Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Chronological

Read the Bible in the chronological order in which its stories and events occurred.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
2 Korinterne 10-13

Paulus forsvarer sin autoritet som apostel

10 Nogle af jer beskylder mig for at optræde spagfærdigt, når jeg er hos jer, men modigt, når jeg er langt væk. Jeg advarer jer med den nænsomhed og venlighed, som kendetegner Kristus selv, og jeg håber ikke, det bliver nødvendigt for mig at optræde modigt og stærkt for at irettesætte dem, der mener, at vi handler ud fra selviske motiver. Godt nok lever vi her i verden, men vi kæmper ikke med verdslige våben. Vi bruger ikke menneskelige metoder i den åndelige kamp, men Guds mægtige kraft, som kan nedbryde tankemæssige fæstningsværker og besejre imponerende argumenter og overmodige tanker, der går imod en sand forståelse af Gud. Vi tager den slags tanker til fange og fører dem ind i lydighed mod Kristus. Og vi er klar til at straffe dem iblandt jer, som stadig måtte være ulydige, efter at resten af jer er blevet lydige.

I ser overfladisk på tingene, men de, som véd med sig selv, at de hører Kristus til, må da kunne bedømme, at når de hører Kristus til, så gør vi det også. Jeg kunne godt rose mig endnu mere af den autoritet, Herren har givet os som apostle—en autoritet vi har fået for at styrke jer, ikke for at straffe jer—og jeg er ikke bange for at gøre det, hvis det bliver nødvendigt. Men jeg ønsker ikke, at det skal se ud, som om jeg er ude på at skræmme jer i mine breve. 10 „Hans breve,” siger nogle jo, „har stor kraft og styrke, men når han selv kommer, er han svag og ikke værd at høre på.” 11 De, der taler sådan, må gøre sig klart, at det vi siger på afstand i vores breve, det handler vi på, når vi er hos jer.

12 Misforstå mig ikke! Jeg kunne ikke drømme om at stille mig på linie med de mænd, der hele tiden anbefaler sig selv. Det er ikke klogt af dem udelukkende at sammenligne sig med hinanden og ustandselig måle sig med deres egen målestok. 13 Vi ønsker ikke at forsvare os selv mere end rimeligt er. Vi holder vores tjeneste inden for de grænser, Gud har afstukket for os, og vores tjeneste over for jer ligger inden for de grænser. 14 Vi går nemlig ikke for vidt, når vi mener at have det åndelige ansvar for jer. Det var jo os, der først tog helt over til Korinth med budskabet om Kristus.

15 Vi ønsker ikke uretmæssigt at tage æren for det arbejde, som andre har udført iblandt jer, men vi håber, at når jeres tro vokser, vil vi kunne udvide vores arbejdsfelt endnu mere, 16 så vi kan forkynde budskabet om Kristus i de områder, som ligger endnu længere væk end Korinth. På den måde undgår vi risikoen for at komme til at rose os af andres arbejde. 17 Skriften siger jo: „Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort.”[a] 18 Det er jo ikke den, der anbefaler sig selv, der opnår anerkendelse, men den, som Herren anbefaler.

Paulus og de falske apostle

11 Nu håber jeg, I vil bære over med lidt tåbelig snak fra min side—ja, det gør I jo allerede! Gud har lagt en længsel i mit hjerte efter at beskytte jer mod åndelig utroskab. For ligesom en ung jomfru holder sig fra andre mænd i hengivenhed over for den mand, hun er forlovet med, sådan bør I være hengivne over for Kristus alene. Men jeg er bange for, at det skal lykkes nogle af de falske forkyndere at dreje jeres tanker bort fra den rene og enkle hengivenhed over for Kristus, ligesom Slangen narrede Eva med sin snedige overtalelsesevne. For hvis nogen kommer og forkynder jer en anden Jesus, end ham vi forkyndte, eller hvis I åbner jer for en anden ånd end Helligånden, som I modtog, eller hvis nogen viser jer en anden vej til frelse, så accepterer I det uden videre! Men jeg mener ikke, at jeg står tilbage for de „superapostle”, som optræder hos jer. Det kan godt være, at jeg ikke er nogen stor taler, men jeg har til gengæld et indgående kendskab til det, jeg taler om. Det er I vist også klar over, for vi har bevist det over for jer på mange forskellige måder.

Var det forkert af mig at forkynde Guds budskab uden at få betaling for det? Skulle jeg have fremhævet mig selv noget mere? Når jeg bøjede mig ned, var det for at kunne løfte jer op. I de andre menigheder tog jeg imod betaling, for at jeg kunne klare at betjene jer. Og da mine penge slap op, mens jeg var hos jer, bad jeg ikke jer om noget, men det var de kristne, som kom fra Makedonien, der gav mig, hvad jeg havde brug for. Jeg har aldrig bebyrdet jer med udgifter og vil heller ikke gøre det. 10 Så sandt Kristus bor i mig, skal den ære ikke tages fra mig i provinsen Akaja. 11 Hvorfor ikke? Mon det er, fordi jeg ikke elsker jer? Gud ved, hvor meget jeg elsker jer!

