Chronological
Budskabet om Kristus er en øjenvidneberetning
1 1-3 Vi fortæller jer om det Livets Ord, som var til fra begyndelsen hos Faderen. Han blev sendt her til jorden, for at vi kunne se ham og gennem ham få del i det evige liv. Vi så ham med vores egne øjne, og vi rørte ved ham med vores egne hænder. Han bragte budskabet om evigt liv til os mennesker, og vi har selv lyttet til det. Vi fortæller jer om det, vi selv har set og hørt, for at I må opleve det samme fællesskab, som vi oplever, nemlig fællesskabet med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus. 4 Vi skriver det her til jer, for at jeres[a] hjerter må blive fyldt med glæde.
Lev i lyset
5 Det budskab, som Jesus kom med, og som vi giver videre til jer, er, at Gud er lys. Der findes slet intet mørke i ham. 6 Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men samtidig lever i åndeligt mørke, så lyver vi og følger ikke sandheden. 7 Men hvis vi lever i Guds lys, ligesom Jesus altid levede i lyset, så har vi fællesskab med hinanden, og Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd.
8 Hvis vi siger, at vi aldrig forsynder os, bedrager vi os selv og nægter at se sandheden i øjnene. 9 Men hvis vi bekender vores synder, kan vi være sikre på, at han, som er trofast og uden synd, vil tilgive os og fjerne vores skyld. 10 At påstå, at vi aldrig har begået en synd, er det samme som at kalde Gud for en løgner, og det viser, at vi endnu ikke har taget hans ord til os.
2 Mine kære børn, jeg skriver det her for at hjælpe jer til ikke at synde. Men hvis I synder, så har vi en, der går i forbøn for os hos Faderen, nemlig Jesus Kristus, som selv er syndfri. 2 Han har allerede ved at ofre sit liv skaffet os tilgivelse for alle vores synder, ja, ikke kun for vores, men for alle menneskers synder.
Lev i lydighed mod Jesu befalinger
3 Det er ved at gøre, hvad Jesus påbyder os, at vi kan blive klar over, om vi virkelig tilhører ham. 4 Hvis vi siger, at vi kender Jesus, men ikke adlyder ham, så lyver vi. Det har intet med sand kundskab at gøre. 5 Men adlyder vi ham, har Gud nået sit mål med at vise os sin kærlighed. Lever vi på den måde, så ved vi, at vi tilhører ham. 6 Hvis vi siger, at vi tilhører Jesus, må vi også leve, ligesom han gjorde.
Adlyd kærlighedsbudet
7 Elskede venner, det er ikke et nyt bud, jeg skriver til jer om. Nej, budet om at vise kærlighed har I altid kendt. Det er et gammelt bud, som I har hørt før. 8 Alligevel er der noget nyt ved det. Det nye er, at Jesus med sit liv viste, hvad budet betyder, og det må vi[b] også gøre, for det sande lys er brudt frem, og derfor må mørket vige. 9 Hvis nogen siger, at de lever i Guds lys, men samtidig hader en anden kristen, så lever de stadig i mørket. 10 De, der elsker andre kristne, lever i lyset, og intet får dem til at snuble. 11 Men, de der hader andre kristne, lever i åndeligt mørke. De famler rundt i mørke, for de er åndeligt blinde.
Elsk ikke denne verden
12 Jeg skriver til jer børn, hvis synder er tilgivet ved Jesu død.
13 Jeg skriver til jer fædre, som kender ham, der er forud for alt andet.
Jeg skriver til jer unge, som har sejret over den Onde.
14 Jeg henvender mig til jer børn, fordi I har lært Faderen at kende.
Jeg henvender mig til jer fædre, fordi I kender ham, der er forud for alt andet.
Jeg henvender mig til jer unge, fordi I er stærke og holder fast ved Guds ord og derved sejrer over den Onde.
15 Elsk ikke denne verden eller det, der findes i verden. Hvis du elsker verden, kan du ikke samtidig elske Gud.[c] 16 Alt, hvad der hører denne verden til: fysisk begær, misundelse og pral med materiel rigdom, er ikke fra Faderen, men fra verden. 17 Denne verden og alt, hvad den tilbyder, er på vej mod sin undergang. Men de, der gør Guds vilje, vil leve til evig tid.
