Revised Common Lectionary (Complementary)
90 Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt. 2 Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud! 3 Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!" 4 Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt. 5 Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror; 6 ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.
7 Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi. 8 Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys.
9 Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk. 10 Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted. 11 Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!
12 At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!
7 Og Herrens Ord kom til mig således 2 Du, Menneskesøn, sig: Så siger den Herre Herren til Israels Land: Enden kommer, Enden kommer over Landet vidt og bredt! 3 Nu kommer Enden over dig, og jeg sender min Vrede imod dig og dømmer dig efter dine Veje og gengælder dig alle dine Vederstyggeigheder. 4 Jeg viser dig ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dig dine Veje, og dine Vederstyggeligheder skal blive i din Midte; og du skal kende, at jeg er Herren.
5 Så siger den Herre Herren: Ulykke følger på Ulykke; se, det kommer! 6 Enden kommer, Enden kommer; den er vågnet og tager Sigte på dig; se, det kommer! 7 Turen kommer til dig, som bor i Landet; Tiden er inde, Dagen er nær, en Dag med Rædsel og ikke med Frydeskrig på Bjergene. 8 Nu udøser jeg snart min Harme over dig og udtømmer min Vrede på dig, dømmer dig efter dine Veje og gengælder dig alle dine Vederstyggeligheder. 9 Jeg viser dig ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dig dine Veje, og dine Vederstyggeligheder skal blive i din Midte; og I skal kende, at jeg, Herren, er den, som slår.
8 Og den fjerde Engel udgød sin Skål over Solen; og det blev givet den at brænde Menneskene med Ild. 9 Og Menneskene brændtes i stor Hede og bespottede Guds Navn, som har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke til at give ham Ære. 10 Og den femte Engel udgød sin Skål over Dyrets Trone; og dets Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine. 11 Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gerninger. 12 Og den sjette Engel udgød sin Skål over den store Flod Eufrat; og dens Vand borttørredes, for at Vejen kunde beredes for Kongerne fra Solens Opgang. 13 Og jeg så, at der af Dragens Mund og af Dyrets Mund og af den falske Profets Mund udgik tre urene Ånder, som lignede Padder. 14 Thi de ere DæmonersÅnder, som gøre Tegn; og de gå ud til hele Jorderiges Konger for at samle dem til Krigen på Guds, den almægtiges, store Dag. 15 - Se, jeg kommer som en Tyv Salig er den, som våger og bevarer sine Klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans Skam. - 16 Og de samlede dem til det Sted,som kaldes på Hebraisk Harmagedon. 17 Og den syvende Engel udgød sin Skål i Luften; og fra Templet, fra Tronen udgik der en høj Røst, som sagde: Det er sket. 18 Og der kom Lyn og Røster og Tordener; og der blev et stort Jordskælv, hvis Mage ikke har været, siden der blev Mennesker til på Jorden, et sådant Jordskælv, så stort. 19 Og den store Stad blev til tre Dele, og Folkeslagenes Stæder faldt; og Gud kom det store Babylon i Hu for at give det Bægeret med sin Vredes Harmes Vin. 20 Og hver Ø flyede, og Bjerge bleve ikke fundne. 21 Og en stærk Hagl, centnertung, faldt ned fra Himmelen på Menneskene; og Menneskene bespottede Gud for Haglens Plage, thi dens Plage var meget stor.