Revised Common Lectionary (Complementary)

30 En Salme. En Sang ved Husets Indvielse. Af David.

² Herre, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig; ³ Herre min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig. ⁴ Fra Dødsriget, Herre, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb. ⁵ Lovsyng Herren, I hans fromme, pris hans hellige Navn! ⁶ Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang.

⁷ Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig i Evighed!" ⁸ Herre, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet. ⁹ Jeg råbte, Herre, til dig, og tryglende bad jeg til Herren: ¹⁰ "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud? ¹¹ Herre, hør og vær nådig, Herre, kom mig til Hjælp!" ¹² Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde, ¹³ at min Ære skal prise dig uden Ophør. Herre min Gud, jeg vil takke dig evigt!

14 ¹ Da nu Joab, Zerujas Søn, mærkede, at Kongens Hjerte hang ved Absalon, ² sendte han Bud til Tekoa efter en klog Kvinde og sagde til hende: "Lad, som om du har Sorg, ifør dig Sørgeklæder, lad være at salve dig med Olie, men bær dig ad som en Kvinde, der alt i lang Tid har sørget over en afdød; ³ gå så til Kongen og sig således til ham" - og Joab lagde hende Ordene i Munden. ⁴ Kvinden fra Tekoa gik så til Kongen, faldt til Jorden på sit Ansigt, bøjede sig og sagde: "Hjælp Konge!" ⁵ Kongen spurgte hende: "Hvad fattes dig?" Og hun sagde: "Jo, jeg er Enke, min Mand er død. ⁶ Din Trælkvinde havde to Sønner; de kom i Klammeri ude på Marken, og der var ingen til at bilægge deres Tvist; så slog den ene den anden ihjel. ⁷ Men nu træder hele Slægten op imod din Trælkvinde og siger: Udlever Brodermorderen, for at vi kan slå ham ihjel og hævne Broderen, som han dræbte! Således siger de for at få Arvingen ryddet af Vejen og slukke den sidste Glød, jeg har tilbage, så at min Mand ikke får Eftermæle eller Efterkommere på Jorden!" ⁸ Da sagde Kongen til Kvinden: "Gå kun hjem, jeg skal jævne Sagen for dig!" ⁹ Men kvinden fra Tekoa sagde til Kongen: "Lad Skylden komme over mig og mit Fædrenehus, Herre Konge, men Kongen og hans Trone skal være skyldfri!" ¹⁰ Kongen sagde da: "Enhver, som vil dig noget, skal du bringe til mig, så skal han ikke mere volde dig Men!" ¹¹ Men Kvinden sagde: "Vilde dog Kongen nævne Herren din Guds Navn, for at Blodhævneren ikke skal volde endnu mere Ulykke og min Søn blive ryddet af Vejen!" Da sagde han: "Så sandt Herren lever, der skal ikke krummes et Hår på din Søns Hoved!"

⁶ Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstrålede mig. ⁷ Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? ⁸ Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er Jesus af Nazareth, som du forfølger. ⁹ Men de, som vare med mig, så vel Lyset, men hørte ikke hans Røst, som talte til mig. ¹⁰ Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde til mig: Stå op og gå til Damaskus; og der skal der blive talt til dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre. ¹¹ Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jeg ledet ved Hånden af dem, som vare med mig, og kom således ind i Damaskus. ¹² Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der, ¹³ kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Og jeg så op på ham i samme Stund. ¹⁴ Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans Villie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund. ¹⁵ Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du har set og hørt. ¹⁶ Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte, idet du påkalder hans Navn! ¹⁷ Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i Helligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse ¹⁸ og så ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gå hastigt ud af Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd om mig. ¹⁹ Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskede trindt om i Synagogerne dem, som troede på dig, ²⁰ og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod også jeg hos og havde Behag deri og vogtede på deres Klæder, som sloge ham ihjel. ²¹ Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort til Hedninger."