Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

145 Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit Navn. ² Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn. ³ Stor og højlovet er Herren, hans Storhed kan ikke ransages. ⁴ Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger. ⁵ De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere;

¹⁷ Retfærdig er Herren på alle sine Veje, miskundelig i alle sine Gerninger. ¹⁸ Nær er Herren hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i Sandhed. ¹⁹ Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres Råb og frelser dem, ²⁰ Herren vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud. ²¹ Min Mund skal udsige Herrens Pris, alt Kød skal love hans hellige Navn evigt og altid.

1 I den ottende Måned i Darius's andet Regeringsår kom Herrens Ord til Profeten Zakarias, en Søn af Berekja, en Søn af Iddo, således: ² Herren var fuld af Harme imod eders Fædre. ³ Men sig til dem: Så siger Hærskarers Herre: Vend om til mig, lyder det fra Hærskarers Herre, så vil jeg vende om til eder, siger Hærskarers Herre. ⁴ Vær ikke som eders Fædre, til hvem de tidligere Profeter talte således: Så siger Hærskarers Herre: Vend om fra eders onde Veje og onde Gerninger! Men de hørte ikke og ænsede mig ikke, lyder det fra Herren. ⁵ Eders Fædre, hvor er de? Og Profeterne, lever de evigt? ⁶ Men mine Ord og Bud, som jeg overgav mine Tjenere Profeterne, nåede de ikke eders Fædre, så de måtte vende om og sige: "Som Hærskarers Herre havde sat sig for at gøre imod os for vore Vejes og Gerningers Skyld, således gjorde han."

⁷ På den fire og tyvende dag i den ellevte Måned, det er Sjebat Måned, i Darius's andet Regeringsår kom Herrens Ord til Profeten Zakarias, en Søn af Berekja, en Søn af Iddo, således:

⁸ Jeg skuede i Nat, og se, en Mand på en rød Hest holdt mellem Bjergene ved den dybe Kløft, og bag ham var der røde, mørke, hvide og brogede Heste. ⁹ Jeg spurgte: "Hvad betyder de, Herre?" Og Engelen, som talte med mig, sagde: "Jeg vil vise dig, hvad de betyder." ¹⁰ Så tog Manden, som holdt mellem Bjergene, til Orde og sagde: "Det er dem, Herren udsender, for at de skal drage Jorden rundt." ¹¹ Og de tog til Orde og sagde til Herrens Engel, som stod mellem Bjergene: "Vi drog Jorden rundt,og se, hele Jorden er rolig og stille. ¹² Herrens Engel tog da til Orde og sagde: "Hærskarers Herre! Hvor længe varer det, før du forbarmer dig over Jerusalem og Judas Byer, som du nu har været vred på i halvfjerdsindstyve År?" ¹³ Og til Svar gav Herren Engelen, som talte med mig, gode og trøstende Ord. ¹⁴ Engelen, som talte med mig, sagde så til mig: Tal og sig: Så siger Hærskarers Herre: Jeg er fuld af Nidkærhed for Jerusalem og Zion ¹⁵ og af Harme mod de trygge Hedninger, fordi de hjalp til at gøre Ulykken stor, da min Vrede kun var lille. ¹⁶ Derfor, så siger Herren: Jeg vender mig til Jerusalem og forbarmer mig over det; mit Hus skal opbygges der, lyder det fra Hærskarers Herre, og der skal udspændes Målesnor over Jerusalem. ¹⁷ Tal videre: Så siger Hærskarers Herre: Mine Byer skal atter strømme med Velsignelse, og Herren vil atter trøste Zion og udvælge Jerusalem.

²² Men de hørte på ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: "Bort fra Jorden med en sådan! thi han bør ikke leve."" ²³ Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op i Luften, ²⁴ befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, og sagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at han kunde få at vide, af hvad Årsag de således råbte imod ham. ²⁵ Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til den hosstående Høvedsmand: "Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det uden Dom?" ²⁶ Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten og meldte ham det og sagde: "Hvad er det, du et ved at gøre? denne Mand er jo en Romer." ²⁷ Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: "Sig mig, er du en Romer?" Han sagde: "Ja." ²⁸ Og Krigsøversten svarede: "Jeg har købt mig denne Borgerret for en stor Sum," Men Paulus sagde: "Jeg er endog født dertil." ²⁹ Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbage fra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer, blev også han bange, fordi han havde bundet ham. ³⁰ Men den næste Dag, da han vilde have noget pålideligt at vide om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham og befalede, at Ypperstepræsterne og hele Rådet skulde komme sammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem.

23 Da så Paulus fast på Rådet og sagde: "I Mænd, Brødre! jeg har med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag." ² Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at slå ham på Munden. ³ Da sagde Paulus til ham: "Gud skal slå dig, du kalkede Væg! Og du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven befaler du, at jeg skal slås." ⁴ Men de, som stode hos, sagde: "Udskælder du Guds Ypperstepræst?" ⁵ Og Paulus sagde: "Brødre! jeg vidste ikke, at han er Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk må du ikke tale ondt imod." ⁶ Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men den anden af Farisæere, råbte han i Rådet: "I Mænd, Brødre! jeg er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Håb og for dødes Opstandelse er det, jeg dømmes." ⁷ Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og Saddukæerne, og Mængden blev uenig. ⁸ Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller nogen Engel eller Ånd; men Farisæerne hævde begge Dele. ⁹ Men der opstod en stærk Råben; og nogle af de skriftkloge af Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: "Vi finde intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Ånd eller en Engel har talt til ham!" ¹⁰ Men da der blev stærk Splid frygtede Krigsøversten, at Paulus skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gå ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen. ¹¹ Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: "Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom."