Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 76

Guds magt og straf

76 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En lovsang af Asaf.

Gud har vist sin magt i Judas land,
    han er berømt overalt i Israel.
Hans bolig er bygget i Jerusalem,
    hans hjem findes på Zions bjerg.
Han brækkede fjendens pile og skjolde,
    han ødelagde alle deres våben.
Du er mægtig og herlig,
    større end de højeste bjerge.[a]
De stolte fjender blev slået,
    nu sover de dødens søvn.
        De kunne intet stille op mod dig.
Ved lyden af dit krigsråb, Jakobs Gud,
    faldt heste og ryttere omkuld.
Hvem ville ikke frygte dig, Gud?
    Hvem kan holde stand mod din vrede?
Du udråbte din dom fra himlen,
    jorden skælvede og tav stille.
10 Du gik til angreb for at dømme de gudløse,
    for at forsvare dit undertrykte folk.
11 Vi ærer dig, fordi du straffede de onde,
    du åbenbarede din mægtige vrede.[b]

12 Opfyld de løfter, I har givet jeres Gud.
    Bring jeres gaver som tak til den Almægtige.
13 Han ydmyger stormænd og mægtige fyrster,
    alle konger på jorden frygter hans magt.

Esajas 66:14-24

14 Når I ser Jerusalems genrejsning, vil I juble af glæde, og I vil vokse jer sunde og raske. Da vil Guds tjenere erfare Herrens magt, og hans fjender vil smage hans vrede. 15 For se, Herren kommer med lyn og tordenskrald, hans vrede er en fortærende ild, hans dom er et brølende flammehav. 16 Herren vil straffe sine modstandere med ild og sværd i et vældigt blodbad.

17 Herren siger: „De, som dyrker afguder i offerlundene, og som spiser svinekød og mus og andre urene dyr, vil blive udryddet. 18 Jeg kender menneskets tanker og gerninger, og alle folkeslagene vil opleve min kraft og magt til at straffe dem. 19 Jeg vil gøre et under iblandt dem, og dem, der undslipper, sender jeg ud til Tarshish, Pul, Lud (de berømte bueskytter), Tubal, Javan, og til de fjerne lande, der ikke har hørt om mig eller oplevet min kraft. De skal fortælle folkene om min herlighed, 20 og de skal føre alle jeres brødre iblandt folkeslagene tilbage som et offer til mig. På heste, i vogne, i bærestole, på muldyr og kamelryg skal de komme til Jerusalem og mit hellige bjerg,” siger Herren. „De skal komme, som når israelitterne bringer offergaver i rene kar til mit tempel. 21 Da vil jeg udpege nogle af dem, som er vendt hjem, til at være mine præster og levitter,” siger Herren.

22 „Ligesom den nye himmel og den nye jord altid vil bestå, skal jeres slægt og efterkommere aldrig dø ud. 23 Hver uge på sabbatten og hver den første i måneden skal alle mennesker komme for at tilbede mig,” siger Herren. 24 „Og de skal gå ud og se på ligene af dem, som gjorde oprør imod mig. De ligger på lossepladsen, hvor ormene aldrig dør, og ilden aldrig slukkes. Synet af dem vil tjene til skræk og advarsel for alle.”

Matthæus 23:37-24:14

Jerusalems indbyggere anklages for deres vantro(A)

37 Åh, Jerusalems indbyggere, I som dræber Guds profeter og stener hans sendebud, hvor ofte har jeg ikke villet tage jer under mine vinger, som en høne samler kyllingerne under sine vinger? Men I ville ikke! 38 Derfor bliver jeres hus øde og forladt, 39 for det siger jeg jer: Fra nu af får I mig ikke længere at se, før I anerkender mig som den, Gud har sendt.”[a]

Jesus forudsiger templets ødelæggelse(B)

24 Da Jesus var på vej væk fra templet sammen med disciplene, gjorde de ham opmærksom på templets smukke bygninger. „Ja, det ser smukt ud,” sagde Jesus. „Men det siger jeg jer: Det hele vil blive jævnet med jorden.”

Jesus advarer om krige, katastrofer og forfølgelser(C)

Da de var nået over på Olivenbjerget, satte Jesus sig ned. Han var alene sammen med disciplene, som sluttede kreds om ham og spurgte: „Hvornår vil det med templet ske? Hvad er tegnet på, at du kommer, og det bliver verdens ende?”

Jesus svarede: „Lad ikke nogen vildlede jer. Mange vil komme og påstå, at de er Messias, og de vil føre mange mennesker på vildspor. I vil høre om uro og krigshandlinger rundt omkring, men lad det ikke skræmme jer. Den slags er uundgåeligt, men det er endnu ikke afslutningen. Folk og nationer vil bekrige hinanden, og mange steder bliver der hungersnød og jordskælv. Men det er kun som de første veer inden en fødsel.

I vil blive forfulgt, og mange vil blive dræbt. I vil blive hadet af alle folkeslag, fordi I hører mig til. 10 Mange vil derfor opgive troen og endda forråde og hade hinanden. 11 Mange falske profeter vil dukke op, og de vil føre mange vild. 12 Efterhånden som ondskaben breder sig, vil kærligheden blive kold hos mange. 13 Men de, der holder ud indtil det sidste, skal blive frelst. 14 Og glædesbudskabet om Guds rige skal forkyndes i hele verden, så alle folkeslag kommer til at høre det—og så vil afslutningen komme.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.