Revised Common Lectionary (Complementary)
73 Dine Hænder skabte og dannede mig, giv mig Indsigt; så jeg kan lære dine Bud! 74 De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi jeg bier på dit Ord. 75 Herre, jeg ved, at dine Bud er retfærdige, i Trofasthed har du ydmyget mig. 76 Lad din Miskundhed være min Trøst efter dit Ord til din Tjener! 77 Din Barmhjertighed finde mig, at jeg må leve, thi din Lov er min Lyst. 78 Lad de frække beskæmmes, thi de gør mig skammelig Uret, jeg grunder på dine Befalinger. 79 Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de, der kender dine Vidnesbyrd. 80 Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter, at jeg ikke skal blive til Skamme.
4 Og du skal sige til dem: Så siger Herren: Mon man falder og ej står op, går tilbage og ej vender om? 5 Hvi falder da dette Folk i Jerusalem fra i evigt Frafald? De fastholder Svig, vil ikke vende om igen. 6 Jeg lytter, hører nøje efter: de taler ej Sandhed, ingen angrer sin Ondskab og siger: "Hvad gjorde jeg!" Hver styrter frem i sit Løb, som Hest stormer frem i Strid. 7 Selv Storken oppe i Luften kender sin Tid, Turtelduen, Svalen og Tranen holder den Tid, de skal komme; men mit Folk, de kender ej Herrens Ret.
8 Hvor kan I sige: "Vi er vise, og hos os er Herrens Lov!" Nej, de skriftkloges Løgnegriffel virked i Løgnens Tjeneste. 9 De vise skal blive til Skamme, ræddes og fanges. Se, Herrens Ord har de vraget, hvad Visdom har de? 10 Derfor giver jeg andre deres Kvinder, nye Herrer deres Marker. Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de farer alle med Løgn fra Profet til Præst. 11 De læger mit Folks Datters Brøst som den simpleste Sag, idet de siger: "Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred. 12 De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger Herren. 13 Jeg vil bjærge deres Høst, så lyder det fra Herren, men Vinstokken er uden Druer, Figentræet uden Figner, og Løvet er vissent.
28 Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og råbte og sagde: "Stor er Efesiernes Artemis!" 29 Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret og reve Makedonierne Hajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller, med sig. 30 Men da Paulus vilde gå ind iblandt Folkemængden, tilstedte Disciplene ham det ikke. 31 Men også nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Bud til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret. 32 Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Årsag de vare komne sammen. 33 Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren; men Aleksander slog til Lyd med Hånden og vilde holde en Forsvarstale til Folket. 34 Men da de fik at vide, at han var en Jøde, råbte de alle med een Røst i omtrent to Timer: "Stor er Efesiernes Artemis!" 35 Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: "I Mænd i Efesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede? 36 Når altså dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke foretage eder noget fremfusende. 37 Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelranere eller bespotte eders Gudinde. 38 Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde hinanden for Retten! 39 Men have I noget Forlangende om andre Sager, så vil det blive afgjort i den lovlige Forsamling. 40 Vi stå jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i Dag er sket, da der ingen Årsag er dertil; herfor, for dette Opløb, ville vi ikke kunne gøre regnskab." 41 Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.