Chronological
Nyt liv ved Guds Ånds kraft
8 Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, der tilhører Jesus Kristus. 2 For gennem Kristus er jeg[a] blevet sat fri ved den Ånds kraft, som bringer liv, og jeg lever ikke længere under syndens lov, som bringer død. 3 Loven var ikke stærk nok til at sejre over menneskets syndige natur, men Gud gav os sejr. Han sendte jo sin egen Søn ind i denne verden, for at han skulle leve under samme vilkår, som vi syndige mennesker levede under, og han gjorde ham til syndebuk for os alle. På den måde blev synden, som var i mennesket, dømt til døden. 4 Derfor kan vi, som nu lever under Åndens ledelse—og ikke under syndens herredømme—opfylde lovens gode hensigt. 5 De, der lever under syndens herredømme, tænker i syndens tankebaner, mens de, der lever under Åndens ledelse, tænker i Åndens tankebaner. 6 Syndens tanker fører til død, men Åndens tanker fører til liv og fred. 7 Synd er nemlig oprør og fjendskab mod Gud. Synden hverken vil eller kan underordne sig Guds vilje, 8 og de, der lever et liv styret af synden, kan ikke behage Gud. 9 I, derimod, er ikke styret af synden, men af Ånden, hvis ellers Guds Ånd bor i jer. Men de, som ikke har Kristi Ånd, hører ikke Kristus til.
10 Når Kristus bor i jer, skal legemet ganske vist dø engang, fordi synden bragte døden ind i verden, men Ånden giver nyt liv, fordi Kristus tog straffen for al synd på sig selv. 11 Og da Guds Ånd bor i jer, vil han, som oprejste Jesus fra de døde, også oprejse jeres dødelige legemer til sin tid og give jer det evige liv.
12 Altså, kære venner, da synden ikke længere har magt over jer, skal I ikke leve et syndigt liv. 13 Det syndige liv straffes med døden. Men hvis I ved Åndens kraft sætter en stopper for de syndige handlinger, skal I få det evige liv.
Vi er Guds elskede børn
14 Alle, som bliver ledt af Guds Ånd, er Guds børn. 15 Den Ånd, I har fået, gør jer ikke til slaver, for så kom I blot igen til at leve et liv i frygt. Nej, Guds Ånd gør det klart for jer, at I er Guds børn. Det er Guds Ånd i os, der gør, at vi kan kalde ham vores far. 16 Det er Guds Ånd, der bekræfter over for vores egen ånd, at vi virkelig er Guds børn.
Guds herlighed bliver os til del
17 Da vi nu er blevet børn af Gud, som Kristus er det, kan vi regne med at få del i alt det, som Gud vil give sine børn. Er vi parate til at lide, som Kristus led, kan vi også regne med at få del i den samme herlighed, som han fik del i. 18 De lidelser, vi skal igennem her og nu, regner jeg ikke for noget i sammenligning med den herlighed, som vi skal opleve engang. 19 Alt, hvad Gud har skabt, længes efter at få del i den herlighed, som hans børn engang skal få. 20 Hele skaberværket lever under håbløshedens åg, ikke fordi det ønskede det, men fordi Gud måtte straffe de første menneskers ulydighed. Dog er der håb. 21 Alt det skabte vil engang blive sat fri fra den nuværende forgængelighed og død og få del i den herlige frihed, som Guds børn skal opleve. 22 Vi ved, at alt det skabte til stadighed stønner og vrider sig som i veer. 23 Selv vi, der har fået Guds Ånd som en forsmag på den kommende herlighed, stønner og sukker, mens vi med længsel venter på at få en ny og udødelig krop og på at modtage alt, hvad Gud har til os som sine elskede børn. 24 Vi fik et fantastisk håb, da vi kom til tro. Man behøver jo ikke at håbe på det, man ser foran sig. 25 Men når vi håber på det, vi endnu ikke har set, så gør vi det med udholdenhed og stor forventning.
26 Desuden kommer Helligånden os til hjælp i vores magtesløshed, for vi ved ikke, hvordan vi bedst kan bede til Gud. Men så træder Ånden til og beder med dybe suk, som ikke kan udtrykkes i ord. 27 Gud kender det inderste i hjertet og ved, hvad Helligånden har i tanke, for Ånden beder inderligt på vores vegne og efter Guds vilje. 28 Og vi ved, at Gud kan få det bedste ud af alting, når det gælder dem, der elsker ham—dem, som han har besluttet at kalde. 29 Han kendte dem i forvejen, og han har bestemt, at de skal komme til at ligne hans Søn, så Jesus kan være den første af mange søskende. 30 Dem, Gud i forvejen har vedkendt sig, har han også kaldet. Og dem, han har kaldet, har han også frikendt, og dem, der er frikendt, får del i hans herlige og evige liv.