Hold fast ved sandheden
18 Mine kære børn! Vi lever i de sidste tider. I har hørt, at Antikrist engang vil fremstå som en fuldstændig modsætning til Kristus. Men allerede nu har Kristus mange modstandere, mange antikrister. Det viser blot, at vi lever i de sidste tider. 19 Disse modstandere er kommet fra vores egne rækker, men de har aldrig virkelig været en del af os. Havde de været det, ville de være blevet hos os. Da de forlod os, blev det klart for alle, at de aldrig havde været ét med os.
20 Det er anderledes med jer. I har modtaget Helligånden, så I kender det hele.[d] 21 Jeg har derfor ikke skrevet til jer, som om I ikke kendte Sandheden. Tværtimod! I er jo kommet til erkendelse af Sandheden, og I ved, at ingen løgn stammer fra Sandheden.
22 De, der siger, at Jesus ikke er Kristus, den lovede Messias, er løgnere og antikrister, som gør oprør mod Faderen og Sønnen. 23 De, der tager afstand fra Sønnen, tager også afstand fra Faderen. Men de, der vedkender sig Sønnen, vedkender sig også Faderen.
24 Hold derfor fast ved det, I har hørt fra begyndelsen, for så vil I også holde fast ved Sønnen og ved Faderen. 25 Og husk, at han har lovet os det evige liv.
26 Jeg har skrevet det her til jer, fordi der er nogle, der prøver at føre jer på vildspor. 27 Men I har fået Helligånden, og han er altid hos jer, så I egentlig ikke har brug for, at andre skal undervise jer. Det er Helligånden, der hjælper jer til en sand forståelse af alle ting, for han lyver aldrig. Han har også lært jer betydningen af at holde fast ved Kristus.
28 Altså, mine kære børn, vi skal holde fast ved Kristus, så vi kan være frimodige og ikke behøver at skamme os, når han kommer igen. 29 Da I ved, at han gør Guds vilje, så ved I også, at alle, der gør Guds vilje, tilhører ham.
Guds børn lever ikke i synd
3 Tænk, hvor højt Gud Fader elsker os! Vi må kaldes hans børn, og det er vi! De, der tilhører denne verden, forstår os ikke, fordi de ikke forstår, hvem Jesus[e] er. 2 Elskede venner, vi er Guds børn allerede her og nu, og vi kan ikke forestille os, hvor herligt det vil blive i fremtiden engang. Vi ved dog så meget, at når Jesus kommer igen, skal vi blive ligesom ham, for til den tid får vi ham at se, som han er i al sin herlighed. 3 Enhver, der lever i den forventning, må rense sig for at blive ligesom ham, der er renheden selv.
4 Enhver, der lever i synd, lever i oprør mod Gud. Al synd er nemlig oprør mod Gud. 5 I ved, at Jesus blev født ind i denne verden for at tage vores synd på sig,[f] men at han aldrig selv begik nogen synd. 6 Den, der holder fast ved ham,[g] lever ikke i synd. Den, der lever i synd, har ikke virkelig mødt ham og har ikke virkelig forstået, hvem han er.
7 Lad ingen føre jer på vildspor, kære børn! De, der følger Guds vilje, ligesom Jesus gjorde, er dem, der hører ham til. 8 De, der lever i synd, følger Djævelens vilje, for Djævelen har levet i oprør mod Gud fra begyndelsen af. Husk, at Guds Søn kom til jorden for at gøre ende på Djævelens gerninger. 9 De, der er født af Gud, lever ikke i synd, for de har noget af Guds natur i sig. De kan ikke få sig selv til at synde, for de er født af Gud. 10 Men de, der ikke lever efter Guds vilje og ikke elsker andre kristne, er ikke født af Gud. På den måde kan man skelne mellem, hvem der er Guds børn, og hvem der er Djævelens børn.
Vis jeres kærlighed i handling, som Jesus gjorde
11 Det er altså ikke et budskab, som er nyt for jer, for I har altid vidst, at: Vi skal elske hinanden. 12 Lad os ikke være som Kain, der fulgte den Ondes vilje og myrdede sin bror. Hvorfor gjorde han det? Han hadede ham, fordi hans egne handlinger var onde, men Abels var gode. 13 Derfor skal I ikke undre jer over, at verden hader jer.