12 Jeg vil fortsat handle på den måde over for jer, for at de andre ikke skal få en chance for at prale med, at de står på linie med os. 13 De er nemlig falske apostle. De er bedragere, som giver sig ud for at være sendt af Kristus. 14 Det er ikke så mærkeligt, for Satan selv giver sig jo ud for at være en lysets engel. 15 Derfor kan det ikke undre nogen, at de, der tjener Satan, påstår, at de tjener Gud. Men de vil få løn som forskyldt.

Paulus’ lidelser som apostel

16 Nu vil jeg alligevel prale lidt. Det gør jeg ikke, for at I skal synes, jeg er tåbelig, men selvom I skulle synes det, så hør alligevel på mig. 17 Herren har ikke befalet mig at fremhæve mig selv, og det er sikkert tåbeligt af mig at gøre det. 18 Men når så mange andre roser sig af de ydre ting, som verden ser på, så vil jeg også gøre det. 19 I er jo så kloge, at I gladelig tager imod nogle tåbeligheder. 20 I accepterer uden videre, hvis nogen umyndiggør jer eller æder jer ud af huset, eller hvis nogen tager magten over jer, ophøjer sig selv og behandler jer med foragt. 21 Jeg må med skam bekende, at vi er for svage til den slags!

Men når de andre nu tillader sig at prale, så lad mig også gøre det, selvom det er tåbeligt. 22 De er stolte over at være hebraisktalende jøder. Det er jeg også! De siger, at de hører til Guds udvalgte folk. Det gør jeg også! De siger, at de er Abrahams efterkommere. Det er jeg også! 23 De siger, at de tjener Kristus. Nu bliver jeg helt ustyrlig: Det gør jeg da endnu mere end dem! Jeg har slidt og slæbt mere end dem, og jeg har været i fængsel flere gange, end de har. Jeg er blevet pryglet mere end dem og har ofte været døden nær. 24 Fem gange har jøderne givet mig de frygtelige 39 piskeslag. 25 Tre gange er jeg blevet slået med stokke, og én gang er jeg blevet stenet. Tre gange har jeg lidt skibbrud, og et helt døgn har jeg drevet rundt på havet. 26 Jeg har haft mange farlige rejser. Jeg har været i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare blandt mine egne landsmænd og i fare blandt fremmede folkeslag. Jeg har været i fare i byer, i ørkener og på de oprørte have. Jeg har også været i fare midt iblandt mennesker, der gav sig ud for at være kristne. 27 Jeg har slidt, lidt afsavn og haft mange søvnløse nætter. Jeg har lidt sult og tørst, og mange gange har jeg fastet. Ofte har jeg frosset og manglet tøj at tage på. 28 Og oven i alt det daglige, ydre stress bekymrer jeg mig for, hvordan menighederne klarer sig. 29 Er det mærkeligt, at også jeg føler mig svag? Er det mærkeligt, at også jeg fristes til at give op, når andre falder fra? 30 Skal jeg endelig rose mig af noget, så lad mig rose mig af min magtesløshed. 31 Gud, vores Herres Jesu Kristi Far, ved, at jeg taler sandt. Han være priset i al evighed! 32 I Damaskus satte Kong Aretas’ guvernør vagter ved byens porte for at fange mig. 33 Men gennem et hul i bymuren blev jeg firet ned i en kurv og slap derfra.

Guds kraft udfolder sig bedst i magtesløshed

12 Selvom det lyder som tåbeligt praleri, så lad mig alligevel gå videre og fortælle om de syner og åbenbaringer, Herren har givet mig.

2-3 For 14 år siden skete der noget for et menneske, som hører Kristus til. Han blev løftet op og ført til den tredje himmel. Jeg ved ikke, om kroppen var med, eller det kun var ånden. Gud alene ved det! Dog ved jeg, hvem det menneske var. Han kom til Paradis, hvor han hørte ufattelige ting, som det ikke er op til et menneske at tale om. Den oplevelse er nok værd at fremhæve, men jeg vil ikke fremhæve det, jeg selv formår. Hvis jeg skal fremhæve noget i mig selv, bliver det kun min afmægtighed. Hvis jeg fik lyst til at prale af noget, kunne jeg godt gøre det uden at være en tåbe, for det ville jo være sandt. Men jeg foretrækker at lade være, for at ingen skal have højere tanker om mig, end de får ved at se og høre mig, ikke mindst på grund af de store åbenbaringer, jeg har fået.

For at jeg ikke skulle blive hovmodig, fik jeg derfor en „torn i kødet”, et Satans sendebud, til at slå mig i ansigtet. Tre gange har jeg bedt Herren om, at den måtte blive fjernet. Men han sagde til mig: „Min nåde er dig nok, for min kraft når sit mål gennem magtesløshed.” Derfor vil jeg hellere fremhæve min magtesløshed, for at kraften fra Kristus kan virke gennem mig. 10 Derfor kan jeg se det gode ved at være magtesløs, ved at blive mishandlet og lide nød, ved at blive forfulgt og være i vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.

