The Daily Audio Bible
Today's audio is from the CSB. Switch to the CSB to read along with the audio.
Jeroboam bliver konge i Nordriget
20 Da det blev kendt blandt alle Nordrigets indbyggere, at Jeroboam var vendt hjem, inviterede de ham til et stort folkemøde, hvor de gjorde ham til deres konge. Det var kun Judas stamme, der var loyal over for Davids slægt.
21 Da kong Rehabeam kom tilbage til Jerusalem, mønstrede han sin hær, der bestod af elitetropper fra Judas og Benjamins stammer—180.000 i alt. Med den hær ville han tvinge Nordriget til at anerkende ham som konge. 22 Men Gud gav profeten Shemaja følgende budskab: 23-24 „Sig til Judas konge og til hele Judas og Benjamins folk, at de ikke må bekrige deres broderfolk. Sig til soldaterne, at de skal gå hjem, for det, der er sket, er sket efter min vilje.” Da soldaterne hørte det, adlød de Herrens ord og gik hver til sit.
25 Jeroboam udbyggede nu byen Sikem i Efraims bjergland og gjorde den til sin hovedstad. Han udbyggede også Penuel som fæstningsby.
Jeroboam indfører afgudsdyrkelse og en ny fest
26-27 Det varede ikke længe, før Jeroboam begyndte at frygte for, om han nu også kunne fastholde kongemagten. „Nordrigets folk rejser jo stadig op til Herrens hus i Jerusalem for at bringe deres ofre der,” sagde han til sig selv. „Når de ser, hvor meget guld der er i Jerusalem, kan de let blive fristet til at gå over til kong Rehabeam af Juda. Så finder de måske på at slå mig ihjel og overgive hele Nordriget til Davids slægt.”
28 På sine rådgiveres opfordring fik Jeroboam derfor lavet to guldkalve. „Det er for besværligt at tage helt til Jerusalem og ofre,” sagde han til folket. „Her er jeres guder, som førte jer ud af Egyptens land!”
29-30 Den ene guldkalv blev anbragt i den sydlige by, Betel, og den anden blev senere i en stor procession ført op til den nordligste by, Dan. Det var naturligvis en alvorlig synd, for folket begyndte at tilbede disse afguder. 31 Jeroboam opførte også afgudsaltre på offerhøjene rundt omkring, og han udnævnte præster fra andre stammer end Levis stamme i modstrid med Herrens befaling. 32-33 Han bekendtgjorde også, at den årlige løvhyttefest for fremtiden skulle fejres i Betel den 15. dag i den ottende måned[a]—en dato han selv fandt på, og han indkaldte alle sine præster til at gøre tjeneste i Betel under den ugelange højtid. Da festen begyndte, steg han selv op på alteret i Betel for at tænde ilden og ofre til den guldkalv, han havde ladet opstille der.
Guds profet fra Juda
13 Herren havde imidlertid sendt en profet fra Juda til Betel, og mens Jeroboam stod og var klar til at tænde ilden til røgelsesofferet, 2 råbte denne profet: „Du alter! Hør, hvad Herren siger: En dreng skal fødes i Davids slægt og få navnet Josias. Han vil komme her og ofre de afgudspræster, som tænder offerild på dig. Da skal der brændes menneskeknogler på dig. 3 Og som tegn på, at mit budskab er fra Herren, vil alteret om lidt revne, så asken vælter ud på jorden.”
4 Da kong Jeroboam hørte, hvad profeten råbte imod det nye alter i Betel, pegede han på ham og råbte til vagterne: „Grib ham!” Men øjeblikkelig stivnede hans arm, så han ikke kunne trække den til sig igen, 5 og samtidig revnede alteret, så asken spredtes på jorden—nøjagtig som profeten havde sagt.
6 Forfærdet råbte kongen til profeten: „Gå i forbøn for mig og bed Herren, din Gud, om at gøre min arm normal igen!” Så bad profeten til Herren, og kongens arm blev normal igen. 7 Derpå sagde kongen:
„Tag med mig hjem for at få noget at spise. Jeg vil også give dig en gave.”
