The Daily Audio Bible

Jehu slår Joram og Ahazja ihjel

^14-15 Jehu begyndte nu at tænke på, hvordan han kunne overrumple kong Joram af Israel. Kongen var stadig på rekreation i Jizre’el, efter at han var blevet såret ved Ramot-Gilead i slaget mod kong Hazael af Aram. Jehu sagde nu til sine medofficerer: „Hvis I vil have mig til konge, må I for alt i verden love mig ikke at lade nogen slippe til Jizre’el og fortælle kong Joram, hvad der er sket her i dag.” ¹⁶ Så sprang Jehu op i sin vogn og kørte fra Ramot-Gilead til Jizre’el for at finde den sårede kong Joram, som på det tidspunkt havde besøg af kong Ahazja af Juda.

¹⁷ Da udkigsposten i vagttårnet ved Jizre’el fik øje på Jehu og hans følge, meldte han: „En stor flok mennesker er i sigte.”

„Send straks en rytter af sted, så vi kan få at vide, om det er venner eller fjender, der kommer,” befalede kong Joram. ¹⁸ Straks blev en ryttersoldat sendt af sted.

„Kongen vil vide, om du er ven eller fjende,” sagde soldaten til Jehu. „Har du fredelige hensigter?”

Jehu svarede: „Det kommer ikke dig ved, men hvis du selv vil have fred, så slut dig til mig.” Soldaten drejede så hesten omkring og sluttede sig til Jehus følge.

Udkigsposten meldte nu tilbage til kongen, at rytteren ikke kom tilbage. ¹⁹ Da sendte kongen endnu en rytter af sted. Også han forlangte i kongens navn at få at vide af Jehu, om han var ven eller fjende.

Og Jehu svarede som før: „Det kommer ikke dig ved, men hvis du selv vil have fred, så slut dig til mig.”

²⁰ „Heller ikke den anden rytter kommer tilbage,” meldte udkigsposten til kongen. „Det må være Jehu, der er på vej. Han kører i fuld fart.”

²¹ „Hurtigt, gør vognen klar!” befalede kong Joram. Derefter kørte han og kong Ahazja af Juda af sted i hver sin vogn for at møde Jehu, og de mødte ham ved Nabots mark.

²² „Er der fred ved fronten, Jehu?” spurgte kong Joram.

Jehu svarede: „Hvordan skulle der kunne være fred, så længe din mors trolddomskunster og afgudsdyrkelse stadig florerer i landet?”

²³ Da vendte Joram vognen med det samme og flygtede, mens han råbte til kong Ahazja: „Det er mytteri, Ahazja!” ²⁴ Jehu greb hurtigt sin bue, spændte den til bristepunktet og ramte kong Joram i ryggen. Pilen borede sig ind mellem skulderbladene og videre ind i hjertet. Øjeblikkeligt segnede Joram om i sin stridsvogn, død på stedet.

²⁵ Jehu befalede sin næstkommanderende, Bidkar, at smide liget ud af vognen dér på Nabots mark og sagde til ham: „Kan du huske, dengang vi red side om side i Ahabs livvagt, og vi hørte den profeti, der blev udtalt over Ahabs slægt? Herren sagde: ²⁶ ‚På Nabots jord vil jeg straffe ham for mordene på Nabot og hans sønner.’ Kast ham derfor ud på marken. Så bliver Herrens ord opfyldt nu.”

²⁷ Da kong Ahazja af Juda så, hvad der skete, flygtede han i sin vogn i retning mod Bet-ha-Gan, men Jehu og hans folk satte efter ham, idet Jehu råbte: „Han skal ikke få lov at slippe.” Så skød de efter ham og sårede ham på vej op mod Gurpasset nær byen Jibleam. Det lykkedes ham at nå frem til Megiddo, men der døde han. ²⁸ Hans folk kørte ham derefter til Jerusalem, hvor han blev begravet sammen med sine forfædre i Davidsbyen. ²⁹ Således døde kong Ahazja. Han blev konge over Juda i kong Joram af Israels 11. regeringsår.

Jezabels skæbne

³⁰ Jehu kørte videre til Jizre’el, hvor Ahab havde bygget sit kongelige palads. Da Jezabel hørte, at han var kommet, pyntede hun sig, lagde øjenskygge på og ordnede sit hår. Fra paladsets vindue holdt hun øje med, hvad der gik for sig i gaderne, ³¹ og da Jehu kørte ind gennem byens port, råbte hun ned til ham: „Kommer du med fred, du, der har myrdet din egen herre, som Zimri gjorde?”

³² Jehu kiggede op og fik øje på Jezabel i vinduet. Så råbte han op mod paladsets mure: „Hvem af jer deroppe holder med mig?” Straks kiggede to-tre hoffolk ud af et vindue.