14 Vi ved, at vi, som elsker andre kristne, er gået over fra døden til livet. Men et menneske, der ikke viser kærlighed, befinder sig i dødens mørke. 15 Hvis I, som tilhører samme åndelige familie, hader hinanden, er I jo ikke bedre end mordere, og I ved, at mordere ikke har del i det evige liv. 16 Vi har lært, hvad kærlighed virkelig er, ved at se Jesus ofre sit liv for os. Derfor bør vi også være parate til at ofre livet for vores medkristne.
17 Hvis en kristen, der har rigeligt med penge, ser en anden kristen lide nød, men nægter at hjælpe, hvordan kan Guds kærlighed så være i sådan en person? 18 Mine kære børn, lad os ikke nøjes med at sige, at vi elsker hinanden, lad os vise det i praksis. 19 Derved kan vi vide, at vi hører Sandheden til, og så kan vi stå foran Gud med god samvittighed. 20 Selvom vores hjerte måske vil fordømme os, så ved vi, at Gud er større end vores hjerte, og at han kender det hele.
21 Elskede venner, hvis vores hjerte ikke fordømmer os, kan vi være frimodige over for Gud 22 og tro på, at vi får det, vi beder om, fordi vi følger hans befalinger og gør det, der glæder ham. 23 Hans befaling er, at vi skal tro på hans Søn, Jesus Kristus, og at vi skal elske hinanden. 24 De, der følger hans befalinger, holder sig nær til ham, og han holder sig nær til dem. Hvordan kan vi vide, at Gud er os nær? Det kan vi gennem den Ånd, han har givet os.
At skelne mellem sandhed og vildfarelser
4 Elskede venner, I skal ikke tro på alt, hvad I hører. Vurder det for at se, om det er inspireret af Gud. For der er mange falske profeter, som rejser rundt i verden med deres forførende budskaber. 2 Vi kan bedømme, om de taler ud fra Guds Ånd på følgende måde: Hvis de forkynder, at Jesus er den ventede Messias, og at han er kommet herned på jorden som et menneske af kød og blod, så er det et budskab, der kommer fra Gud. 3 Men hvis de forkynder noget andet om Jesus, er de ikke sendt af Gud. Så er de inspireret af den antikristelige ånd, den oprørsånd, som I har hørt skal komme, og som allerede er begyndt sit virke her på jorden.
4 Men I, kære børn, I tilhører Gud. I har vundet sejr over dem, for den Ånd, som bor i jer, er stærkere end den ånd, som styrer verden. 5 De falske profeter taler ud fra menneskelig tankegang, fordi de tilhører denne verden, og derfor lytter verden til dem. 6 Vi er derimod Guds børn. De, der kender Gud, lytter til os, men de, der ikke tilhører Gud, lytter ikke til os. Det er på den baggrund, at vi kan skelne mellem Guds Ånd, som taler sandt, og den ånd, som fører folk på vildspor.
Gud er indbegrebet af sand kærlighed
7 Elskede venner, lad os elske hinanden, for den sande kærlighed kommer fra Gud. De, der viser deres kærlighed i handling, er født af Gud og kender Gud. 8 Men de, der ikke har kærlighed, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. 9 Gud viste sin utrolige kærlighed over for os ved at sende sin eneste Søn til verden, for at vi gennem ham skulle få evigt liv. 10 Den sande kærlighed blev altså demonstreret ved, at Gud elskede os nok til at sende sin Søn som soning for vores synder, ikke ved, at vi elskede Gud.
11 Elskede venner, når Gud har elsket os med en så overvældende kærlighed, bør vi så ikke også elske hinanden? 12 Ingen har nogen sinde set Gud direkte, men hvis vi elsker hinanden, så er Gud os nær, og hans kærlighed kommer til udtryk gennem os.
13 Det er ud fra den Ånd, han har givet os, at vi kan vide, at vi hører ham til, og at han bor i os. 14 Jeg kan personligt bevidne, at Gud Fader sendte sin Søn til jorden som verdens Frelser, for jeg har selv været sammen med Jesus. 15 De, der vedkender sig troen på, at Jesus er Guds Søn, vil opleve, at Gud bliver hos dem, og de bliver hos Gud. 16 Og vi har oplevet og tror på den kærlighed, som Gud har vist imod os.