Guds kærlighed overvinder alt
31 Behøver jeg at sige mere? Når Gud er med os, hvem kan da besejre os? 32 Gud ofrede sin egen søn for os! Når han har givet os så stor en gave, mon han så ikke også vil give os, hvad vi ellers har brug for? 33 Når Gud har frikendt sine børn, hvem har så ret til at anklage dem? 34 Når Kristus er død for os, hvem vover så at fordømme os? Ikke alene døde Kristus for os, men han blev oprejst fra de døde og sidder nu ved Guds højre hånd og beder inderligt for os. 35 Intet kan skille os fra Kristi kærlighed, det være sig lidelser, vanskeligheder eller forfølgelse, sult eller fattigdom, fare eller død. 36 Selvom Skriften lover os modgang, når den siger: „Vi er i livsfare hver eneste dag. Vi er som får, der er på vej til slagtning”,[b] 37 så kommer vi igennem det hele sejrende, fordi Kristus i sin kærlighed giver os styrke. 38-39 Jeg er overbevist om, at intet i hele universet kan skille os fra Guds kærlighed—hverken engle eller åndsmagter, hverken det, som eksisterer nu, eller det, som vil komme i fremtiden, hverken himmelrummets eller havdybets kræfter. Nej, intet i livet—end ikke døden—kan rive os ud af den kærlighed, som Gud har vist os gennem Jesus Kristus, vores Herre!
Paulus’ sorg over jødernes vantro
9 1-2 Jeg bærer på en stor sorg og har en stadig smerte i mit hjerte. Jeg lyver ikke, for jeg tilhører Kristus. Helligånden bekræfter over for min samvittighed, at jeg taler sandt, når jeg siger, 3 at jeg er parat til selv at gå fortabt, hvis det kunne redde mine jødiske landsmænd fra fortabelsen. 4 Det drejer sig jo om israelitterne, der blev udvalgt til at være Guds eget folk, og de har oplevet hans mægtige undere. Det var dem, han oprettede sine pagter med. Det var dem, der modtog Guds lov, tempeltjenesten og løfterne om velsignelse. 5 De udgør Abrahams slægt, og ud af den slægt kom Messias. Lovet være Gud til evig tid, han som er Herre over alle ting. Amen.[c]
Velsignelsen fås ved tro på Guds løfter
6 Når nu flertallet af jøder ikke oplevede den velsignelse, som Gud havde lovet skulle komme gennem Abrahams slægt, betyder det så, at man ikke kan stole på Guds løfter? Nej, for det er ikke alle jøder, der hører med til det sande Guds folk.[d] 7 Det er jo heller ikke alle Abrahams efterkommere, der får del i Guds løfte til Abrahams slægt, men kun dem, der nedstammer fra hans søn Isak. 8 Det betyder, at man ikke bliver et Guds barn blot ved, at man nedstammer fra Abraham,[e] men ved, at man tror på, hvad Gud har lovet. 9 Guds løfte vedrørende Isak lød jo sådan: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn.”[f]
Er Gud uretfærdig?
10-12 Gud gav også et løfte til Rebekka, som blev gift med vores stamfar Isak. Da hun ventede tvillinger, sagde Gud til hende: „Den ældste kommer til at tjene den yngste.”[g] Det blev sagt, før Jakob og Esau blev født, så de havde endnu ikke udført hverken gode eller onde bedrifter. Det viser, at Guds beslutninger står fast. Udvælgelsen bygger ikke på vores anstrengelser, men på Gud, som kalder. 13 Gud har jo selv sagt: „Jeg foretrak Jakob frem for Esau.”[h]
14 Betyder det så, at Gud er uretfærdig? På ingen måde! 15 Han sagde engang til Moses: „Jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil.”[i] 16 Altså beror det ikke på menneskers viljestyrke eller anstrengelser, men på Guds barmhjertighed. 17 Gud sagde engang til Egyptens konge: „Jeg har gjort dig til konge for at demonstrere min magt på dig, og for at mit navn kan blive kendt over hele jorden.”[j] 18 Det er altså Gud selv, der afgør, hvem han vil være barmhjertig imod, og hvem han vil gøre hård.
19 Nu siger du måske: „Så kan Gud da ikke bebrejde os noget, for vi kan ikke gå imod Guds vilje.” 20 Menneske dog! Tør du gå i rette med Gud? Mon det, som er skabt, har ret til at beklage sig over for Skaberen og sige: Hvorfor har du skabt mig sådan? 21 Har pottemageren ikke ret til ud af den samme klump ler at lave enten en smuk vase eller en krukke til affald? 22 Selvom Gud ønskede at udøve sin magt og straffe dem, som gjorde oprør imod ham, og som er på vej mod fortabelsen, så holdt han igen. Har han ikke ret til det? 23 Han ønsker nemlig at vise sin overstrømmende kærlighed og nåde mod dem, han har beredt til at få del i hans herlighed.
