Revised Common Lectionary (Complementary)
5 Til Sangmesteren. El-hannehilot. En Salme af David.
2 Herre, lytt til mit Ord og agt på mit suk, 3 lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig! 4 Årle hører du, Herre, min Røst, årle bringer jeg dig min Sag og spejder.
5 Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig, 6 for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand, 7 tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld Mand er Herren en Afsky. 8 Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store Nåde og vendt mod dit hellige Tempel bøje mig i din Frygt.
9 Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, Herre, jævn din Vej for mit Ansigt! 10 Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund, Struben en åben Grav, deres Tunge er glat. 11 Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for deres Synders Mængde, de trodser jo dig. 12 Lad alle glædes, som lider på dig, evindelig frydes, skærm dem, som elsker dit Navn, lad dem juble i dig! 13 Thi du velsigner den retfærdige, Herre, du dækker ham med Nåde som Skjold.
13 Med hvad skal jeg stille dig lige, Jerusalems Datter, hvormed skal jeg ligne og trøste dig, Zions Jomfru? Thi dit Sammenbrud er stort som Havet, hvo læger dig vel? 14 Profeternes Syner om dig var Tomhed og Løgn, de afsløred ikke din Skyld for at vende din Skæbne, Synerne gav dig kun tomme, vildende Udsagn. 15 Over dig slog de Hænderne sammen, de, hvis Vej faldt forbi, de hån fløjted, rysted på Hoved ad Jerusalems Datter: "Er det da Byen, man kaldte den fuldendt skønne, al Jordens Glæde?" 16 De opspærred Munden imod dig, alle dine Fjender, hånfløjted, skar Tænder og sagde: "Vi opslugte hende; ja, det er Dagen, vi vented, vi fik den at se."
17 Herren har gjort, som han tænkte, fuldbyrdet det Ord, han sendte i fordums Dage, brudt ned uden Skånsel, ladet Fjender glæde sig over dig, rejst Uvenners Horn.
13 Men i Antiokia, i den derværende Menighed, var der Profeter og Lærere, nemlig Barnabas og Simeon, med Tilnavn Niger, og Kyrenæeren Lukius og Manaen, en Fosterbroder af Fjerdingsfyrsten Herodes, og Saulus. 2 Medens de nu holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Helligånd: "Udtager mig Barnabas og Saulus til den Gerning, hvortil jeg har kaldet dem." 3 Da fastede de og bade og lagde Hænderne på dem og lode dem fare. 4 Da de nu således vare udsendte af den Helligånd, droge de ned til Seleukia og sejlede derfra til Kypern. 5 Og da de vare komne til Salamis, forkyndte de Guds Ord i Jødernes Synagoger; men de havde også Johannes til Medhjælper. 6 Og da de vare dragne igennem hele Øen indtil Pafus, fandt de en Troldkarl, en falsk Profet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus. 7 Han var hos Statholderen Sergius Paulus, en forstandig Mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og attråede at høre Guds Ord. 8 Men Elimas, Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem imod og søgte at vende Statholderen bort fra Troen. 9 Men Saulus, som også kaldes Paulus, blev fyldt med den Helligånd, så fast på ham og sagde: 10 "O, du Djævelens Barn, fuld af al Svig og al Underfundighed, du Fjende af al Retfærdighed! vil du ikke holde op med at forvende Herrens de lige Veje? 11 Og nu se, Herrens Hånd er over dig, og du skal blive blind og til en Tid ikke se Solen." Men straks faldt der Mulm og Mørke over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunde lede ham. 12 Da Statholderen så det, som var sket, troede han, slagen af Forundring over Herrens Lære.