Revised Common Lectionary (Complementary)
24 Hvor mange er dine Gerninger, Herre, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt! 25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store; 26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri. 27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide; 28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt. 29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet; 30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
31 Herrens Herlighed vare evindelig, Herren glæde sig ved sine Værker! 32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger 33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til. 34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i Herren.
35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja!
7 Mit hellige Navn kundgør jeg midt i mit Folk Israel, og jeg vil ikke mere vanhellige mit hellige Navn; og Folkene skal kende, at jeg er Herren, den Hellige i Israel. 8 Se, det kommer, det skal ske, lyder det fra den Herre Herren; det er Dagen, jeg har talet om.
21 Jeg åbenbarer min Herlighed blandt Folkene, og alle Folkene skal skue den Dom, jeg fuldbyrder, og min Hånd, som jeg lægger på dem. 22 Israels Hus skal kende, at jeg, Herren, er deres Gud fra hin Dag og fremdeles; 23 og Folkene skal kende, at Israels Hus vandrede i Landflygtighed for deres Misgerningers Skyld, fordi de var troløse imod mig, så jeg skjulte mit Åsyn for dem og gav dem i deres Fjenders Hånd, hvorfor de alle faldt for Sværdet. 24 Efter deres Urenhed og deres Overtrædelser handlede jeg med dem og skjulte mit Åsyn for dem. 25 Derfor, så siger den Herre Herren; Nu vil jeg vende Jakobs Skæbne, forbarme mig over alt Israels Hus og være nidkær for mit hellige Navn; 26 og de skal glemme deres Skændsel og al den Troløshed, de viste mig, når de bor trygt i deres Land, uden at nogen skræmmer, 27 når jeg fører dem tilbage fra Folkeslagene, samler dem fra deres Fjenders Lande og helliger mig på dem for mange Folks Øjne. 28 Og de skal kende, at jeg er Herren deres Gud, når jeg efter at have ført dem i Landflygtighed blandt Folkene samler dem i deres Land uden at lade nogen af dem blive tilbage derude 29 og ikke mere skjuler mit Åsyn for dem, da jeg har udgydt min Ånd over Israels Hus, lyder det fra den Herre Herren.
26 Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke. 27 Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.