M’Cheyne Bible Reading Plan
Israel optrapper krigen med Juda(A)
16 I kong Asas 36. regeringsår drog kong Basha af Israel op imod Juda. Han indtog byen Rama i grænseområdet mellem de to riger og blokerede dermed de vigtigste handelsveje til og fra Judas rige. Derefter gav han sig til at udbygge Ramas fæstningsværker.
2 Da tog kong Asa alt det guld og sølv, der var tilbage i Herrens hus og kongepaladset, og han sendte det til den aramæiske konge, Ben-Hadad, i Damaskus med følgende besked:
3 „Jeg sender dig hermed noget sølv og guld. Lad os slutte pagt med hinanden, som vores fædre gjorde. Jeg beder dig om at opsige din pagt med kong Basha af Israel. Så vil han forhåbentlig opgive blokaden af mit land.”
4 Ben-Hadad gik nu med til at sende sin hær mod en række af Israels byer, og han indtog Ijjon, Dan og Abel-Majim samt forsyningscentrene i Naftalis land. 5 Da kong Basha fik det at vide, indstillede han arbejdet med at befæste Rama og opgav sine angrebsplaner. 6 Kong Asa sammenkaldte nu Judas folk og beordrede dem til at nedbryde Ramas fæstningsværker, så både stenene og tømmeret kunne genbruges andre steder. Det blev så brugt til at befæste de strategiske byer Geba og Mitzpa.
7 Ved den tid kom profeten Hanani til kong Asa og sagde: „Fordi du satte din lid til den aramæiske konge i stedet for til Herren, din Gud, skal du ikke få bugt med den aramæiske hær. 8 Har du glemt, hvordan det gik med kushitternes og libyernes enorme hær på trods af alle deres stridsvogne og mange ryttere? Gav Herren dem ikke i din hånd, da du stolede på ham? 9 Herrens blik spejder ud over hele jorden for at hjælpe dem, hvis hjerter er helt med ham. Men du har handlet tåbeligt, og derfor skal du fra nu ligge i krig.”
10 Asa blev så rasende over profetens ord, at han satte ham i fængsel. Fra da af begyndte Asa at fare hårdt frem mod sine undersåtter.
11 Resten af Asas bedrifter er beskrevet i Israels og Judas kongers krønikebog.[a] 12 I sit 39. regeringsår fik han en alvorlig sygdom i benene, men han søgte hjælp hos lægerne frem for hos Herren. 13 To år senere døde han 14 og blev begravet i en klippehule, han havde ladet udhugge til sig selv i Davidsbyen. Inden begravelsen blev han lagt på en ligbåre dækket med duftende krydderier og aromatiske olier, og folket ærede hans minde ved at brænde megen røgelse.
Bogrullen med de syv segl
5 Derefter lagde jeg mærke til, at han, der sad på tronen, havde en bogrulle i sin åbne højre hånd. Der var skrevet både inden i den og uden på den, og den var forseglet med syv segl. 2 Og jeg så en mægtig engel, som råbte: „Hvem er værdig til at bryde de syv segl og åbne bogrullen?” 3 Men der var ingen i himlen eller på jorden eller under jorden, der var i stand til at åbne bogrullen eller se, hvad der stod i den. 4 Jeg græd meget over, at ingen blev fundet værdig til at åbne bogrullen. 5 Men en af medregenterne sagde til mig: „Du skal ikke græde. Løven af Judas stamme, rodskuddet[a] fra Davids slægt, har sejret, og han er værdig til at bryde de syv segl og åbne bogrullen.”
Lovprisning af det slagtede Lam, Jesus Kristus
6 Da så jeg en skikkelse som et lam, der stod ved tronen i midten, imellem de fire levende væsener og de 24 medregenter. Lammet så ud, som om det havde været slået ihjel. Det havde syv horn, og det havde syv øjne, der symboliserer Guds syv ånder, der er sendt ud over hele jorden. 7 Lammet gik frem og tog bogrullen ud af hånden på ham, der sad på tronen.
8 Idet Lammet tog bogrullen, udtrykte de fire levende væsener deres hyldest til det ved at kaste sig ned på knæ foran det. Det samme gjorde de 24 medregenter, og de havde hver en harpe og en guldskål fyldt med røgelse, som er Guds folks takoffer i form af bøn. 9 De sang en ny sang, der lød således: „Du er værdig til at tage bogrullen og til at bryde dens segl. For du blev slået ihjel, og med dit blod løskøbte du mennesker fra alle sprog og folkeslag, for at de kunne tilhøre Gud. 10 Du har gjort dem til præster og konger for vores Gud, og de skal regere på jorden.”
11 Derefter hørte jeg en høj lyd, og jeg så tusindvis, ja millioner, af engle rundt om tronen og de fire levende væsener og de 24 medregenter. 12 De sang med høj røst: „Det ofrede Lam er værdigt til at få magt og rigdom, visdom og styrke, ære, herlighed og lovprisning!”