³³ „Smid hende herned,” råbte Jehu til dem.

Så smed de hende ud ad vinduet, og hendes blod sprøjtede op på slotsmuren og på de heste, der trampede hen over hende. ³⁴ Jehu gik så ind i paladset, og da han havde spist og drukket, sagde han til hoffolkene: „I må hellere gå ud og begrave den forbandede kvinde. Hun er trods alt af kongelig herkomst.” ³⁵ Men da de gik ud for at begrave hende, fandt de kun hendes kranium og hendes hænder og fødder, ³⁶ og da de fortalte det til Jehu, udbrød han: „Det stemmer med, hvad Herren sagde, for han fortalte profeten Elias, at hundene skulle æde hendes krop i Jizre’el, ³⁷ og hun vil komme ud som ekskrementer på marken uden for Jizre’el. Dermed er der ingen, som kan udpege hendes grav og sige: ‚Der ligger Jezabel.’ ”

Jehu udrydder Ahabs slægt

10 Jehu skrev nu et brev til Samarias byråd og til værgerne for Ahabs 70 sønner, som alle boede der. I brevet stod der: ² „I har kongens sønner hos jer og råder over stridsvogne og heste. I bor i en befæstet by og har masser af våben. Når I får det her brev, ³ så udvælg den bedst egnede af Ahabs sønner til jeres konge og gør jer klar til at forsvare ham.”

⁴ Brevet skabte panik i byrådet. „Hvis to konger ikke var i stand til at besejre Jehu, hvordan skulle vi kunne gøre det?” sagde de til hinanden. ⁵ Så sendte hofmarskalen, borgmesteren, byrådet og værgerne følgende brev tilbage til Jehu:

„Jehu, vi har valgt at underkaste os dig, og vi vil gøre, hvad som helst du siger. Vi ønsker ingen af Ahabs sønner som konge.”

⁶ Jehu svarede tilbage: „Hvis I holder med mig og vælger at adlyde mig, så bring Ahabs sønners hoveder til Jizre’el i morgen ved denne tid.”

Alle 70 prinser var i pleje hos byens ledende mænd, som havde taget sig af dem, siden de var små. ⁷ Da Jehus brev nåede frem, slog man samtlige prinser ihjel, læssede hovederne op i nogle kurve og bragte dem til Jehu i Jizre’el. ⁸ Jehu fik nu bud om, at prinsernes hoveder var ankommet, og han forlangte, at man lagde dem i to dynger ved byporten og lod dem ligge der til næste morgen.

⁹ Næste morgen gik han ud for at tale til folkemængden, der havde samlet sig på torvet ved byporten. „Det er ikke jeres skyld, at det her er sket,” begyndte han. „Jeg tager ansvaret for at have dræbt kongen. Men hvorfor blev hans sønner dræbt? ¹⁰ Jo, det skete på Herrens ord, og hvad han siger, må nødvendigvis gå i opfyldelse. Allerede gennem sin tjener Elias forudsagde han nemlig, at Ahabs slægt skulle totalt udryddes.”

¹¹ Derefter dræbte Jehu resten af Ahabs slægt som boede i Jizre’el, også hans mest betroede embedsmænd, hans personlige venner og hans afgudspræster. Til sidst var alle hans nærmeste udryddet.

¹² Derefter satte Jehu og hans soldater kursen mod Samaria, og mens de gjorde ophold ved hyrdernes mødested, ¹³ traf de på nogle af kong Ahazja af Judas slægtninge.

„Hvem er I?” spurgte han dem. De svarede: „Vi er kong Ahazjas slægtninge. Vi er på vej til Samaria for at besøge kong Ahabs og Jezabels familie.”

¹⁴ „Grib dem,” beordrede Jehu, og hans soldater slæbte dem ud til cisternen, hvor de alle blev dræbt—42 i alt.

¹⁵ Efter episoden ved hyrdernes mødested kom Jonadab, Rekabs søn, Jehu i møde. De hilste på hinanden, og Jehu spurgte: „Er du lige så loyal over for mig, som jeg er over for dig?”

„Ja,” svarede Jonadab.

„Så giv mig din hånd,” sagde Jehu og hjalp ham op i sin stridsvogn. ¹⁶ Så tilføjede han: „Følg nu med og se, hvor ivrig jeg er efter at handle på Herrens ord.” Derpå kørte Jonadab med Jehu til Samaria. ¹⁷ Da de kom til byen, dræbte Jehu de sidste af Ahabs slægtninge, sådan som Herren havde sagt gennem Elias, at det ville ske.