8 Men profeten svarede: „Om du så gav mig det halve kongerige, ville jeg ikke tage imod det! Og jeg vil hverken spise eller drikke noget på dette sted. 9 Herren har sagt, at jeg hverken må tage imod noget at spise eller drikke og heller ikke rejse tilbage ad den vej, jeg kom.” 10 Derefter gik profeten bort ad en anden vej.
11 Nu boede der imidlertid en gammel profet i Betel, og hans sønner havde overværet det hele. De skyndte sig hjem og fortalte deres far, hvad profeten fra Juda havde sagt og gjort.
12 „Hvilken vej gik han?” spurgte den gamle profet. Så fortalte de ham det.
13 „Skynd jer!” sagde han. „Se at få sadlet mit æsel!” Og da de havde sadlet æslet, 14 red han efter profeten. Han indhentede ham ved et egetræ, hvor han sad og hvilede sig.
„Er du profeten fra Juda?” spurgte den gamle mand.
„Ja, det er jeg,” svarede han.
15 „Tag med mig hjem og få noget at spise!”
16-17 „Nej,” svarede han, „det kan jeg ikke, for jeg må hverken spise eller drikke, så længe jeg er her. Herren har udtrykkeligt advaret mig imod det, og han befalede mig også at rejse en anden vej hjem, end den jeg kom ad.”
18 Men den gamle mand insisterede: „Jeg er selv profet, og en engel kom til mig og sagde, at jeg skulle tage dig med hjem og give dig noget at spise og drikke.” Men det var løgn alt sammen.
19 Så gik profeten fra Juda med den gamle mand hjem, og han spiste og drak.
20 Men pludselig, mens de sad og spiste ved bordet, kom Herrens ord til den gamle profet, 21-22 og han råbte til profeten fra Juda: „Herren siger, at fordi du var ulydig og stik imod hans klare befaling lod dig overtale til at spise og drikke her, skal du dø, og dit lig vil ikke blive lagt i dit familiegravsted.”
23 Efter måltidet sadlede den gamle mand sit æsel og lod profeten ride af sted på det. 24 Men han var ikke nået ret langt, før en løve sprang op, rev ham af æslet og bed ham ihjel. Derefter blev både løven og æslet stående og kiggede på ham. 25 Nogle forbipasserende så liget ligge ved vejen, mens løven bare stod og kiggede på det. Da de nåede ind til Betel, hvor den gamle mand boede, fortalte de om den mystiske hændelse.
26 Da den gamle profet hørte om det, udbrød han: „Jamen, det må være den profet, som var ulydig imod Herrens befaling. Det er en straf fra Herren, at han blev revet ihjel af en løve.” 27 Så tilføjede han henvendt til sine sønner: „Gør et æsel klar!” Det gjorde de så, 28 hvorefter han red af sted.
Da han lidt senere fandt profetens lig på vejen, stod løven og æslet der stadig og kiggede. Løven havde hverken ædt ham eller angrebet æslet. 29 Da tog den gamle profet liget og lagde det på æslet, hvorefter han vendte tilbage til byen for at sørge over den døde og begrave ham. 30 „Åh, min stakkels ven!” sagde han og lagde den døde i sin egen grav.
31 Derefter sagde han til sine sønner: „Når jeg dør, skal I lægge mig ved siden af ham, 32 for han var en sand profet! Hans dom over afgudsdyrkelsen her i Betel og de andre altre rundt omkring i Samaria skal gå i opfyldelse.”
33 Men trods det, der var sket, opgav Jeroboam ikke sin ondskab—tværtimod, han udnævnte flere præster blandt den almindelige befolkning, så afgudsdyrkelsen omkring offerstederne blomstrede mere end nogen sinde. Enhver, som havde lyst, kunne blive præst. 34 På grund af denne store synd blev hele Jeroboams slægt senere udryddet fra jordens overflade.
Saul i Jerusalem og Tarsos
26 Da Saul senere kom til Jerusalem, prøvede han at komme i forbindelse med de Jesus-troende dér, men de var bange for ham. De troede ikke på, at han virkelig var en discipel. 27 Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til apostlene. Han forklarede dem, hvordan Saul på sin rejse havde set Herren, og hvad Herren havde sagt til ham. Han fortalte også, at Saul med stor frimodighed havde forkyndt om Jesus i Damaskus. 28 Fra da af kunne han færdes frit blandt de troende i Jerusalem. Han forkyndte ivrigt budskabet om Jesus. 29 Men så kom han til at diskutere med nogle græsktalende jøder, og de lagde planer om at slå ham ihjel. 30 Da menighedens ledere blev klar over, hvilken fare han befandt sig i, eskorterede de ham til havnebyen Cæsarea, hvorfra de sendte ham med skib til hans hjemby, Tarsos. 31 Derefter havde menighederne i hele Judæa, Galilæa og Samaria en rolig periode. De levede gudfrygtigt til Herrens ære og voksede under Helligåndens vejledning.
