Revised Common Lectionary (Complementary)

¹⁴ Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte til dem: "I jødiske Mænd og alle I, som bo i Jerusalem! dette være eder vitterligt, og låner Øre til mine Ord!

³⁶ Derfor skal hele Israels Hus vide for vist, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus,"

³⁷ Men da de hørte dette, stak det dem i Hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige Apostle: "I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gøre?" ³⁸ Men Peter sagde til dem: "Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe på Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I skulle få den Helligånds Gave. ³⁹ Thi for eder er Forjættelsen og for eders Børn og for alle dem, som ere langt borte, så mange som Herren vor Gud vil tilkalde." ⁴⁰ Også med mange andre Ord vidnede han for dem og format dem, idet han sagde: "Lader eder frelse fra denne vanartede Slægt!" ⁴¹ De, som nu toge imod hans Ord, bleve døbte; og der føjedes samme Dag omtrent tre Tusinde Sjæle til.

116 Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn, ² ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte Herrens Navn. ³ Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i Trængsel og Nød var jeg stedt. ⁴ Jeg påkaldte Herrens Navn: "Ak, Herre, frels min Sjæl!"

¹² Hvorledes skal jeg gengælde Herren alle hans Velgerninger mod mig? ¹³ Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde Herrens Navn. ¹⁴ Jeg vil indfri Herren mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk. ¹⁵ Kostbar i Herrens Øjne er hans frommes Død. ¹⁶ Ak, Herre, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes Søn, mine Lænker har du løst. ¹⁷ Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og påkalde Herrens Navn; ¹⁸ mine Løfter vil jeg indfri Herren i Påsyn af alt hans Folk ¹⁹ i Herrens Hus's Forgårde og i din Midte, Jerusalem!

¹⁷ Og dersom I påkalde ham som Fader, der dømmer uden Persons Anseelse efter enhvers Gerning, da bør I vandre i Frygt eders Udlændigheds Tid, ¹⁸ vel vidende, at det ikke var med forkrænkelige Ting,, Sølv eller Guld, at I bleve løskøbte fra eders tomme Vandel, som var overleveret eder fra Fædrene, ¹⁹ men med Kristi dyrebare Blod som et lydeløst og uplettet Lams, ²⁰ han, som var forud kendt for Verdens Grundlæggelse, men blev åbenbaret ved Tidernes Ende for eders Skyld, ²¹ der ved ham tro på Gud, som oprejste ham fra de døde og gav ham Herlighed, så at eders Tro også er Håb til Gud.

²² Lutrer eders Sjæle i Lydighed imod Sandheden til uskrømtet Broderkærlighed, og elsker hverandre inderligt af Hjertet, ²³ genfødte, som I ere, ikke af forkrænkelig, men af uforkrænkelig Sæd, ved Guds levende og blivende Ord.

¹³ Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. ¹⁴ Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete. ¹⁵ Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem. ¹⁶ Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. ¹⁷ Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede. ¹⁸ Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?" ¹⁹ Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; ²⁰ og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. ²¹ Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. ²² Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven, ²³ og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever. ²⁴ Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke." ²⁵ Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt! ²⁶ Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?" ²⁷ Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham. ²⁸ Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gå videre. ²⁹ Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem. ³⁰ Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det. ³¹ Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem. ³² Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?" ³³ Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: ³⁴ "Herren er virkelig opstanden og set af Simon." ³⁵ Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.