Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
12 Mit liv er snart forbi som aftenskyggen,
jeg visner bort som afskåret græs.
13 Men du, min Gud, sidder evigt på tronen,
din storhed berømmes fra slægt til slægt.
14 Rejs dig og se i nåde til Zion.
Det er tid til at vise din barmhjertighed,
du har jo lovet at komme os til hjælp.
15 Selv om Jerusalem ligger i ruiner,
elsker dit folk byens sten og murbrokker.
16 Folkeslag skal ære Herrens navn,
og jordens konger skal frygte for hans magt.
17 For Herren vil genopbygge Jerusalem,
han vil åbenbare sin magt og herlighed.
18 Han vil lytte til de nødstedtes råb,
ikke afvise deres indtrængende bøn.
19 Det bliver nedskrevet for efterslægtens skyld,
så kommende generationer må prise Herren.
20 Herren ser os fra sin bolig i himlen,
han betragter jorden fra sit himmelske tempel.
21 Han hører de tilfangetagne stønne og klage,
han befrier dem, som var dømt til at dø.
22 Sådan skal Herrens magt fejres i Zion,
hans frelse skal prises i Jerusalem.
23 Da vil nationerne rådslå med hinanden,
og konger skal bøje sig for Herren.
24 Herre, du har ramt mig i min bedste alder,
jeg føler, at min livskraft ebber ud.
25 Åh, min Gud, du som lever for evigt,
lad mig ikke dø i min bedste alder.
26 I begyndelsen grundlagde du jorden,
med egne hænder skabte du himmelrummet.
27 Det hele skal forgå, men du vil bestå.
Himmel og jord slides op som en klædning,
du lægger dem væk som et udslidt stykke tøj.
28 Men du er altid den samme,
dine leveår får aldrig ende.
Elisa opvækker en død dreng i Shunem
8 Elisa kom tit igennem Shunem på sine rejser, og en af byens velstående kvinder plejede at inviterede ham til middag, hver gang han kom forbi. 9 På et tidspunkt sagde kvinden til sin mand: „Jeg ved, at det er en hellig profet, som ofte spiser her. 10 Jeg synes, vi skal indrette et lille gæsteværelse til ham på taget og sætte en seng, et bord, en stol[a] og en lampe derop, så han har sit eget værelse, når han kommer her på gennemrejse.”
11 Næste gang Elisa kom på besøg, gik han op på værelset og lagde sig på sengen for at hvile sig. 12 Så sagde han til sin tjener, Gehazi: „Kald på vores værtinde og sig, at jeg vil tale med hende.” Da hun indfandt sig, 13 sagde Elisa til Gehazi: „Sig til hende, at vi værdsætter alt det, hun har gjort for os, og spørg hende så, om jeg kan gøre noget for hende til gengæld. Hun kan bare sige til, hvis hun ønsker, at jeg skal lægge et godt ord ind for hende hos kongen eller hos hærføreren.”
„Nej, jeg mangler ikke noget. Jeg har det godt her,” svarede hun.
14 „Hvad kan vi så gøre for hende?” spurgte Elisa sin tjener. Han svarede: „Hun har ingen søn—og hendes mand er efterhånden gammel.”
15 „Kald på hende igen,” beordrede Elisa.
Da hun stillede sig i døren, 16 tiltalte Elisa hende direkte. „Næste år ved denne tid vil du stå med en søn på armen,” sagde han.
„Åh, du Guds profet,” indvendte hun, „giv mig ikke falske forhåbninger.”
17 Men Elisas ord stod ved magt. Snart efter blev kvinden gravid, og det følgende år fødte hun en søn—nøjagtig som Elisa havde forudsagt.
32 Da Elisa kom ind i huset, så han den døde dreng, som lå på hans seng. 33 Han gik ind i værelset og lukkede døren. Så bad han til Herren, 34 og da han havde bedt, lagde han sig hen over drengen—med sin mund på drengens mund, med sine øjne over drengens øjne og med sine hænder på drengens hænder. Da begyndte varmen at vende tilbage i drengens krop. 35 Så rejste Elisa sig og gik frem og tilbage i værelset. Derefter lagde han sig igen hen over drengen som før. Denne gang nyste drengen syv gange og slog øjnene op.
36 Derpå sagde profeten til Gehazi: „Kald på kvinden.” Da drengens mor kom ind i værelset, sagde Elisa: „Her er din søn.” 37 Da faldt hun på knæ foran Elisa, hvorefter hun tog sin søn og gik ud.
Næste stop: Ikonion
14 I byen Ikonion gik det på samme måde. Paulus og Barnabas gik hen i synagogen og talte med en sådan gennemslagskraft, at mange af tilhørerne kom til tro, både jøder og grækere. 2 Men de jøder, der ikke ville lade sig overbevise, gik i gang med at vække misstemning og uvilje mod Paulus og Barnabas hos den græske befolkning. 3 Det afholdt dog ikke de to apostle fra at blive i længere tid på stedet og frimodigt fortsætte deres forkyndelse. Og Herren bekræftede budskabet ved at give dem kraft til at udføre store undergerninger. 4 Byen delte sig i to lejre. Nogle holdt med de jødiske ledere, andre holdt med apostlene.
5 En gruppe ledere blandt jøderne og grækerne fik samlet nogle folk, der skulle mishandle og stene Paulus og Barnabas. 6 Da de to apostle blev klar over det, skyndte de sig bort til området omkring Lystra og Derbe, to byer i provinsen Lykaonien. 7 Der vandrede de nu omkring og forkyndte det glædelige budskab.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.