Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
58 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam.
2 Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn retfærdigt? 3 Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold. 4 Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild. 5 Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre 6 og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger. 7 Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, Herre; 8 lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs. 9 Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol. 10 Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede
11 Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod; 12 Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!"
15 og jeg giver eder Hyrder efter mit Sind, og de skal vogte eder med Indsigt og Kløgt. 16 Og når I bliver mangfoldige og frugtbare i Landet i hine Dage, lyder det fra Herren, skal de ikke mere tale om Herrens Pagts Ark, og Tanken om den skal ikke mere opkomme i noget Hjerte; de skal ikke mere komme den i Hu eller savne den, og en ny skal ikke laves. 17 På hin Tid skal man kalde Jerusalem Herrens Trone, og der, til Herrens Navn i Jerusalem, skal alle Folk strømme sammen, og de skal ikke mere følge deres onde Hjertes Stivsind. 18 I hine Dage skal Judas Hus vandre til Israels Hus, og samlet skal de drage fra Nordens Land til det Land, jeg gav deres Fædre i Eje.
19 Og jeg, jeg sagde til dig: "Blandt Sønnerne sætter jeg dig, jeg giver dig et yndigt Land, Folkenes herligste Arvelod." Jeg sagde: "Kald mig din Fader, vend dig ej fra mig!" 20 Men som en Kvinde sviger sin Ven, så sveg du mig, Israels Hus, så lyder det fra Herren. 21 Hør, der lyder Gråd på de nøgne Høje, Tryglen af Israels Børn, fordi de vandrede Krogveje, glemte Herren deres Gud. 22 Vend om, I frafaldne Sønner, jeg læger eders Frafald. Se, vi kommer til dig, thi du er Herren vor Gud. 23 Visselig, Blændværk var Højene, Bjergenes Larm; visselig, hos Herren vor Gud er Israels Frelse. 24 Skændselen åd fra vor Ungdom vore Fædres Gods, deres Småkvæg og Hornkvæg, Sønner og Døtre. 25 Vi lægger os ned i vor Skændsel, vor Skam er vort Tæppe, thi mod Herren vor Gud har vi syndet, vi og vore Fædre fra Ungdommen af til i Dag; vi høre ikke på Herren vor Guds røst.
15 Men da en af dem, som sade med til Bords, hørte dette, sagde han til ham: "Salig er den, som holder Måltid i Guds Rige." 16 Men han sagde til ham: "der var en Mand, som gjorde en stor Nadver og indbød mange. 17 Og han udsendte sin Tjener på Nadverens Time for at sige til de budne: Kommer! thi nu er det beredt. 18 Og de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en Mark og har nødig at gå ud og se den; jeg beder dig, hav mig undskyldt! 19 Og en anden sagde: Jeg har købt fem Par Okser og går hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt! 20 Og en anden sagde: Jeg har taget mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme. 21 Og Tjeneren kom og meldte sin Herre dette; da blev Husbonden vred og sagde til sin Tjener: Gå hurtig ud på Byens Stræder og Gader, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind! 22 Og Tjeneren sagde: Herre! det er sket, som du befalede, og der er endnu Rum. 23 Og Herre sagde til Tjeneren: Gå ud på Vejene og ved Gærderne og nød dem til at gå ind, for at mit Hus kan blive fuldt. 24 Thi jeg siger eder, at ingen af hine Mænd, som vare budne, skal smage min Nadver."