Guds nye folk
24 Vi hører med til dem, som har oplevet Guds tilgivelse, uanset om vi er af jødisk afstamning eller ej. 25 Det nye Guds folk står omtalt hos Hoseas, hvor han siger:
„Det folk, som ikke var mit folk, vil jeg kalde ‚mit folk’,
og det folk, som jeg ikke elskede, vil jeg kalde ‚det elskede’.”[k]
26 Hoseas siger også: „På det sted, hvor der blev sagt til dem: ‚I er ikke mit folk’, vil de blive kaldt ‚den levende Guds børn’.”[l] 27 Og Esajas råbte med smerte om det jødiske folk: „Selvom Israels folk er talrigt som sandet ved stranden, vil kun nogle få af dem blive reddet, 28 for Herren vil gøre kort proces og føre straffen over landet til ende.”[m] 29 Det er, som Esajas også har forudsagt: „Hvis ikke den almægtige Gud havde reddet en rest, var vi blevet udslettet som Sodoma, gjort til intet som Gomorra.”[n]
Hvorfor tog det jødiske folk ikke imod Messias?
30 Hvad kan vi uddrage af alt det her? At folk, som ikke er jøder, og som ikke stræbte efter at blive accepteret af Gud, blev accepteret, vel at mærke på grund af deres tro. 31 Men jøderne, som hele tiden stræbte efter det ved at prøve at overholde loven, opnåede det aldrig. 32 Hvorfor ikke? Fordi de mente, at han ville godtage dem på grund af deres gode gerninger, ikke på grund af deres tro. De snublede over „anstødsstenen”, 33 og dermed opfyldte de Skriftens ord:
„Jeg lægger en anstødssten på Zions bjerg,[o]
og folk vil snuble over den.
Men de, der tror på ham,
vil ikke blive skuffede.”[p]
10 I skal vide, kære venner, at jeg ønsker af hele mit hjerte og beder om, at mine jødiske landsmænd må få det evige liv. 2 Jeg kan bevidne, at de brænder for Guds sag, men at de mangler forståelse for, hvad hans vilje er. 3 De forstår nemlig ikke, at det at blive godtaget af Gud er en gave. I stedet prøver de at blive accepteret af ham ved at gøre, hvad de kan, for at opfylde den jødiske lov. De har ikke forstået Guds måde at gøre det på, 4 for den jødiske lovs tidsalder ophørte, da Kristus kom.[q] Alle mennesker bliver nu accepteret af Gud ved tro på Kristus.
5 Angående dem, der er underlagt den jødiske lov, skriver Moses: „Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved.”[r] 6 Når det derimod drejer sig om dem, der er accepteret af Gud på grund af tro, siger Skriften: „Du skal ikke spørge, hvem der kan stige op til Himlen (nemlig for at hente Kristus ned), 7 eller hvem, der kan stige ned i afgrunden (nemlig for at hente Kristus op fra de døde.)” 8 Skriften siger nemlig også: „Du kender allerede budskabet. Det er i dit hjerte og på dine læber.”[s] Og det er netop det budskab om tro, vi forkynder. 9 Hvis du ærligt kan sige: „Jesus er herre i mit liv”, og hvis du i dit hjerte tror på, at Gud oprejste Jesus fra de døde, så får du det evige liv. 10 Gud accepterer og giver evigt liv til alle, som i deres hjerte tror på Jesus, og som med munden bekræfter deres tro.
11 Skriften siger også: „De, der tror på ham, vil ikke blive skuffede.”[t] 12 I det stykke er der ingen forskel på jøder og andre folkeslag, for de har alle den samme Jesus som deres Herre, og han giver sin rige velsignelse til alle, der råber til ham om hjælp. 13 Der står nemlig skrevet: „Enhver, der råber til Herren om hjælp, vil blive reddet.”[u]
14 Men hvordan kan nogen søge hjælp hos Jesus, hvis de ikke tror på ham? Og hvordan kan nogen komme til tro på ham, hvis de ikke har hørt om ham? Og hvordan kan de høre om ham, hvis ingen fortæller dem om ham? 15 Og hvordan kan nogen fortælle om ham, hvis de ikke sendes ud med budskabet? Som Skriften siger: „Hvor er det dejligt, når nogen kommer med et glædeligt budskab.”[v]
16 Men ikke alle ønskede at tage imod det glædelige budskab. Det er, som Esajas sagde: „Herre, hvem troede på budskabet?”[w] 17 Troen kommer af det, man hører, hvis det, man hører, er budskabet om Kristus.
18 Har jøderne da ikke hørt budskabet? Jo, helt bestemt, for det er, som Skriften siger: „Deres ord når ud til jordens ende. Budskabet høres i hele verden.”[x]
19 Har jøderne da ikke forstået budskabet? Jo, men de tog ikke imod det.[y] Gud talte jo for længe siden profetisk gennem Moses og sagde: „Jeg vil provokere dem ved at elske en anden, jeg vil gøre dem jaloux på et ‚uvidende’ folk.”[z] 20 Endvidere sagde Gud helt klart gennem profeten Esajas: „Jeg blev fundet af dem, der ikke søgte mig. Jeg viste mig for dem, der ikke spurgte efter mig.”[aa] 21 Og om jøderne siger han: „Dagen lang rakte jeg hænderne ud mod et ulydigt og oprørsk folk.”[ab]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.