Gud er kærlighed, og de, der lever i kærlighed, lever med Gud, og Gud lever i dem. 17 Hvis vi, mens vi lever i denne verden, elsker på samme måde, som han gjorde, så har han nået sit mål med os, hvad kærlighed angår, og vi kan være frimodige på dommens dag.
18 Guds kærlighed giver ikke plads til frygt. Tværtimod, Guds fuldkomne kærlighed jager frygten på flugt. Frygt har nemlig med straf at gøre, og de, der lever i frygt, har ikke fuldt ud forstået Guds kærlighed. 19 Vi elsker, fordi han elskede os først. 20 Hvis nogen siger, at de elsker Gud, samtidig med at de hader andre kristne, lyver de. Hvis du ikke kan elske en anden kristen, som du har set i levende live, hvordan kan du så elske Gud, som du aldrig har set? 21 Gud har befalet os, at vi, der elsker ham, også skal elske hinanden.
Troens sejr over verden
5 Alle, som tror, at Jesus er den lovede Messias, er Guds børn. Hvis vi elsker ham, som vi er børn af, må vi også elske de andre børn, han har. 2 Vi ved, at vi elsker Guds børn, hvis vi elsker Gud og adlyder hans befalinger. 3 Vi viser vores kærlighed til Gud ved at adlyde hans befalinger, og det er ikke nogen tung byrde. 4 For alt, hvad der er født af Gud, sejrer over verden. Det er altså gennem vores tro, at verden bliver besejret.
Evigt liv fås ved troen på Guds Søn, der kom til jorden i menneskeskikkelse
5 Kun de, der tror, at Jesus er Guds Søn, kan sejre over verden. 6 Jesus Kristus kom gennem vand og blod.[h] Ikke alene måtte han fødes som et menneske gennem vandet, men han måtte også dø som et menneske, så hans blod blev udgydt. Helligånden bekræftede det også med sit vidnesbyrd, og Ånden taler jo altid sandt. 7 Der er altså tre, der vidner om, at Guds Søn blev menneske: 8 Helligånden, vandet og blodet. De tre afgiver det samme vidnesbyrd. 9 Tager vi imod menneskers vidnesbyrd, bør vi i langt højere grad tage imod Guds eget vidnesbyrd. Og dette er altså det vidnesbyrd, Gud selv har givet om sin Søn. 10 De, der er kommet til tro på Guds Søn, ved i deres hjerte, at det er sandt. Men de, der ikke tror på, at Jesus er Guds Søn, mener åbenbart, at Gud lyver. De tror jo ikke på det vidnesbyrd, Gud har aflagt om sin egen Søn.
11 Gud har også sagt, at han giver os evigt liv, og at vi får det gennem hans Søn. 12 De, der har Sønnen, har livet, men de, der ikke har Sønnen, har heller ikke livet. 13 Jeg har skrevet det her til jer, som tror på Guds Søn, for at I skal vide, at I har evigt liv.
Om at bede efter Guds vilje
14 Vi har den tillid til ham, at han svarer os, når vi beder, lige meget hvad det drejer sig om, så længe det er i overensstemmelse med hans vilje. 15 Hvis vi altså ved, at han svarer os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi får,[i] hvad vi har bedt om.
Om synd og oprør, liv og død
16 Hvis I ser en kristen begå en synd, som ikke fører til døden, så skal I bede til Gud for ham, og Gud vil give ham livet, hvis han da ikke er en af dem, der synder med døden til følge. Der er en synd, som fører til død, og det er ikke angående den, I skal bede. 17 Enhver oprørsk handling er synd, men ikke alle former for synd ender med død.
Afsluttende resume
18 Vi ved, at de, som er Guds børn, ikke lever i synd, men Guds Søn[j] beskytter dem, så den Onde ikke kan gøre dem noget.
19 Vi ved, at vi tilhører Gud, men hele verden er i den Ondes magt.
20 Vi ved, at Guds Søn er kommet og har givet os indsigt, så vi kan lære den sande Gud at kende. Ja, vi tilhører Sandheden, Jesus Kristus, Guds Søn. Han er den sande Gud, og hos ham er det evige liv.
21 Mine kære børn, vær på vagt over for alle former for afgudsdyrkelse.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.