Peter udfører to store mirakler
32 Peter rejste meget omkring, og han var engang på besøg i menigheden i Lydda. 33 I den by traf han en mand ved navn Æneas, der var lam og havde været sengeliggende i otte år. 34 Peter sagde til ham: „Æneas! Jesus Messias helbreder dig! Stå op og red din seng!” Og han stod ud af sengen med det samme. 35 Da folk i Lydda og på Saronsletten så Æneas gå rask og rørig omkring, kom mange af dem til tro på Herren.
36 I Joppe var der en discipel ved navn Tabita (det betyder „gazelle”). Hun var altid parat til at give en håndsrækning—også økonomisk. 37 Men så blev hun pludselig syg og døde. Hendes venner gjorde hende i stand til begravelsen og lagde hende i et rum på første sal. 38 Joppe ligger ikke langt fra Lydda, så da disciplene hørte, at Peter var i Lydda, sendte de to mænd af sted for at bede ham om at komme hurtigst muligt. 39 Han tog straks med dem, og så snart de kom til Joppe, førte de ham op til rummet ovenpå. De mange enker, der var samlet dér, kom grædende hen til ham og viste ham de kjortler og andre klædningsstykker, som Tabita havde syet til dem. 40 Peter bad dem alle om at gå udenfor, hvorefter han knælede ned og bad. Så vendte han sig mod den døde og sagde: „Tabita, rejs dig op!” Hun slog øjnene op, og da hun så Peter, satte hun sig op. 41 Han gav hende hånden og hjalp hende op at stå. Så kaldte han på enkerne og alle de troende, for at de skulle komme ind og se, at hun nu var i live. 42 Beretningen om det mirakel spredtes som en løbeild gennem byen, og mange kom til tro på Herren. 43 Peter blev boende i Joppe et stykke tid hos en garver, der hed Simon.
Herrens bolig
132 En valfartssang.
Herre, du husker Davids hengivenhed.
2 Han gav et højtideligt løfte,
han sagde til Israels mægtige Gud:
3 „Jeg under mig ikke ro,
jeg vil ikke lægge mig til hvile,
4 jeg vil ikke sove,
jeg vil ikke lukke et øje,
5 før jeg har bygget Herren et hus,
en værdig bolig for Israels vældige Gud!”
6 Vi hørte i Betlehem,[a] at pagtens ark var blevet set,
vi tog til Ja’ars marker og fandt den.
7 Lad os nu bringe den til helligdommen,
så vi kan tilbede Gud ved hans fodskammel.
8 Kom, Herre, indtag din bolig,
på den Ark, der viser din magt.
9 Må præsterne altid gøre det rette,
og dit trofaste folk juble af glæde.
10 Du gav et løfte til David og hans slægt.
Forkast derfor ikke din udvalgte konge.
11 Du lovede David med en ed,
et løfte, som ikke kan brydes:
„Jeg vil gøre din søn til konge,
han skal regere efter dig.
12 Og hvis dine efterkommere vil holde min pagt
og adlyde mine befalinger,
skal din slægt blive ved at regere,
sidde på tronen til evig tid.”
13 Herren har udvalgt Zion,
dér ønsker han at bo.
14 „Dette er mit blivende hjem,
det er her, jeg har valgt at bo.
15 Jeg velsigner byen med overflod,
jeg giver de fattige mad at spise.
16 Jeg udruster præsterne til deres gerning,
mine trofaste tjenere skal råbe af glæde.
17 Derfra skal en mægtig konge spire frem,
fra Davids slægt, som jeg har udvalgt.
18 Hans fjender vil blive til skamme,
men han selv skal regere i herlighed.”
6 Bedsteforældre er stolte af deres børnebørn,
ligesom børn er stolte af deres forældre.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.