Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
52 Til Sangmesteren. En Maskil af David, 2 da Edomiten Doeg kom og meldte Saul, at David var gaaet ind i Ahimeleks Hus.
3 Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme? 4 Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed, 5 du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela. 6 Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!
7 Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela. 8 De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende: 9 "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"
10 Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på. 11 Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn.
6 Ve Zions sorgløse mænd og de trygge på Samarias bjerg, I ædle blandt førstegrødefolket, hvem Israels Hus søger til; 2 (drag over til Kalne og se, derfra over til det store Hamat og ned til Filisternes Gat: Er de bedre end disse Riger, deres Område større end eders?)
3 I, som afviser Ulykkesdagen og bringer Urettens Sæde nær. 4 De ligger på Elfenbenslejer, henslængt på deres Bænke; af Hjorden æder de Lam og Kalve fra Fedesti; 5 de kvidrer til Harpeklang og opfinder Strengeleg som David; 6 de drikker Vinen af Kander og salver sig med ypperste Olie, men sørger ej over Josefs Skade. 7 Derfor skal de nu føres bort forrest i landflygtiges Flok. Dagdrivernes Skrål får Ende, lyder det fra Herren, Hærskarers Gud.
8 Den Herre Herren svor ved sig selv: Afsky har jeg for Jakobs Hovmod, hans Borge vækker mit Had; jeg prisgiver Byen og dens fylde. 9 Og er der end hele ti Mænd i eet Hus de skal dog dø. 10 Og levnes der een, så trækkes han frem af sin Slægtning og den, som røer når Ligene hentes af Huse. Og han siger til ham inderst i Huset: "Er der flere hos dig?" Hin svarer: "Ingen!" Da siger han: "Tys!" Thi Herrens Navn tør de ikke nævne.
11 Thi Herren, se, han byder og slår det store Hus i Stykker, det lille Hus i Splinter.
12 Løber mon Heste på Klipper, pløjes mon Havet med Okser? Men I vender Retten til Gift og Retfærds Frugt til Malurt; 13 I glæder jer over Lodebar og siger: "Mon ikke det var ved vor Styrke, vi tog Karnajim? 14 Thi se, jeg rejser et Folk imod eder, Israels Hus, lyder det fra Herren, Hærskarers Gud; Trængsel bringer det eder fra Egnen ved Hamat til Arababækken.
4 Men da en stor Skare kom sammen, og de droge til ham fra de forskellige Byer, sagde han ved en Lignelse: 5 "En Sædemand gik ud at så sin Sæd; og idet han såede, faldt noget ved Vejen og blev nedtrådt, og Himmelens Fugle åde det op. 6 Og noget faldt på Klippen; og da det voksede op, visnede det, fordi det ikke havde Væde. 7 Og noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voksede op med og kvalte det. 8 Og noget faldt i den gode Jord, og det voksede op og bar hundrede Fold Frugt." Da han sagde dette, råbte han: "Den, som har Øren at høre med, han høre!"
9 Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulde betyde. 10 Og han sagde: "Eder er det givet at kende Guds Riges Hemmeligheder, men de andre i Lignelser, for at de, skønt seende, ikke skulle se, og, skønt hørende, ikke skulle forstå.