Jehu slår ba’aldyrkerne ihjel

¹⁸ Jehu kaldte nu byens indbyggere sammen og sagde: „Jeg ønsker at dyrke Ba’al endnu mere end Ahab gjorde. ¹⁹ Kald nu alle Ba’als profeter og præster sammen og enhver, der dyrker Ba’al. Sørg endelig for, at alle møder op, for nu skal vi holde en stor offerfest til ære for Ba’al. Hvis nogen udebliver, er de dødsens.”

Jehus plan var at lokke alle ba’aldyrkere i en fælde. ^20-21 Over hele Israel gik der bud om, at alle, der dyrkede Ba’al, skulle troppe op, og de kom i massevis og fyldte ba’alstemplet til bristepunktet. ²² Til præsten, der havde ansvar for templets garderobe, sagde Jehu: „Giv dem alle den særlige dragt, som bruges ved ofringer til Ba’al.” Og alle dragterne blev taget frem og delt ud.

²³ Så gik Jehu og Jonadab ind i ba’alstemplet og sagde til alle de tilstedeværende: „Er I nu sikre på, at der kun er ba’aldyrkere herinde? Vi vil ikke have nogen her, som dyrker Herren.”

²⁴ Så satte Jehu gang i ofringsceremonierne. Jehu havde i forvejen befalet 80 af sine soldater at omringe bygningen. Han havde advaret dem strengt og sagt til dem: „Lader I nogen undslippe, skal I selv miste livet.”

²⁵ Da Jehu var færdig med brændofferet, gik han udenfor til sine officerer og soldater. „Så er det nu. Ind med jer,” sagde han. „Slå dem ihjel. Ikke en eneste må slippe væk.”

Da gik de ind og slog hele forsamlingen ihjel, hvorefter de trak ligene udenfor. De trængte frem til alteret, ²⁶ slæbte den hellige søjle, der blev brugt i frugtbarhedskulten, udenfor og brændte den. ²⁷ Således blev både ba’alssøjlen og hele tempelbygningen ødelagt. Tempelruinen blev derefter brugt som et offentligt toilet, og sådan er det stadig. ²⁸ Jehu slettede på den måde ethvert spor af ba’aldyrkelsen i Israel.

²⁹ Men guldkalvene i Betel og Dan, som Jeroboam havde opstillet, lod han stå, og han lod folket fortsætte med at bringe ofre der.

³⁰ Herren sagde nu til Jehu: „Du har gjort vel i at udføre det, jeg bød dig, nemlig at udrydde Ahabs slægt. Derfor vil jeg sørge for, at dine efterkommere i fire generationer bliver konger i Israel.”

³¹ Men Jehu adlød ikke Guds lov fuldstændigt, for han fortsatte med at lade folket tilbede de guldkalve, som Jeroboam havde opstillet.

En menighed i Thessaloniki grundlægges under kraftig modstand

17 Paulus og hans ledsagere lagde turen om ad Amfipolis og Apollonia og ankom til Thessaloniki, hvor jøderne havde en synagoge. ² Som sædvanlig ønskede Paulus først at tale til jøderne, og de følgende tre sabbatter tog han ind i synagogen og debatterede med dem om, hvad der står i Skrifterne. ³ Han forklarede dem, at det var Guds plan, at Messias skulle lide døden og derefter genopstå fra de døde. „Og den Jesus, som jeg fortæller jer om,” sagde Paulus til slut, „han er den Messias, som vi har ventet på!” ⁴ Nogle af jøderne blev overbevist og kom til tro. Det samme gjorde et stort antal grækere, som tidligere var konverteret til jødedommen, deriblandt en del af byens fremtrædende kvinder.

⁵ De jøder, som ikke tog imod budskabet, blev fanatiske modstandere. De fik samlet noget rakkerpak fra gaden og fik stemningen pisket godt op i hele byen. Sammen med hoben stormede de Jasons hus for at få fat i Paulus og Silas og slæbe dem for øvrigheden. ⁶ Da de ikke kunne finde dem, trak de i stedet Jason og nogle af de andre kristne ud af huset og førte dem hen til byens ledere. De råbte deres anklager ud: „Der er nogle folk, som har forårsaget oprør andre steder i verden, og de er nu kommet til vores by for at gøre det samme her. ⁷ Jason har taget imod dem, og de gør alle sammen oprør mod kejseren. De påstår nemlig, at der findes en anden konge, en, der hedder Jesus!” ⁸ På den måde fik de gjort byens ledere og alle de tilstedeværende yderst urolige, ⁹ men Jason og de andre kristne fik dog lov at gå, efter at der var stillet kaution for dem.

