Chronological
1 1-3 Højtærede Teofilus!
I min tidligere beretning fortalte jeg dig om alle de mirakler, Jesus udførte, og om hans undervisning lige fra begyndelsen af, og indtil han blev taget op til Himlen. I de 40 dage, der gik fra hans opstandelse til hans himmelfart, viste han sig adskillige gange for de apostle, han havde udvalgt. På den måde beviste han, at han virkelig var blevet levende igen, og når de var sammen, talte han med dem om Guds rige og gav dem ved Helligåndens inspiration sine instrukser.
Helligåndens og Guds riges komme
4 En dag, da de spiste sammen, sagde Jesus: „I må ikke tage væk fra Jerusalem, før I har modtaget det, som Faderen har lovet, og som jeg har fortalt jer om. 5 Johannes døbte jo med vand, men I vil om ganske få dage blive døbt med Helligåndens kraft.”
6 Mens de var sammen, spurgte de ham: „Herre, er tiden nu kommet, hvor du vil genoprette Israels kongerige?”
7 Jesus svarede: „Det tilkommer ikke jer at få kendskab til de tidspunkter, som Faderen i sin almagt har fastsat. 8 Men I skal modtage en ny kraft, når Helligånden kommer over jer, og så skal I bringe budskabet om mig til Jerusalem, til hele Judæa og Samaria, ja, helt til verdens ende.”
Jesus tages op til Himlen, hvorfra han skal vende tilbage igen
9 Derefter blev Jesus løftet op fra jorden, mens de så på det, og han forsvandt ind i en sky. 10 Som de nu blev ved at stirre op mod himlen for at se, hvor han var blevet af, stod der pludselig to hvidklædte mænd hos dem. 11 „Mænd fra Galilæa,” sagde de, „hvorfor står I og stirrer op i luften? Jesus, som nu er taget bort til Himlen, vil komme tilbage igen på samme måde, som I så ham forsvinde.”
Disciplene samles til bøn
12 Apostlene gik så ned fra Olivenbjerget, hvor det her var sket, og tilbage til Jerusalem. Det var kun omkring et kvarters gang. 13 De gik hen til det hus, hvor de plejede at samles i en stor sal ovenpå. De 11 tilbageværende apostle var: Peter, Johannes, Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartolomæus og Mattæus, Jakob, Alfæus’ søn, Simon Frihedskæmper og Judas, Jakobs søn. 14 De mødtes ofte for i fællesskab at bede til Gud. Også de kvinder, der havde fulgt Jesus, samt Jesu mor og hans brødre, var med.
Mattias erstatter Judas som apostel
15 Nogle dage senere, hvor en gruppe på ca. 120 disciple var samlet, rejste Peter sig og sagde: 16 „Venner, det var jo nødvendigt, at det skriftord, som Helligånden talte gennem David, skulle gå i opfyldelse, det ord, der handler om Judas, som viste vej for dem, der pågreb Jesus. 17 Judas var en af os og havde fået en aposteltjeneste ligesom os. 18-20 Det profetiske ord fra David, som passer på ham, står i Salmernes Bog:
‚Lad hans hjem ligge øde hen,
lad ingen bo der mere.’[a]
Og et andet sted står der: ‚Lad en anden overtage hans lederfunktion.’[b]” (De penge, Judas fik for sit forræderi, brugte han til at købe en mark. Så gik han hen og styrtede sig i døden, og i faldet blev han revet op, så hans indvolde væltede ud. Alle i Jerusalem hørte, hvordan det gik ham, og man kalder nu det sted for „Blodmarken”.[c])
21-22 Peter fortsatte: „Derfor bør vi nu finde en mand, som kan overtage Judas’ plads. Det skal være en, der har været sammen med os hele tiden, mens Jesus var hos os—lige fra dengang han blev døbt af Johannes, og indtil han blev taget bort og vendte tilbage til Himlen. Den mand skal sammen med os bevidne, at Jesus virkelig er genopstået fra de døde.”
23 De udpegede så to mænd, Josef Justus Barsabbas og Mattias. 24 Derefter bad de: „Herre, du som kender alle menneskers inderste tanker, vis os nu hvem af dem, du har valgt i stedet for Judas, 25 så han kan overtage den aposteltjeneste, som Judas forlod for at tage derhen, hvor han hører hjemme.” 26 Derpå kastede de lod, og loddet faldt på Mattias. Fra da af blev han regnet med blandt apostlene.
Helligånden kommer pinsedag
2 Pinsemorgen[d] var alle disciplene forsamlet på ét sted. 2 Pludselig kom der en susende lyd ned oppefra som et voldsomt åndepust, og lyden fyldte hele huset, hvor de opholdt sig. 3 Samtidig dalede der små flammer ned, som landede på hver enkelt af de tilstedeværende. 4 Således blev de alle fyldt med Helligåndens kraft, og de begyndte at tale på fremmede sprog, som de ellers ikke kendte. Det var Ånden, der gav dem ordene.
