Revised Common Lectionary (Complementary)

² Herre, jeg priser dig, for du reddede mig.
    Mine fjender fik ikke lov at triumfere over mig.
³ Herre, min Gud, jeg råbte om hjælp,
    og du helbredte mig.
⁴ Du reddede mig fra den sikre død,
    kaldte mig tilbage fra gravens rand.

⁷ Jeg blev selvsikker og mente,
    jeg kunne klare det hele.
⁸ Men det var jo din nåde,
    der gjorde mig til det, jeg var.
Så da du vendte dig fra mig,
    blev jeg grebet af panik.
⁹ Jeg råbte til dig, Herre,
    tryglede dig om nåde.

2 Ak, som en sort og truende tordensky lå Herrens vrede over Jerusalem.
    Israels himmelske herlighed ligger knust i støvet.
        End ikke Herrens eget tempel blev forskånet for hans vrede.
² Befolkningen i Juda blev nådesløst jaget fra hus og hjem.
    Herren nedbrød i sin vrede hver eneste befæstet by.
        Han ødelagde hele kongeriget til skam for dets ledere.
³ Den samlede israelitiske hær blev løbet over ende.
    Herren trak sin beskyttende hånd væk, da fjenden angreb.
        Hans vrede hærgede landet som en fortærende ild.
⁴ Eliten blandt landets ungdom blev dræbt.
    Herren blev vores fjende og gjorde det af med os.
        Han udgød sin vrede over Jerusalems indbyggere.
⁵ Fjenderne viste sig at være sendt af Herren.
    De ødelagde alle paladser og fæstninger i landet
        og skabte sorg og smerte overalt i Juda.
⁶ Grundlaget for at holde sabbat og højtid forsvandt,
    da Herren nedrev sit tempel, som var det et skur.
        Han forstødte i vrede både konger og præster.
⁷ Han forkastede sit alter, forlod sit tempel,
    lod fjenderne nedbryde palads og bymur.
        De jublede i templet som på en højtidsdag.
⁸ Intet i Jerusalem undgik ødelæggelsens svøbe.
    Herren havde besluttet, at bymuren skulle falde.
        Alle fæstningsværker og tårne blev lagt i ruiner.
⁹ Jerusalems portslåer blev smadret og portene splintret.
    Kongen og landets ledere blev ført bort til et fremmed land.
        Toraen bliver glemt og profetisk åbenbaring er forbi.
¹⁰ Klædt i sæk og med aske på hovedet
    sidder de tilbageblevne ledere tavse på jorden.
        De unge kvinder går nedbøjede omkring.
¹¹ Lidelsen er ikke til at bære, mine tårer er brugt op.
    Mit hjerte er knust ved at se mit folks smerte.
        Børn og spædbørn dør af sult midt på gaden.
¹² „Mad! Vand!” klager de små og besvimer.
    De falder om som sårede soldater i byens gader.
        Langsomt dør de i armene på deres mødre.