Revised Common Lectionary (Complementary)
57 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da han flygtede ind i Hulen for Saul. 2 Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over. 3 Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig; 4 han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed. 5 Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd. 6 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden! 7 Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.
8 Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, 9 vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. 10 Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd; 11 thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. 12 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
36 Da Abigajil kom hjem til Nabal, holdt han netop i sit Hus et Gæstebud som en Konges; og da han var glad og stærkt beruset, sagde hun ham ikke det mindste, før det dagedes. 37 Men om Morgenen, da Nabals Rus var ovre, fortalte hans Hustru ham Sagen. Da lammedes Hjertet i hans Bryst, og han blev som Sten; 38 og en halv Snes Dage efter slog Herren Nabal, så han døde. 39 Da David fik at vide, at Nabal var død, sagde han: "Lovet være Herren, som har hævnet den Krænkelse, Nabal tilføjede mig, og holdt sin Tjener fra at gøre ondt; Herren har ladet Nabals Ondskab falde tilbage på hans eget Hoved!" Derpå sendte David Bud og bejlede til Abigajil. 40 Og da Davids Trælle kom til Abigajil i Karmel, talte de således til hende: "David har sendt os til dig for at bejle til dig!" 41 Da rejste hun sig, bøjede sig med Ansigtet mod Jorden og sagde: "Din Tjenerinde er rede til at blive min Herres Trælkvinde og tvætte hans Trælles Fødder!" 42 Så stod Abigajil hastigt op og satte sig på sit Æsel, og hendes fem Piger ledsagede hende; og hun fulgte med Davids Sendebud og blev hans Hustru.
39 Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også Disciplene fulgte ham. 40 Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: "Beder om ikke at falde i Fristelse." 41 Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt på Knæ, bad og sagde: 42 "Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!" 43 Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham. 44 Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden. 45 Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse. 46 Og han sagde til dem: "Hvorfor sove I? Står op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse."