Chronological
Indledende hilsen
1 Dette brev er fra Paulus, som efter Guds vilje er blevet apostel i tjenesten for Jesus Kristus. Min livsmission er at forkynde om det evige liv, som Gud har lovet dem, der tror på Jesus Kristus.
2 Kære Timoteus, min elskede søn i troen. Må du opleve barmhjertighed, nåde og fred fra Gud, vores Far, og Jesus Kristus, vores Herre.
Paulus udtrykker sin taknemmelighed for Timoteus
3 Jeg takker Gud for dig, hver gang jeg tænker på dig, om det så er dag eller nat, den Gud, som jeg tjener med en ren samvittighed, og som min familie har tjent gennem mange generationer.[a] 4 Jeg glæder mig til at mødes med dig igen, for jeg husker dine tårer, da vi sidst sagde farvel til hinanden.
5 Jeg tænker tit på din helhjertede tro på Herren. Både din mor, Eunike, og din mormor, Lois, havde en stærk tro, og jeg er overbevist om, at du har den samme stærke tro.
Personlig formaning og opmuntring til Timoteus
6 Derfor vil jeg også opfordre dig til at opflamme den nådegave fra Gud, som du fik, da jeg bad for dig under håndspålæggelse. 7 Gud har ikke givet os en Ånd, der gør os frygtsomme, men en Ånd, der giver os kraft, kærlighed og sund fornuft.
8 Du må ikke skamme dig over at fortælle andre om vores Herre, og du må ikke tabe modet, fordi jeg sidder i fængsel. Vær parat til at lide for budskabet om Kristus, ligesom jeg gør, og søg kraft dertil fra Gud, 9 som frelste os og kaldte os til at tjene ham. Det var ikke noget, vi gjorde os fortjent til. Det var ene og alene, fordi han, længe før verden blev til, havde besluttet at vise os sin nåde gennem Jesus Kristus. 10 Den plan blev åbenbaret for alle, da vores Frelser, Jesus Kristus, kom til jorden. Han tilintetgjorde dødens magt og åbenbarede vejen til liv og udødelighed gennem troen på ham. 11 Og Gud udvalgte mig til at være forkynder, lærer og apostel for dette budskab. 12 Det er derfor, jeg må igennem de her lidelser. Men det har ikke slået mig ud, for jeg kender ham, jeg har sat min lid til, og jeg er sikker på, at han har magt til at værne om den tjeneste, han har betroet mig, indtil den sidste dag.
13 Det, du har lært af mig, skal være din rettesnor for sund forkyndelse, og du skal udføre din tjeneste med den trofasthed og kærlighed, som kommer fra Jesus Kristus selv.[b] 14 Ved hjælp af Helligånden, som bor i os, skal du værne om den gode tjeneste, du har fået betroet.
Paulus i fængsel
15 Du ved, at alle mine medarbejdere fra provinsen Asien har forladt mig, deriblandt Fygelos og Hermogenes.
16 Herren velsigne Onesiforos og hans familie! Han har flere gange besøgt mig og opmuntret mig, og han har aldrig skammet sig over, at jeg sidder i lænker. 17 Tværtimod, da han kom til Rom, søgte han straks efter mig og fandt ud af, hvor jeg var. 18 Må Herren vise ham nåde på dommens dag. Og du ved bedst selv, hvor stor en hjælp han var for os, da vi var i Efesos sammen.
Om at tjene Jesus med trofasthed og udholdenhed
2 Timoteus, min søn, hent din styrke fra den nåde, som Jesus Kristus giver. 2 Alt, hvad du har hørt mig undervise om i mange vidners nærvær, skal du give videre til trofaste mennesker, som er kvalificerede til selv at undervise andre.
3 Som en god soldat, der kæmper for Jesus Kristus, må du være parat til at lide ondt ligesom vi andre. 4 En soldat i tjeneste vil gerne gøre den, der har hvervet ham, tilfreds. Derfor kan han ikke være opslugt af dagliglivets gøremål. 5 Og idrætsfolk må følge spillets regler, hvis de skal vinde sejrskransen. 6 Den landmand, som har slidt i marken, må være den første til at få del i høsten. 7 Tænk over det, jeg siger. Herren vil give dig indsigt i alle de her ting.
