Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
148 Halleluja! Pris Herren i himlen, pris ham i det høje! 2 Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans hærskarer, 3 pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne, 4 pris ham, himlenes himle og vandene over himlene! 5 De skal prise Herrens navn, thi han bød, og de blev skabt; 6 han gav dem deres plads for evigt, han gav en lov, som de ej overtræder! 7 Lad pris stige op til Herren fra jorden, I havdyr og alle dyb, 8 Ild og hagl, sne og røg, storm, som gør hvad han siger, 9 I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre, 10 I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle, 11 I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens dommere, 12 ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge! 13 De skal prise Herrens navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans højhed omspender jord og himmel. 14 Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme, af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja!
17 Men efter Jojadas Død kom Judas Øverster og kastede sig ned for Kongen. Da hørte Kongen dem villig, 18 Og de forlod Herren, deres Fædres Guds Hus og dyrkede Asjererne og Gudebillederne. Og der kom Vrede over Juda og Jerusalem for denne deres Synds Skyld. 19 Så sendte han Profeter iblandt dem for at omvende dem til Herren, og de advarede dem, men de hørte ikke. 20 Men Guds Ånd iførte sig Zekarja, Præsten Jojadas Søn, og han trådte frem for Folket og sagde til dem: "Så siger Gud: Hvorfor overtræder I Herrens Bud så Lykken viger fra eder? Fordi I har forladt Herren, har han forladt eder!" 21 Men de sammensvor sig imod ham og stenede ham på Kongens Bud i Forgården til Herrens Hus; 22 Kong Joas kom ikke den Kærlighed i Hu, hans Fader Jojada havde vist ham, men lod Sønnen dræbe, Men da han døde, råbte han: "Herren ser og straffer!"
23 Ved Jævndøgnstide drog Aramæernes Hær imod Kongen, og de trængte ind i Juda og Jerusalem og udryddede alle Øverster af Folket og sendte alt Byttet, de tog fra dem. til Kongen af Darmaskus. 24 Skønt Aramæernes Hær kom i et ringe Tal, gav Herren en såre stor Hær i deres Hånd, fordi de havde forladt Herren, deres Fædres Gud; således fuldbyrdede de Dommen over Joas.
6 Men da i de Dage Disciplenes Antal forøgedes, begyndte Hellenisterne at knurre imod Hebræerne", fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling. 2 Da sammenkaldte de tolv Disciplenes Skare og sagde: "Det huer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene. 3 Udser derfor, Brødre! iblandt eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fulde af Ånd og Visdom; dem ville vi så indsætte til denne Gerning. 4 Men vi ville holde trolig ved i Bønnen og Ordets Tjeneste." 5 Og denne Tale behagede hele Mængden; og de udvalgte Stefanus. en Mand fuld af Tro og den Helligånd, og Filip og Prokorus og Nikaiior og Timon og Parmenas og Nikolaus, en Proselyt fra Antiokia; 6 dem stillede de frem for Apostlene; og disse bade og lagde Hænderne på dem.
7 Og Guds Ord havde Fremgang og Disciplenes Tal forøgedes meget i Jerusalem; og en stor Mængde af Præsterne adløde Troen.
51 I hårde Halse og uomskårne på Hjerter og Øren! I stå altid den Helligånd imod; som eders Fædre, således også I. 52 Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne, 53 I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!"
54 Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham. 55 Men som han var fuld af den Helligånd, stirrede han op imod Himmelen og så Guds Herlighed og Jesus stående ved Guds højre Hånd. 56 Og han sagde: "Se, jeg ser Himlene åbnede og Menneskesønnen stående ved Guds højre Hånd." 57 Men de råbte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede endrægtigt ind på ham. 58 Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus. 59 Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: "Herre Jesus, tag imod min Ånd!" 60 Men han faldt på Knæ og råbte med høj Røst: "Herre, tilregn dem ikke denne Synd!" Og som han sagde dette, sov han hen. (Kap.8) 1 Men Saulus fandt Behag i hans Mord.