13 Samtidig hørte jeg alle levende skabninger i himlen, på jorden, under jorden og på havet synge: „Både han, der sidder på tronen, og Lammet, skal have lovprisning, ære, herlighed og magt i al evighed!”
14 De fire levende væsener brød ud i et „Amen!”, og de 24 medregenter faldt igen på knæ og gav deres hyldest.
Et kald til folket om at vende om til Gud
1 I den ottende måned i kong Dareios[a] af Persiens andet regeringsår talte Herren til Israels folk gennem profeten Zakarias, der var søn af Berekja og barnebarn af Iddo:
2-4 „Hør, hvad jeg, Herren den Almægtige, siger: Hvis I vil vende om og komme til mig, vil jeg komme jer i møde. Vær ikke som jeres forfædre, som jeg var nødt til at straffe hårdt. Jeg advarede dem gennem mine profeter om at vende om fra deres ugudelige levemåde og onde handlinger, men de nægtede at lytte til mig. 5 Nu er de alle sammen borte, og profeterne er døde. 6 Men det, jeg sagde til dem gennem mine tjenere, profeterne, gik i opfyldelse, og de måtte angrende erkende: ‚Herren straffede os for vores onde levevis og handlinger, akkurat som han sagde, at han ville!’ ”
Herren opmuntrer Israels folk
7 Den 24. dag i den 11. måned[b] samme år, talte Herren til mig i et syn om natten. 8 Jeg så en mand sidde på en rød hest mellem nogle myrtebuske i en kløft. Bag ham var der mange ryttere på røde, brune og hvide heste. 9 Ved siden af mig stod en engel. „Hvad betyder alle de heste?” spurgte jeg englen. „Det vil du få at se!” svarede han.
10 „Herren sendte dem ud for at inspicere hele jorden,” forklarede englen på den røde hest, 11 der stod mellem myrtebuskene. Derefter aflagde de øvrige ryttere rapport: „Vi har været overalt på jorden, og alle vegne er der fred og ro.” 12 Da sagde englen på den røde hest: „Almægtige Herre, i 70 år har du været vred på de landflygtige fra Jerusalem og Judas byer. Hvornår vil du gribe ind og vise dem barmhjertighed?”
13 Herren talte nu til englen, som stod ved min side, 14 hvorpå englen henvendte sig til mig og sagde: „Forkynd følgende budskab fra Herren, den Almægtige: ‚Jerusalem og Zions bjerg har en særlig plads i mit hjerte. 15 Jeg er vred på de selvsikre, gudløse folkeslag, for selv om jeg brugte dem til at straffe mit folk, gik de alt for langt i deres skånselsløse opførsel. 16 Derfor erklærer jeg, Herren: Jeg kommer Jerusalem i møde med barmhjertighed. Mit tempel skal genrejses, og hele Jerusalem skal genopbygges. Ja, siger jeg, Herren den Almægtige: 17 Jeg vil igen velsigne Israels byer med velstand, trøste Jerusalems indbyggere og bosætte mig på Zions bjerg.’ ”
Jesus og den samaritanske kvinde
4 1-2 Da farisæerne i Jerusalem fik meddelelse om, at Jesus fik flere disciple og døbte flere end Johannes— selv om det faktisk var Jesu disciple, der døbte—blev de vrede på ham. Da Jesus blev klar over det, 3 brød han op fra Judæa for at vende tilbage til Galilæa.
4 Han vidste, at det var Guds plan, at han skulle rejse gennem Samaria. 5-6 Da han nærmede sig byen Sykar i Samaria, standsede han op ved den berømte Jakobs brønd. Den ligger på et stykke jord, som patriarken Jakob købte og senere gav i arv til sin søn Josef. Jesus var træt efter den lange vandring og satte sig udmattet ved brønden. Klokken var cirka seks om aftenen.[a]
7 Kort tid efter kom en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus sagde til hende: „Vær venlig at give mig noget at drikke.” 8 Han var alene, for hans disciple var gået ind til byen for at købe mad. 9 Kvinden blev overrasket over, at en jøde henvendte sig til hende, for jøderne plejer ikke at ville have noget med samaritanere at gøre. „Hvordan kan det være, at du, som er jøde, beder mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” spurgte hun.
10 Jesus svarede: „Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig, og hvis du forstod, hvem jeg er, så var det dig, der ville bede mig om noget at drikke—og så ville jeg give dig levende[b] vand.”
11 „Du har jo ingen spand,” sagde hun, „og brønden her er meget dyb. Hvordan vil du så skaffe det levende vand? 12 Du er vel ikke større end vores stamfar Jakob, som gav os denne brønd? Kan du give mig vand, der er bedre end det, både Jakob selv, hans familie og hans kvæg har drukket af?”
13 Jesus svarede: „Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen. 14 Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.”