8 Glem aldrig essensen af min forkyndelse: Jesus Kristus er Davidssønnen, og han blev oprejst fra de døde. 9 Det er, fordi jeg har forkyndt dette glædelige budskab, at jeg må lide og sidder i lænker, som om jeg var en forbryder. Men Guds ord kan man ikke standse med lænker. 10 Jeg er parat til at udholde det alt sammen for de udvalgtes skyld, så de må opnå frelsen i Jesus Kristus og den evige herlighed, som følger med. 11 Tro mig:
Er vi døde med ham, skal vi leve med ham.
12 Holder vi ud, skal vi regere med ham.
Fornægter vi ham, vil han også fornægte os.
13 Er vi troløse, forbliver han dog trofast,
for han kan ikke fornægte sin egen natur.
Undgå meningsløse diskussioner
14 Det skal du minde folk om, og du skal formane de genstridige i Guds navn. Sig til dem, at de ikke må føre nytteløse diskussioner—det virker blot ødelæggende på tilhørerne. 15 Sørg for at holde dig selv på ret kurs i forhold til det sande budskab, så du til sin tid kan stå frem for Gud som en, der ikke behøver at skamme sig over sit arbejde. 16 Hold dig fra den tåbelige og tomme snak, der kun fører mennesker bort fra Gud. 17 Den slags er som kræft, der æder om sig. Hymenæus og Filetus er eksempler på folk, 18 som er kommet bort fra sandheden. De ødelægger troen hos nogle ved at hævde, at de dødes opstandelse allerede har fundet sted. 19 Men sandheden er baseret på et solidt fundament, som Gud selv har lagt, og det fundament har følgende indskrift: „Herren kender dem, der hører ham til,” og: „Alle, der vedkender sig Herren, skal tage afstand fra det onde.”[c]
20 I et fornemt hjem findes der skåle af guld og sølv, men også nogle af træ og ler. De fine skåle bruges, når der er fest, mens de billige bruges til daglig. 21 De, der holder sig fra nytteløse diskussioner og falsk lære, er som rene skåle, der altid er klar til brug, og som husets herre kan anvende til mange gode formål.
22 Flygt fra de ting, som frister unge mennesker, og stræb efter hæderlighed, trofasthed, kærlighed og fred ligesom alle de andre, der tror på og beder til Herren af et rent hjerte.
23 Endnu en gang siger jeg til dig, at du skal holde dig fra de dumme, ja tåbelige diskussioner. Du ved, at det kun fører til skænderier, 24 og en Herrens tjener skal ikke skændes med nogen. Han bør være venlig mod alle, dygtig til at lære fra sig og udholdende i modgang. 25 Han skal irettesætte sine modstandere med nænsomhed. Måske de så med Guds hjælp vil ændre mening og komme til erkendelse af sandheden. 26 Måske de vil komme til fornuft og blive friet ud af den fælde, Djævelen har fanget dem i for at få dem til at gøre, hvad han vil.
Ondskaben tager til
3 Du skal vide, Timoteus, at den sidste tid, før Herren kommer igen, bliver en meget vanskelig tid. 2 Folk vil kun tænke på sig selv og deres penge. De vil være arrogante og store i munden. De vil håne Gud og gøre oprør mod deres forældre. De vil være utaknemmelige og respektløse, 3 afstumpede og hårdhjertede. De vil være anklagende, hæmningsløse, brutale, uden ønske om at gøre godt, 4 forræderiske, fremfusende og hovmodige. De vil være mere opsat på at søge fornøjelser end på at søge Gud. 5 De vil have en overfladisk religiøsitet, men vil ikke have noget med Guds kraft at gøre. Hold dig fra den slags mennesker.
6 Nogle af dem er falske lærere, der trænger sig ind i hjemmene og får magt over svage kvinder, der går rundt og er tynget af skyldfølelse over deres synder. Sådanne kvinder har et utal af behov 7 og er altid parate til at følge nye lærere. Men de når aldrig frem til at forstå sandheden. 8 Som Jannes og Jambres[d] satte sig op imod Moses, sådan sætter de falske lærere sig op imod sandheden. Deres sind er fordærvet, og deres tro holder ikke under prøvelser. 9 Derfor kan de heller ikke blive ved. En dag vil man indse, hvor tåbelige de er—ligesom det skete for Jannes og Jambres.
