Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Glæden i Guds nærvær
16 En sang af David.
Åh, Gud, beskyt mig,
for jeg søger ly hos dig.
2 Du er min Herre, og alt det gode,
jeg har oplevet, kommer fra dig.
3 De gudfrygtige i landet er mine helte,
og jeg glæder mig over dem.
4 Men de, som tilbeder andre guder,
oplever mange sorger.
Jeg vil ikke nævne deres guders navne
eller være med til at bringe dem ofre.
5 Herre, du opfylder alle mine behov,
mit liv er i dine hænder.
6 Du har velsignet mig med et herligt land
og givet mig en vidunderlig arv.
7 Jeg vil prise Herren, min Rådgiver,
selv om natten vejleder han mig.
8 Jeg stoler altid på Herren.
Han står ved min side, så jeg ikke falder.
9 Derfor kan jeg fryde mig og synge glædessange.
Også mit legeme er i sikkerhed,
10 for du vil ikke efterlade mig blandt de døde.
Du vil ikke lade din hengivne tjener gå i forrådnelse.
11 Du har vist mig vejen til livet,
hos dig fyldes jeg med glæde,
du giver mig den evige herlighed.
Anden sang: De elskende finder sammen
Den unge pige:
8-9 „Jeg kan høre min elskedes stemme.
Han er på vej hen til mig!
Se, dér kommer han løbende over bjergene,
springende ned ad bakkerne som en gazelle.
Se, nu står han uden for muren,
han kigger ind gennem vinduesgitteret.
10 Min elskede siger til mig:
‚Stå op, min smukke! Kom med!
11 Se, vinteren er forbi, nu er det forår.
12 Blomster skyder op af jorden,
fuglene synger af glæde,
turtelduerne kurrer overalt i landet.
13 De første figner er kommet,
vinrankens blomster spreder deres duft.
Stå op, min elskede!
Kom, du skønne, kom med mig!’ ”
Den unge mand:
14 „Min due, hvorfor gemmer du dig bag klippen?
Lad mig se dit ansigt og høre din stemme,
for din stemme er bedårende, og dit ansigt er yndigt.
15 Lad os fange alle de små ræve,
som vil ødelægge vores kærligheds blomstrende vingård.”
Bliv ved med at bede og fortælle andre om Jesus
2 Bed med udholdenhed, åndsnærværelse og taksigelse. 3 Bed også for os, at Gud må give os gode muligheder for at forkynde hans ord og fortælle dem, som ikke er jøder, at Guds plan om frelsen i Kristus også gælder dem. Det er jo på grund af det budskab, jeg sidder i fængsel her. 4 Bed om, at jeg må kunne forklare det på den rette måde.
5 Vær betænksomme i jeres relationer med dem, der ikke hører Herren til, og brug de muligheder, I får.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.