15 „Åh, giv mig noget af det vand!” udbrød kvinden. „Tænk, hvis man aldrig mere skulle tørste og være nødt til at gå helt herud efter vand!”
16 „Gå hjem og hent din mand,” sagde Jesus.
17-18 „Jeg har ikke nogen mand,” svarede kvinden.
„Det har du ret i, for du har haft fem mænd; og ham, du nu bor sammen med, er du ikke gift med. Dér sagde du noget sandt.”
19 „Herre,” udbrød kvinden, „du må være en profet! 20 Kan du så forklare mig, hvorfor I jøder påstår, at det kun er i templet i Jerusalem, man kan tilbede Gud? Vi har jo fra gammel tid tilbedt Gud på det her bjerg.”
21 Jesus svarede: „Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud—her eller i Jerusalem. 22 I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne. 23 Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger. 24 Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”
25 Kvinden sagde: „Jeg ved, at Messias skal komme engang, og når han kommer, vil han forklare os alt.” 26 Da sagde Jesus til hende: „Han står her og taler med dig!”
27 I det samme kom disciplene tilbage. De blev overraskede over, at han talte med en kvinde, men ingen af dem spurgte ham, hvorfor han gjorde det, eller hvad han ville hende.
28 Kvinden lod nu sin vandkrukke stå ved brønden og løb tilbage til byen. 29 „Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort!” råbte hun. „Mon ikke han er Messias?” 30 Straks løb en masse mennesker ud for at se, hvem det var, hun snakkede om.
Den åndelige, samaritanske „mark” er klar til at blive høstet
31 Da kvinden var gået, sagde disciplene til Jesus: „Mester, kom og få noget at spise.” 32 Men Jesus svarede: „Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.” 33 Disciplene spurgte hinanden: „Hvem kan være kommet med mad til ham?”
34 Jesus svarede: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og at fuldføre den opgave, han gav mig. 35 I siger nok: ‚Der er stadig fire måneder, til høsten begynder.’ Men jeg siger jer: Luk øjnene op! ‚Markerne’ er hvide og parate til at blive høstet! 36 Høstfolkene er allerede begyndt at arbejde og få deres løn. De samler afgrøde ind til evigt liv. Den, som sår, skal glæde sig sammen med den, som høster, 37 for her gælder det ordsprog: ‚Én sår, og en anden høster.’ 38 Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med. Andre har slidt i det før jer, men I skal fuldføre det, som de begyndte.”
Mange samaritanere kommer til tro på Jesus
39 Kvinden gik rundt og fortalte alle og enhver om, hvordan Jesus havde vidst ting om hende, som en fremmed ikke kunne vide. Som resultat heraf var der mange samaritanere fra den by, som kom til tro på ham.
40 Da samaritanerne kom ud til brønden, indbød de straks Jesus til at komme ind og overnatte i byen, og han blev hos dem i to dage. 41 I løbet af den tid kom mange til tro ved at lytte til hans ord, 42 og de sagde til kvinden: „Nu tror vi, fordi vi selv har hørt ham, og ikke kun på grund af det, du fortalte. Han er virkelig verdens Frelser, den Messias, vi har ventet på.[c]”
Jesus helbreder en embedsmands søn
43 Da de to dage var gået, fortsatte Jesus sin rejse til Galilæa, dog ikke til sin hjemby, 44 for han havde jo selv sagt, at en profet ikke er anerkendt i sin egen by. 45 Men de øvrige galilæere tog imod ham med åbne arme. Mange havde nemlig været i Jerusalem under påskefesten og havde set de undere, han havde udført der.
46 Jesus slog sig foreløbig ned i Kana, hvor han havde gjort vand til vin.[d] I byen Kapernaum i nærheden boede der en højtstående embedsmand, hvis søn lå alvorligt syg. 47 Da han hørte, at Jesus var ankommet til Kana, tog han straks af sted, opsøgte Jesus og bad ham følge med til Kapernaum for at helbrede drengen, der lå for døden.
48 „I vil kun tro på mig, hvis I ser tegn og undere,” sagde Jesus.
49 „Herre,” bønfaldt embedsmanden, „du må komme, inden min lille dreng dør!”
50 „Du kan roligt gå hjem,” sagde Jesus, „din søn er helbredt.” Manden troede Jesus og gik. 51 Allerede på vejen hjem traf han nogle af sine tjenere, der var gået ham i møde for at fortælle ham, at hans søn nu var rask. 52 Han spurgte dem, hvornår drengen var begyndt at få det bedre. „I går aftes ved syvtiden[e] forsvandt feberen pludselig!” forklarede de. 53 Da forstod han, at det var sket i det øjeblik, Jesus havde sagt: „Din søn er helbredt.” Og han selv og hele hans familie kom til tro på Jesus.
54 Det var det andet mirakuløse tegn, som Jesus udførte i Galilæa, efter at han var vendt hjem fra turen til Judæa.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.