Hold fast ved det, du har lært, og irettesæt de falske lærere
10 Timoteus, du har fulgt mig tæt på i lang tid. Du har observeret min undervisning, min adfærd og mine mål i livet. Du kender min trofasthed, langmodighed, kærlighed og udholdenhed. 11 Du ved også om de forfølgelser og lidelser, jeg har været igennem i Antiokia, i Ikonion og i Lystra. Du ved, hvordan jeg holdt ud gennem dem alle sammen, og hvordan Herren reddede mig hver gang. 12 Alle, der ønsker at tjene Jesus Kristus og leve et gudfrygtigt liv, vil blive forfulgt. Sådan er det bare. 13 Men de ondskabsfulde, religiøse bedragere vil synke dybere og dybere. De er faret vild og fører andre på vildspor.
14 Du, derimod, skal holde fast ved det, du har lært og har sat din lid til. Du kender jo dem, der har undervist dig. 15 Desuden er du fra din tidligste barndom blevet oplært i de hellige skrifter, som hjalp dig til at forstå, at frelsen modtages ved tro på Jesus Kristus. 16 Hele Skriften er inspireret af Gud og kan bruges til undervisning, til irettesættelse, til korrektion og til træning i at leve ret, 17 så enhver, der ønsker at tjene Gud, kan blive fuldt udrustet til at gøre det gode.
4 1-2 Jeg er meget bevidst om, at Gud ser og hører alt, hvad jeg gør. Jeg tænker også meget på, at Jesus Kristus skal dømme de levende og de døde, og at han kommer og opretter sit rige. Derfor vil jeg minde dig om det ansvar, du har, for at forkynde det budskab, du har fået betroet, hvad enten du synes, det er belejligt eller ubelejligt. Du skal afsløre enhver falsk lære og korrigere de vildfarne. Vejled mennesker med megen tålmodighed og klar undervisning. 3 Der kommer nemlig en tid, hvor folk ikke vil rette sig efter den sunde lære, men i stedet følger deres egne ønsker og holder sig til de forkyndere, der fortæller dem, hvad de gerne vil høre. 4 De vil vende det døve øre til sandheden og i stedet lytte til myter. 5 Du skal være på vagt på alle områder. Vær ikke bange for at lide ondt, men gør et godt stykke arbejde som evangelist. Vær helhjertet i din tjeneste.
Personlige kommentarer
6 Hvad mig angår, så skal mit blod snart ofres som et drikoffer. Tiden er inde til, at jeg skal herfra. 7 Jeg har kæmpet den gode kamp, fuldført løbet og bevaret troen. 8 Nu venter belønningen forude, retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil overrække mig på den store dag. Ja, ikke bare mig, men alle, som længes efter, at han skal komme igen.
9-10 Kom til mig, så hurtigt du kan, for Demas har forladt mig af kærlighed til den nuværende verden og er taget til Thessaloniki. Kreskens er rejst til Galatien og Titus til Dalmatien. 11 Kun Lukas er endnu hos mig. Tag Markus med dig hertil, for jeg har brug for ham i tjenesten. 12 Tykikos har jeg sendt til Efesos. 13 Tag den frakke med, som jeg efterlod hos Karpos i Troas—og husk mine bøger, især dem på pergament.
14 Kobbersmeden Alexander har gjort mig meget ondt, men det er Herrens sag at straffe ham. 15 Du skal være på vagt over for ham, for han er en stærk modstander af vores forkyndelse.
16 Første gang jeg skulle forsvare mig for domstolen, var der ingen, der hjalp mig. Alle svigtede mig. Gid de aldrig skal stå til regnskab for det. 17 Men Herren hjalp og styrkede mig, så jeg kunne fuldføre min forkyndelse og bringe budskabet om ham ud til alle folkeslag. Og han reddede mig fra at blive dømt til døden. 18 Ja, Herren vil fortsat redde mig ud af ethvert ondt angreb og føre mig sikkert ind i sit himmelske rige. Æren tilhører ham i al evighed! Amen.
Afsluttende hilsener
19 Hils Priska og Akvila. Hils Onesiforos og hans familie. 20 Erastos blev i Korinth, og jeg måtte efterlade Trofimos i Milet, da han blev syg.
21 Skynd dig at komme, før det bliver vinter. Jeg skal hilse fra Eubulos, Pudens, Linus, Claudia og alle de troende her. 22 Herren være med din ånd! Nåde være med jer!
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.