Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
94 Herre du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans; 2 stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige! 3 Hvor længe skal gudløse, Herre, hvor længe skal gudløse juble? 4 De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre; 5 de underkuer, o Herre, dit Folk og undertrykker din Arvelod; 6 de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel; 7 de siger: "Herren kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!"
8 Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer? 9 Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se? 10 Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt? 11 Herren kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.
12 Salig den Mand, du tugter, Herre, og vejleder ved din Lov 13 for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse; 14 thi Herren bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod. 15 Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.
16 Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd? 17 Var Herren ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille. 18 Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, Herre; 19 da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.
20 står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn? 21 Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod, 22 Herren er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe; 23 han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter Herren vor Gud.
14 Herrens Ord, som kom til Jeremias om tørken. 2 Juda sørger; dets Porte vansmægter sørgeklædt i Støvet, Jerusalems Skrig stiger op, 3 og dets Stormænd sender deres Drenge efter Vand, de kommer til Brønde, men finder ej Vand, vender hjem med tomme Spande, med Skam og Skændsel og tilhyllet Hoved. 4 Over Jorden, som revner af Angst, da Regn ej falder i Landet, er Bønderne beskæmmede, tilhyller Hovedet. 5 Selv Hinden på Marken forlader sin nyfødte Kalv, thi Græs er der ikke. 6 På nøgne Høje står Vildæsler og snapper efter Luft som Sjakaler, deres Øjne vansmægter, thi Grønt er der ikke.
7 Vidner vore Synder imod os, Herre, grib så for dit Navns Skyld ind! Thi mange Gange faldt vi fra, mod dig har vi syndet. 8 Du Israels Håb og Frelser i Nødens Stund! Hvorfor er du som fremmed i Landet, som en Vandringsmand, der kun søger Nattely? 9 Hvorfor er du som en rådvild Mand, som en Helt, der ikke kan frelse? Du er dog i vor Midte, Herre, dit Navn er nævnet over os, så lad os ej fare!
10 Så siger Herren til dette Folk: De elsker at flakke omkring og sparer ej Fødderne, men ejer ikke Herrens Behag. Han ihukommer nu deres Brøde, hjemsøger deres Synder.
17 Og du skal sige dette Ord til dem: Mine Øjne skal rinde med Gråd ved Nat og ved Dag og aldrig høre op; thi mit Folks jomfruelige Datter ligger lemlæstet hårdt, Såret er såre svart. 18 Hvis jeg går ud på Marken, se sværdslagne Mænd, og kommer jeg ind i Byen, se Hungerens Kvaler! Thi både Profet og Præst drager bort til et Land, de ej kender.
19 Har du ganske vraget Juda, væmmes din Sjæl ved Zion? Hvorfor har du slået os, så ingen kan læge? Man håber på Fred, men det bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel. 20 Vi kender vor Gudløshed, Herre, vore Fædres Brøde, thi vi synded mod dig. 21 Bortstød os ikke for dit Navns Skyld, vanær ej din Herligheds Trone, kom i Hu og bryd ej din Pagt med os! 22 Kan blandt Hedningeguderne nogen sende Regn, giver Himlen Nedbør af sig selv? Er det ikke dig, o Herre vor Gud? Så bier vi på dig, thi du skabte alt dette.
31 Men Herren sagde: "Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede. 32 Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!" 33 Men han sagde til ham: "Herre! jeg er rede til at gå med dig både i Fængsel og i Døden."
54 Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand. 55 Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem. 56 Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og sagde: "Også denne var med ham." 57 Men han fornægtede ham og sagde: "Jeg kender ham ikke. Kvinde!" 58 Og lidt derefter så en anden ham og sagde: "Også du er en af dem." Men Peter sagde: "Menneske! det er jeg ikke." 59 Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: "I Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer." 60 Men Peter sagde: "Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger." Og straks, medens han endnu talte. galede Hanen. 61 Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: "Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange." 62 Og han gik udenfor og græd bitterligt.