Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
14 Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt. 2 Herren skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. 3 Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een!
4 Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Herren? 5 Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt. 6 Gør kun den armes Råd til Skamme, Herren er dog hans Tilflugt.
7 Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Herren vender Folkets Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes!
13 Se, det kommer som Skyer, dets Vogne som Stormvejr, dets Heste er hurtigere end Ørne; ve, vi lægges øde! 14 Rens dit Hjerte for ondt, Jerusalem, at du må frelses! Hvor længe skal dit Indre huse de syndige Tanker? 15 Thi hør, en Råber fra Dan, et Ulykkesbud fra Efraims Bjerge: 16 Kundgør Folkene: Se! Lad det høres i Jerusalem! Belejrere kommer fra et Land i det fjerne, de opløfter Røsten mod Byerne i Juda. 17 Som Markens Vogtere stiller de sig rundt omkring det, thi genstridigt var det imod mig, lyder det fra Herren. 18 Det kan du takke din Færd, dine Gerninger for; det skyldes din Ondskab; hvor bittert! Det gælder Livet.
19 Mit indre, mit Indre! Jeg skælver! Mit Hjertes Vægge! Mit Hjerte vånder sig i mig, ej kan jeg tie. Thi Hornets klang må jeg høre, Skrig fra Kampen; 20 der meldes om Fald på Fald, thi alt Landet er hærget. Mine Telte hærges brat, i et Nu mine Forhæng. 21 Hvor længe skal jeg skue Banneret, høre Hornet?
29 For Larmen af Ryttere og Bueskytter flyr alt Landet, de tyr ind i Krat, stiger op på Klipper; hver By er forladt, og ikke et Menneske bor der. 30 Og du, hvad vil du mon gøre? Om end du klæder dig i Skarlagen, smykker dig med Guld og gør Øjnene store med Sminke det er spildt, du gør dig smuk. Elskerne agter dig ringe, dit Liv vil de have. 31 Thi jeg hører Råb som ved Barnsnød, Skrig som ved Førstefødsel. Hør, hvor Zions Datter stønner med udrakte Hænder: "Ve mig, min Sjæl bukker under for dem, som myrder."
11 Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Fårene. 12 Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem Fårene ikke høre til ser Ulven komme og forlader Fårene og flyr, og Ulven røver dem og adspreder dem, 13 fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om Fårene. 14 Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig, 15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Fårene. 16 Og jeg har andre Får, som ikke høre til denne Fold; også dem bør jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde. 17 Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til for at tage det igen. 18 Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det igen. Dette Bud modtog jeg af min Fader." 19 Der blev atter Splid iblandt Jøderne for disse Ords Skyld. 20 Og mange af dem sagde: "Han er besat og raser, hvorfor høre I ham?" 21 Andre sagde: "Dette er ikke Ord af en besat; mon en ond Ånd kan åbne blindes Øjne?"