Menigheden i Berøa grundlægges

¹⁰ Allerede samme nat blev Paulus og hans medarbejdere sendt af sted til Berøa. Den næste sabbat gik de som sædvanlig ind i synagogen for at forkynde budskabet om Jesus. ¹¹ Jøderne i Berøa var mere storsindede end dem i Thessaloniki. De lyttede opmærksomt til budskabet, og dag efter dag studerede de Skrifterne for at se, om det var sandt, hvad de fik fortalt. ¹² Mange af jøderne kom til tro, foruden en del af de fremtrædende græske kvinder og også mange græske mænd.

¹³ Men da jøderne i Thessaloniki fik at vide, at Paulus nu også var i gang med at forkynde Guds ord i Berøa, tog de derhen for at ophidse befolkningen imod ham. ¹⁴ Menighedens ledere eskorterede derefter hurtigt Paulus ud til kysten, mens Silas og Timoteus blev tilbage. ¹⁵ De, der fulgte Paulus ned til båden, sejlede med ham helt til Athen, hvorfra de vendte tilbage til Berøa med besked til Silas og Timoteus om hurtigst muligt at komme ned til ham.

Paulus i Athen

¹⁶ Mens Paulus ventede på dem i Athen, blev han mere og mere opbragt over alle de afgudsbilleder, han så rundt omkring i byen. ¹⁷ I synagogen om sabbatten debatterede han med de jøder og grækere, som kom der, og på ugens andre dage talte han med de mennesker, han traf på torvet.

¹⁸ På et tidspunkt faldt Paulus i snak med en gruppe filosoffer, både epikuræere og stoikere. Nogle sagde: „Sikke dog et snakkehoved!” Andre sagde: „Han vil vist have os til at tro på nogle nye, fremmede guder.” De kendte jo intet til Jesus, og det med opstandelsen fra de døde kunne de slet ikke forholde sig til. ¹⁹ De besluttede så at tage ham med hen til byens højeste rådsforsamling, Areopagos. „Vi vil gerne høre noget mere om den nye lære, som du kommer med,” sagde de. ²⁰ „Det lyder jo temmelig fremmed for os, men vi vil gerne vide, hvad det hele går ud på.” ²¹ Det var nemlig sådan, at både byens indfødte borgere og tilflytterne fik meget tid til at gå med at fortælle og høre sidste nyt.

²² Så stod Paulus frem midt i Areopagos forsamlingen og sagde: „Højtærede mænd her i Athen! Jeg har lagt mærke til, at I er meget interesserede i åndelige spørgsmål. ²³ Da jeg spadserede gennem byen, så jeg de mange religiøse symboler, som I bruger i jeres gudsdyrkelse. Der var blandt andet et alter med inskriptionen: ‚For en ukendt gud’. Den Gud, som I dyrker uden at kende, ham vil jeg gerne fortælle jer om. ²⁴ Der er en Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den. Han er Herre over både himlen og jorden. Han bor ikke i menneskeskabte templer. ²⁵ Han har heller ikke brug for, at mennesker skal sørge for hans fornødenheder. Tværtimod, det er ham, der giver menneskene liv og ånde og alt andet. ²⁶ Han lod alle racer nedstamme fra det samme menneske og spredte folkeslagene ud over hele jorden. Han har fastsat, hvor længe hvert folkeslag skal bestå, og hvor dets grænser skal gå. ²⁷ Han skabte menneskene med en længsel efter Gud, så de i deres famlen måske kunne finde ham. Han er nemlig ikke ret langt borte fra en eneste af os, ²⁸ for han giver os liv, bevægelse og eksistens, ligesom en af jeres egne digtere har sagt: ‚Vi tilhører også hans slægt.’ ²⁹ Når vi er i slægt med Gud, så ligner vi ham, og så skal vi ikke tænke på Gud som et billede i guld, sølv eller sten, et billede, der er formet ud fra menneskelig tankegang og kunstnerisk dygtighed. ³⁰ Nok har Gud båret over med tidligere tiders uvidenhed, men nu befaler han, at alle mennesker, hvor de end er, skal vende om til ham. ³¹ Han har nemlig fastsat en dag, hvor han vil afsige sin retfærdige dom over alle mennesker i hele verden. Det vil han gøre sammen med en bestemt mand, som han har udvalgt til den opgave, og for at hjælpe alle mennesker til at tro det, har han oprejst ham fra de døde.”

³² Da forsamlingen hørte, at nogen skulle være genopstået fra de døde, gav nogle sig til at le, mens andre sagde: „Det vil vi høre mere om en anden gang.” ³³ Så forlod Paulus dem, ³⁴ men der var nogle få mænd, der sluttede sig til ham og kom til tro, blandt andre Dionysios, som selv var medlem af Areopagos forsamlingen. Desuden var der en kvinde, der hed Damaris, og flere andre.

Guds folks sejr og fremgang

144 Af David.