5 I Jerusalem var der religiøse jøder fra alverdens lande. 6 Da den susende lyd kom, strømmede en masse mennesker derhen for at se, hvad der var på færde, og de blev meget forbavsede over at høre disciplene tale alle deres forskellige sprog. 7 „Hvad sker der her?” råbte de undrende. „De er jo alle sammen fra Galilæa, 8 og nu hører vi dem tale til os på vores eget modersmål! 9 Hvordan går det til, at vi partere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa, Kappadokien, Pontus, provinsen Asien,[e] 10 Frygien, Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi, der kommer fra Rom, både jøder og grækere, der har sluttet sig til jødedommen, 11 vi kretere og arabere—hvordan går det til, at vi kan høre de her mænd fortælle os om de mægtige ting, Gud har gjort, hver på vores eget sprog?” 12 Der var stor forvirring, og folk råbte i munden på hinanden: „Hvad sker der?”
13 Men de, der ikke forstod ordene, gjorde nar af disciplene. „De har bare drukket for meget vin!” råbte de.
Peters pinsetale
14 Da trådte Peter frem, og de andre 11 apostle stillede sig ved siden af ham. Han råbte til folkemængden: „Hør efter, alle I jøder, og I, som bor i Jerusalem. 15 Det er ikke sandt, som nogle af jer siger, at de her mennesker har drukket sig fulde. Klokken er jo kun ni om formiddagen. 16-17 Nej, her opfyldes det, som Gud åbenbarede for profeten Joel:
‚Det vil ske i de sidste tider,
at jeg vil udgyde af min Ånd over hele menneskeheden.
Alle vil komme til at profetere,
både mænd og kvinder.
De unge vil få åbenbaret min vilje gennem syner,
de gamle vil få det gennem drømme.
18 Ja, mine tjenere vil blive fyldt med min Ånd,
og de skal profetere.
19 Jeg vil gøre utrolige ting i himmelrummet
og store tegn nede på jorden:
Blodsudgydelser,
ildebrande og røgskyer.
20 Solen skal formørkes,
og månen skal blive mørkerød som blod,
før Herrens store og frygtindgydende dag kommer.
21 Men enhver, der råber til Herren om hjælp, skal blive frelst.’[f]
22 Lyt til mine ord, venner! I kender nazaræeren Jesus. I ved om de mirakler, tegn og undere, som Gud udførte gennem ham her midt iblandt jer. Dermed viste Gud jer, at det var ham selv, der havde sendt Jesus. 23 Han blev efter Guds forudbestemte plan forrådt, og med de gudløse romeres hjælp fik I ham naglet til korset og dræbt. 24 Gud lod ham imidlertid ikke blive i døden, men genoprejste ham fra de døde, for det var umuligt for døden at fastholde ham. 25 David talte profetisk på hans vegne, da han sagde:
‚Jeg stoler altid på Herren.
Han står ved min side, så jeg ikke falder.
26 Derfor kan jeg fryde mig og synge glædessange.
Der er også håb for mit legeme,
27 for du vil ikke efterlade mig blandt de døde.
Du lader ikke din hengivne tjener gå i forrådnelse.
28 Du har vist mig vejen til livet,
hos dig fyldes jeg med glæde.’[g]
29 Kære venner! Tillad mig at tale lige ud om vores forfar David. Vi ved alle, at han er både død og begravet, og vi besøger hans grav den dag i dag. 30 Men David vidste jo, at Gud højtideligt havde lovet, at Israels Konge skulle komme fra hans slægt. Derfor talte han profetisk om den nye Konge. 31 Så når han talte om, at Kongen ikke skulle efterlades blandt de døde, og at Guds hengivne tjener ikke skulle gå i forrådnelse, var det en forudsigelse om, at Messias skulle genopstå fra de døde.
32 Den Jesus, jeg taler om, blev af Gud oprejst fra de døde. Det kan alle vi, der står her, bevidne. 33 Efter at han er blevet taget op til Himlen og har indtaget sin plads ved Guds højre side, har han nu sendt os Helligånden, som Faderen havde lovet. Det kan I selv både se og høre.
34 David talte heller ikke om sig selv, da han profeterede om en, der skulle tages op til Himlen. Han siger et andet sted:
‚Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre side,
35 imens jeg overvinder dine fjender.’[h]
36 Derfor erklærer jeg overfor hele Israels folk, at Gud har vist, at Jesus, som I korsfæstede, er både Herre og Messias!”
37 Peters ord ramte tilhørerne lige i hjertet, og de spurgte apostlene: „Hvad skal vi dog gøre?” 38 Peter svarede: „Vend om fra jeres oprør mod Gud og bliv døbt hver især til at tilhøre Jesus Messias, så jeres synder kan blive tilgivet. Så vil I modtage Helligånden som gave, 39 for løftet om Helligånden gælder både jer og jeres efterkommere—ja, alle dem, som Herren, vores Gud, vil kalde på fra både nær og fjern.”
40 Peter talte endnu i nogen tid til dem og opfordrede dem indtrængende til at lade sig redde ud af den vantro og vanartede verden.