Paulus’ omsorg for korinterne

11 Nu blev jeg så en tåbe—men det var jer, der tvang mig til det! Kunne I ikke have sagt noget godt om mig? Selvom jeg intet er i mig selv, så står jeg ikke tilbage for jeres „superapostle”. 12 Med stor udholdenhed har jeg virket som apostel iblandt jer, og beviset på min aposteltjeneste er de tegn, undere og vældige gerninger, der er sket. 13 Det eneste, jeg ikke har gjort, er at ligge jer til byrde, således som jeg ellers gør i de andre menigheder. Mon I kan tilgive mig det?

14 Det er nu tredje gang, jeg gør mig parat til at besøge jer, og det skal stadig ikke koste jer noget. Jeg er ikke interesseret i jeres penge, men i jer selv! Det er jo ikke børnene, der skal lægge penge til side til forældrene, men forældrene, der skal sørge for børnene. 15 Jeg er kun glad for at kunne give mig selv til jer. Ja, jeg vil ofre alt for jeres skyld. Elsker I mig mindre, jo mere jeg elsker jer?

16 Vil I ikke indrømme, at jeg aldrig har ligget jer til byrde? Men nu siger man alligevel, at jeg var snu nok til at føre jer bag lyset og udnytte jer. 17 Men hvordan? Har nogen af de medarbejdere, jeg sendte til jer, udnyttet jer? 18 Jeg bad Titus om at besøge jer og sendte en anden medarbejder med. Mon Titus har udnyttet jer? Umuligt! Vi er nemlig ledet af samme Ånd og følger samme spor.

19 I har måske hele tiden tænkt, at vi skriver alt det her for at forsvare os over for jer? Men sådan forholder det sig ikke! Vi taler som Kristi tjenere, der skal stå til regnskab for Gud, og alt, hvad vi siger og skriver, kære venner, det gør vi for at hjælpe og styrke jer. 20 Jeg er stadig bange for, at når jeg kommer til jer, vil jeg finde jer i en tilstand, som jeg ikke bryder mig om. Så vil I heller ikke blive særlig glade for at høre, hvad jeg har at sige jer! Jeg er bange for, at jeg vil blive vidne til skænderier og misundelse, vrede og egoisme, sårende ord og sladder, hovmod og oprør. 21 Jeg er bange for, at Gud igen vil ydmyge mig foran jer, og at jeg kommer til at stå med bedrøvelse på grund af, at mange af dem, der tidligere har begået synder iblandt jer, ikke har vendt sig bort fra deres onde gerninger, såsom urent begær, seksuel synd og anden umoralsk opførsel.

Få gjort op med de syndige mennesker

13 Det er nu tredje gang, jeg kommer til jer, og det er på tide at få sagen afgjort, som der står skrevet: „Ud fra to eller tre vidneudsagn kan en sag afgøres.”[b] Ved mit andet besøg hos jer advarede jeg de syndige mennesker om, at hvis sagen ikke var bragt i orden, inden jeg kom næste gang, så ville jeg ikke lægge fingrene imellem. Nu er jeg på vej, og derfor gentager jeg denne advarsel over for dem, der dengang syndede, og over for alle andre, som har gjort syndige ting. I vil jo så gerne se bevis på, at det er Kristus, der taler gennem mig. Godt, I skal komme til at opleve, at han ikke er svag, men har magt til at straffe de skyldige. Godt nok så han magtesløs ud, da han blev korsfæstet, men nu lever han med Guds mægtige kraft til sin rådighed. Vi har oplevet den samme magtesløshed, som han måtte igennem, men nu lever vi sammen med ham og har Guds kraft til rådighed over for jer.

Se nøje på jeres egne liv! Prøv efter, om I virkelig lever i troen på Kristus. Hvis ikke Jesus Kristus bor i jer, består I ikke prøven! Jeg håber, at I kan se, at vi består prøven.

Vi beder Gud om, at I må tage afstand fra det onde. Det væsentlige for os er ikke, om vi har succes i vores tjeneste eller ej, men at I gør det rigtige. Man kan ikke kæmpe imod sandheden, kun for sandheden. Hvis I blot er stærke, er vi tilfredse med at være svage. Og vi beder specielt om, at I som menighed må blive genoprettet. 10 Jeg skriver dette til jer nu i håbet om, at jeg ikke behøver at være streng over for jer, når jeg kommer, men at jeg må bruge den autoritet, som Herren har givet mig, til at styrke jer i stedet for at straffe jer.

Afsluttende ord

11 Og nu til sidst, kære venner: Glæd jer. Sørg for, at alt kommer i orden og vær ved godt mod. Stå sammen i enhed og fred. Så vil kærlighedens og fredens Gud være med jer. 12 Hils hinanden med et helligt kindkys. Alle de kristne her sender jer deres hilsener.

13 Herren Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.