Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

95 Kom, la oss juble for Herren, la oss rope med fryd for vår frelses klippe!

² La oss trede frem for hans åsyn med pris, la oss juble for ham med salmer!

³ For Herren er en stor Gud og en stor konge over alle guder,

⁴ han som har jordens dyp i sin hånd og fjellenes høider i eie,

⁵ han som eier havet, for han har skapt det, og hans hender har gjort det tørre land.

⁶ Kom, la oss kaste oss ned og bøie kne, la oss knele for Herrens, vår skapers åsyn!

⁷ For han er vår Gud, og vi er det folk han før, og den hjord hans hånd leder. Vilde I dog idag høre hans røst!

⁸ Forherd ikke eders hjerte, likesom ved Meriba, likesom på Massadagen i ørkenen,

⁹ hvor eders fedre fristet mig! De satte mig på prøve, de som dog hadde sett min gjerning.

¹⁰ Firti år vemmedes jeg ved den slekt, og jeg sa: De er et folk med forvillet hjerte, og de kjenner ikke mine veier.

¹¹ Så svor jeg i min vrede: Sannelig, de skal ikke komme inn til min hvile.

⁹ Og Moses sa til Aron: Si til hele Israels barns menighet: Kom frem for Herrens åsyn; for han har hørt hvorledes I knurrer.

¹⁰ Da så Aron talte til hele Israels barns menighet, vendte de sig mot ørkenen, og se, Herrens herlighet åpenbarte sig i skyen.

¹¹ Og Herren talte til Moses og sa:

¹² Jeg har hørt hvorledes Israels barn knurrer; tal til dem og si: Imellem de to aftenstunder^[a] skal I få kjøtt å ete, og imorgen skal I mettes med brød, og I skal kjenne at jeg er Herren eders Gud.

¹³ Da det nu blev aften, kom det vaktler og dekket leiren, og om morgenen var det et lag av dugg rundt omkring leiren.

¹⁴ Og da duggen gikk bort, se, da lå det utover ørkenen noget fint, kornet, fint som rim på jorden.

¹⁵ Da Israels barn så det, sa de til hverandre: Hvad er det? for de visste ikke hvad det var. Da sa Moses til dem: Det er det brød Herren har gitt eder å ete.

¹⁶ Således har Herren befalt: Sank av det efter som enhver trenger, en omer til manns efter tallet på eders husfolk; enhver skal ta for dem som er i hans telt.

¹⁷ Og Israels barn gjorde således, og de sanket, den ene meget, den andre lite.

¹⁸ Og da de målte det med omeren, hadde den som hadde sanket meget, intet tilovers, og den som hadde sanket lite, fattedes intet; enhver hadde sanket efter som han trengte.

¹⁹ Og Moses sa til dem: Ingen skal levne noget av det til om morgenen.

²⁰ Men de lød ikke Moses, for nogen levnet noget av det til om morgenen; da vokste det makk i det, og det luktet ille. Og Moses blev vred på dem.

²¹ Siden sanket de det hver morgen efter som enhver trengte; men når solen brente hett, smeltet det.

¹¹ Kom derfor i hu at I som fordum var hedninger i kjøttet og blev kalt uomskårne av den såkalte omskjærelse på kjøttet, den som gjøres med hånden,

¹² at I på den tid stod utenfor Kristus, utelukket fra Israels borgerrett og fremmede for paktene med deres løfte, uten håp og uten Gud i verden;

¹³ men nu, i Kristus Jesus, er I som fordum var langt borte, kommet nær til ved Kristi blod.

¹⁴ For han er vår fred, han som gjorde de to til ett og nedrev gjerdets skillevegg, fiendskapet,

¹⁵ idet han ved sitt kjød avskaffet den lov som kom med bud og forskrifter, forat han ved sig selv kunde skape de to til ett nytt menneske, idet han gjorde fred,

¹⁶ og forlike dem begge i ett legeme med Gud ved korset, idet han på dette drepte fiendskapet.

¹⁷ Og han kom og forkynte fred for eder som var langt borte, og fred for dem som var nær ved;

¹⁸ for ved ham har vi begge adgang til Faderen i en Ånd.

¹⁹ Så er I da ikke lenger fremmede og utlendinger, men I er de helliges medborgere og Guds husfolk,

²⁰ I som er bygget op på apostlenes og profetenes grunnvoll, mens hjørnestenen er Kristus Jesus selv,

²¹ i hvem hver bygning føies sammen og vokser til et hellig tempel i Herren,

²² i hvem også I bygges op med de andre til en Guds bolig i Ånden.