11 Så gav Herodes og hans soldater sig til at håne Jesus og gøre nar af ham. De kastede en farvestrålende kappe over ham og sendte ham tilbage til Pilatus.
12 Den dag lagde Herodes og Pilatus deres gamle fjendskab bag sig.
Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste(B)
13 Pilatus sammenkaldte nu ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere. 14 „I har ført den mand herhen til mig og anklaget ham for at vildlede det jødiske folk,” sagde han. „Jeg har forhørt ham, mens I hørte på det, men jeg har ikke fundet ham skyldig i noget af det, I anklager ham for. 15 Det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham her tilbage. Manden har ikke foretaget sig noget, som han kan dømmes til døden for. 16 Derfor vil jeg give ham en advarsel ved at lade ham piske og derefter løslade ham.”[a]
18 Men da lød der en råben fra folkehoben: „Henret ham, og lad os få Barabbas fri!” 19 (Barabbas sad fængslet for drab, og fordi han havde startet et oprør i Jerusalem).
20 Pilatus ville helst sætte Jesus fri, så han prøvede endnu en gang at tale dem til fornuft, 21 men hoben råbte i kor: „Korsfæst ham, korsfæst ham!”
22 For tredje gang råbte Pilatus til dem: „Hvorfor? Hvad ondt har han gjort? Jeg finder ingen grund til, at han skal dø. Jeg vil lade ham piske, og så vil jeg løslade ham!”
23 Men folk råbte højere og højere, at Jesus skulle korsfæstes, og til sidst gav Pilatus efter for deres krav. 24 Han dømte Jesus til døden, som de forlangte. 25 Derefter befalede han, at Barabbas skulle løslades, som de havde bedt om. Jesus blev derpå udleveret til at lide den straf, som folket havde ønsket.
Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere(C)
26 Da de romerske soldater trak af sted med Jesus for at korsfæste ham uden for byen, mødte de en mand, som var på vej ind i byen. Han hed Simon og var fra Kyrene. Ham tvang de til at gå bagefter Jesus og bære korset for ham.
27 En stor flok mennesker fulgte med, deriblandt mange grædende kvinder. 28 Jesus vendte sig til dem og sagde: „Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men over jer selv og jeres børn. 29 For snart vil man sige: ‚Lykkelige er de kvinder, som er barnløse.’ 30 Og man vil sige til bjergene: ‚Styrt sammen over os!’ og til højene: ‚Skjul os!’[b] 31 For når man gør sådan med det levende træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?”
32 To andre mænd, som begge var forbrydere, blev også ført ud for at blive henrettet sammen med Jesus. 33 Da de kom til det sted, som kaldes „Hovedskalsstedet”, korsfæstede soldaterne Jesus sammen med de to forbrydere, den ene til højre for Jesus, den anden til venstre.
34 Men Jesus bad: „Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”
Soldaterne kastede lod om hans tøj og delte det imellem sig. 35 Folkeskaren stod og så til, mens de jødiske ledere hånede ham og sagde: „Andre har han reddet! Hvis han virkelig var Messias, Guds udvalgte Frelser, så burde han tage og redde sig selv!”
36 Soldaterne hånede ham også. De rakte billig vin op til ham og råbte: 37 „Hvis du er jødernes konge, så red dig selv!” 38 Der var nemlig sømmet et skilt fast på korset over ham. „Det er jødernes konge” stod der på græsk, latin og hebraisk.[c]
39 Selv den ene af forbryderne, som hang ved siden af ham, gjorde nar: „Er du ikke Messias? Så red dig selv og os!” 40 Men den anden forbryder irettesatte den første: „Frygter du slet ikke Gud, nu du skal dø? 41 Vi får den straf, vi fortjener, men han har ikke gjort noget forkert.” 42 Så sagde han: „Jesus, husk på mig, når du kommer til dit rige.”
43 Jesus svarede: „Det siger jeg dig: I dag skal du komme med mig til Paradiset.”[d]
Jesus dør(D)
44-45 Ved tolvtiden forsvandt solens lys, og der blev mørkt over hele landet indtil klokken tre.
Pludselig blev det kraftige forhæng ved indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget ned midt igennem. 46 Samtidig råbte Jesus, så højt han kunne: „Far, jeg betror dig min ånd!”[e] Med de ord udåndede han.
47 Da den romerske officer så alt, hvad der skete, lovpriste han Gud og udbrød: „Den mand var i virkeligheden uskyldig!”
48 De mange mennesker, som var fulgt med derud for at overvære korsfæstelsen, blev forfærdede over det, de så. De slog sig fortvivlet for brystet, og langsomt begyndte de at gå hjemad. 49 De, der havde kendt Jesus personligt, og kvinderne, der havde fulgt med ham fra Galilæa, stod et stykke derfra og overværede det hele.
Jesus lægges i graven(E)
50-51 Et af medlemmerne af Det jødiske Råd var en god og retskaffen mand, der hele tiden havde været i forventning om Messias’ snarlige komme, og han var imod, at rådet havde dømt Jesus til døden. Han hed Josef og kom fra byen Arimatæa i Judæa. 52 Han henvendte sig nu til Pilatus og bad om at få Jesu lig udleveret. 53 Det fik han lov til og tog så liget ned fra korset og svøbte det i et liglagen. Derpå anbragte han det i en klippegrav, hvor ingen endnu havde ligget. 54 Det var sent fredag eftermiddag, lige før sabbatten begyndte.[f]
55 Da Jesu lig blev ført bort, fulgte kvinderne fra Galilæa efter, og de så den klippegrav, han blev lagt ind i. 56 Efter at de var kommet hjem, tilberedte de en begravelsessalve med aromatiske olier. Men de foretog sig ikke noget på sabbatten, som den jødiske lov foreskriver.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.