De troendes fællesskab
41 Mange blev overbevist af Peters ord, og den dag blev cirka 3000 mennesker døbt og tilsluttet menigheden. 42 De deltog fremover ivrigt i apostlenes undervisning og var aktivt med i fællesskabet. De deltog, når der var fællesskabsmåltider,[i] og de var med, når man samledes til bøn.
43 I den følgende tid udførte Gud mange undere og tegn gennem apostlene, så alle i byen blev grebet af ærefrygt. 44 De, som kom til tro, holdt sammen og havde alle ting fælles. 45 Det skete ofte, at nogen solgte deres huse og ejendele, og pengene blev delt ud til dem i fællesskabet, der havde størst behov. 46 Hver dag samledes de på tempelpladsen i enhed og harmoni, og om aftenen mødtes de rundt om i hjemmene for at spise sammen med stor glæde og oprigtig ydmyghed. 47 De lovpriste Gud og var vellidt af alle mennesker i byen. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.
Peter og Johannes helbreder en lam mand
3 En dag var Peter og Johannes på vej op til templet for at deltage i den daglige eftermiddagsbøn kl. 15. 2 Som de nærmede sig templet, så de en mand blive båret hen til indgangen. Han havde været lam fra fødslen af, og man plejede hver dag at anbringe ham ved den indgang til tempelpladsen, der blev kaldt for „Den Smukke Port”. Der kunne han sidde og tigge penge af dem, der gik ind ad porten. 3 Da han så Peter og Johannes på vej ind i templet, bad han også dem om en skilling. 4 De standsede og betragtede ham opmærksomt. „Se på os!” sagde Peter. 5 Den lamme mand så spændt op på dem, for han regnede med, at de ville give ham noget. 6 „Jeg ejer hverken sølv eller guld, men hvad jeg har, det giver jeg dig,” sagde Peter. „På vegne af nazaræeren Jesus, som er Messias, og med autoritet fra ham siger jeg til dig: Rejs dig op og gå!” 7 I det samme tog Peter den lamme mands højre hånd for at hjælpe ham op. Straks blev mandens fødder og ankler stærke, 8 han rejste sig op og støttede på benene. Han begyndte at gå omkring, og derefter fulgte han med Peter og Johannes ind på tempelpladsen, hvor han sprang rundt og dansede og priste Gud. 9 Da folk derinde hørte glædesudbruddene og så ham danse omkring, 10 blev de helt ude af sig selv, så forbløffede var de over det, der var sket med ham. Han var jo kendt som den lamme tigger ved „Den Smukke Port”.
Peters tale i templet
11 Mens tiggeren stadig holdt sig tæt ved Peter og Johannes, nåede de hen i den del af tempelområdet, der kaldes for Salomons Søjlegang, og den forbløffede folkemængde samlede sig om dem. 12 „Hvad er I så forbavsede over, venner?” sagde Peter, da han så dem, „og hvorfor står I og stirrer på os? I må ikke tro, at det er os, der ved egen kraft eller særlig fromhed har fået manden her til at gå. 13 Nej, det er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud—vores forfædres Gud—der står bag det, som her er sket. Han ønsker ved dette under at ære og ophøje sin tjener Jesus, som I forrådte og forkastede, selv om Pilatus var parat til at frigive ham. 14 Det var jer, som fordømte Guds hellige og uskyldige tjener og i stedet forlangte at få en morder frigivet. 15 I dræbte livets ophav, men Gud lod ham genopstå fra de døde. Det kan både Johannes og jeg bevidne. 16 Det er ved troen på Jesus, at manden, som I ser her, og som I kender, er blevet helbredt. Den tro, som Jesus har givet os, har gjort ham fuldstændig rask.
17 Jeg ved godt, at hverken I eller jeres ledere vidste, hvad I gjorde, da I behandlede Jesus på den måde. 18 Det var med i Guds plan, og derved blev de profetier opfyldt, der forudsagde, at Messias skulle gennemgå store lidelser. 19 Men nu skal I ændre jeres indstilling og vende jer til Gud, så han kan tilgive jer, 20 og I kan opleve den fred, der kommer fra Gud. Derefter vil han sende Jesus Messias tilbage til jorden igen, sådan som det for længe siden blev bestemt. 21 Han skal blive i Himlen, indtil den tid kommer, hvor alt skal genoprettes, som Gud fra ældgammel tid har forudsagt gennem sine hellige profeter. 22 Moses sagde: ‚Herren, jeres Gud, vil sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk. Lyt til alt, hvad han siger til jer, 23 for enhver, der ikke retter sig efter det, han siger, vil blive udryddet.’[j]
24 Samuel og de profeter, der var senere end ham, har også alle sammen talt om det, der er sket iblandt os i de her dage. 25 I er profeternes efterkommere, og I er arvtagere til den pagt, Gud oprettede med vores forfædre. Som en del af pagten gav Gud følgende løfte til Abraham: ‚Gennem en af dine efterkommere vil alle jordens folkeslag blive velsignet.’[k] 26 Da Gud sendte sin Tjener, blev han først sendt til jer med den lovede velsignelse, som I alle sammen kan få del i, hvis I vender om fra jeres onde gerninger.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.