Revised Common Lectionary (Complementary)
Guds storhed og omsorg
139 Til korlederen: En sang af David.
Herre, du ved alt om mig,
du kender mit hjerte til bunds.
2 Du er klar over alt, hvad jeg gør,
du kender mine inderste tanker.
3 Du ved, hvor jeg går om dagen og sover om natten,
du lægger mærke til al min færden.
4 Du ved, hvad jeg vil sige,
før jeg kan nå at åbne munden.
5 Du omgiver mig på alle sider,
lægger din skærmende hånd på mig.
6 Det er næsten for godt til at være sandt.
Jeg fatter ikke din uendelige godhed.
7 Jeg når aldrig uden for din rækkevidde,
hvor jeg end er, er du nær hos mig.
8 Farer jeg op til himlen, da møder du mig der.
Stiger jeg ned i dødsriget, da møder du mig der.
9 Flyver jeg mod øst på morgenrødens vinger,
rejser jeg mod vest over det store hav,
10 så vil din hånd også lede mig der,
din højre hånd holde mig fast.
11 Bad jeg mørket om at skjule mig,
befalede jeg dagen at blive til nat,
12 så ville mørket ikke være mørkt for dig,
for nat eller dag gør ingen forskel.
13 Du har skabt mig som den, jeg er,
du formede mig i min mors mave.
14 Tak, Gud, at du skabte mig så forunderligt,
dit skaberværk er fantastisk.[a]
15 Du så på mig, da jeg blev dannet i det skjulte,
da jeg langsomt voksede i livmoderens mørke.
16 Mens jeg endnu var et foster, så du mig.
Mine livsdage var lagt fast og skrevet ned i din bog,
længe før jeg så dagens lys.
17 Forunderlige og fuldkomne er dine tanker, Gud,
de overgår langt, hvad jeg kan fatte.
18 Kunne de tælles, ville de være talrige som sandet.
Jeg ville aldrig nå til ende med dem.[b]
4 Herren sagde til mig: 5 „Længe før jeg dannede dig i din mors liv, havde jeg planer for dig. Før du blev født, udvalgte jeg dig til at være profet for folkeslagene.”
6 „Åh, almægtige Gud!” svarede jeg. „Jeg er alt for ung. Jeg har slet ikke autoritet til at kunne tale som profet.”
7 „Du skal ikke undskylde dig med, at du er for ung,” svarede Herren. „Du skal bare gå, hvor jeg sender dig, og sige alt, hvad jeg befaler dig. 8 Du skal ikke være bange for, hvordan folk vil reagere, for jeg går med dig og beskytter dig.”
9 Så rakte Herren hånden ud og rørte ved min mund. „Jeg vil lægge mine ord i din mund,” sagde han. 10 „Jeg giver dig hermed autoritet over folkeslag og kongeriger. Noget skal rykkes op med rode, mens andet skal plantes på ny. Noget skal rives ned til grunden, mens andet skal genopbygges.”
Farisæerne fatter intet
21 Jesus fortsatte: „Jeg går bort, og I vil lede efter mig, men I skal dø i jeres synder. Hvor jeg går hen, kan I ikke komme.”
22 De jødiske ledere udbrød: „Mon han vil begå selvmord, siden han siger, at vi ikke kan komme til det sted, hvor han går hen?”
23 „Jeg kommer ovenfra,” svarede Jesus. „I tilhører denne verden, men det gør jeg ikke. 24 Derfor sagde jeg, at I kommer til at dø i jeres synder. For kun hvis I tror på, at jeg er den, jeg er, kan I undgå at dø i jeres synder.”
25 „Jamen, hvem er du da?” spurgte de.
„Har I slet ikke hørt, hvad jeg har sagt?” udbrød Jesus. 26 „Der er meget, jeg kunne sige om jer og dømme jer for. Men lad mig nøjes med at sige, at han, som sendte mig, altid taler sandt. Og det budskab, jeg har fra ham, er det, jeg giver videre til menneskene.”
27 De fattede ikke, at han talte til dem om sin himmelske Far. 28 Da sagde Jesus: „Når I har fået Menneskesønnen løftet op, vil I forstå, at jeg er den, jeg er. Jeg gør intet af egen vilje, men jeg siger det, min Far har sagt, jeg skal sige. 29 Han, som har sendt mig, står bag mig. Han har ikke forladt mig, for jeg gør altid det, der er hans vilje.”
Mange i skaren kommer til tro
30 Mens Jesus talte, kom mange i folkeskaren til tro på ham, 31 og til dem sagde han: „Hvis I holder fast ved mine ord, er I virkelig mine disciple. 32 I vil lære sandheden at kende, og sandheden skal sætte jer fri.”
Konfrontationen med de jødiske ledere tilspidses
33 „Sætte os fri?” afbrød de jødiske ledere ham. „Hvad mener du med det? Vi har aldrig været slaver af nogen. Vi er jo børn af Abraham!”[a]
34 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Enhver, som lever i synd, er slave af synden. 35 Slaver har ingen frihed og ingen rettigheder. De kan når som helst blive sendt bort. Sønnen, derimod, hører til i familien, og det bliver han ved med at gøre. 36 Hvis Sønnen får sat jer fri, bliver I virkeligt frie.
37 Jeg ved, at I er børn af Abraham, men alligevel er I ude på at slå mig ihjel, for I har ikke plads til mit ord i jeres hjerter. 38 Jeg taler om det, jeg har set hos min Far. Men I handler efter det, I har hørt fra jeres far.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.