Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Herren er min hyrde

23 En sang af David.

¹⁶ Tag nu af sted og kald alle Israels ledere sammen. Fortæl dem, at Jahve, deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, viste sig for dig, og at han sagde til dig: ‚Jeg har set, hvordan egypterne har behandlet jer. ¹⁷ Og jeg lover at befri jer fra elendigheden i Egypten og føre jer ind i det land, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor—et land, der flyder med mælk og honning.’ ¹⁸ De israelitiske ledere vil tage imod dit budskab. Derefter skal I sammen gå til Egyptens konge og sige: ‚Jahve, vores Gud, har åbenbaret sig for os. Derfor vil vi gerne rejse tre dagsrejser ud i ørkenen for at ofre til ham. Giv os nu din tilladelse.’ ”

¹⁹ Jahve fortsatte: „Jeg ved godt, at egypterkongen ikke uden videre vil lade jer rejse—ikke medmindre han bliver tvunget til det. ²⁰ Jeg vil tvinge ham ved at slå hårdt ned på hele Egypten, og så vil han til sidst give efter og lade jer rejse. ²¹ Og jeg vil sørge for, at egypterne bliver venligt stemt og giver jer gaver, så I ikke skal rejse bort med tomme hænder. ²² De hebræiske kvinder skal bede alle de egyptiske kvinder, der bor i nærheden af dem som fremmede, om juveler, sølv, guld og fine klæder, og I skal give jeres sønner og døtre det på. På den måde får I lov at plyndre egypternes rigdomme.”

Moses vender tilbage til Egypten

¹⁸ Så gik Moses hjem til sin svigerfar Jetro og sagde: „Jeg vil gerne rejse tilbage til Egypten og besøge min familie og se om de lever endnu.”

„Gå du blot, og fred være med dig,” svarede Jetro.

¹⁹ Inden Moses forlod Midjan, sagde Herren til ham: „Du skal ikke være bange for at vende tilbage til Egypten, for alle de mænd, der var ude efter at slå dig ihjel, er nu døde.” ²⁰ Så hjalp Moses sin kone med de to små børn^[a] op på et æsel og de begav sig alle af sted mod Egypten. Og han havde hyrdestaven—Guds stav—i hånden.

¹³ Da I repræsenterer Herren, skal I underordne jer de menneskelige myndigheder, hvad enten det er en konge, som er sat til at regere, ¹⁴ eller det er ordensmagten, som straffer forbryderne og påskønner dem, der handler ret. ¹⁵ Det er nemlig Guds vilje, at jeres eksemplariske levevis skal lukke munden på dem, som kommer med uovervejede beskyldninger imod jer. ¹⁶ Kristus har sat jer i frihed, men brug ikke friheden som en undskyldning for onde handlinger. Nok er I frie, men I er også Guds tjenere. ¹⁷ Vis respekt for alle mennesker, og vis jeres kærlighed til alle de kristne. Frygt Gud og respekter kongen.^[a]