Revised Common Lectionary (Complementary)
Et fortvivlet menneskes bøn
13 Til korlederen: En sang af David.
2 Hvor længe vil du glemme mig, Herre?—For evigt?
Hvor længe skal jeg vente på din hjælp?
3 Hvor længe skal jeg kæmpe med sjæleangst?
Mine dage og nætter er fyldt med frygt.
Hvor længe skal fjenden triumfere over mig?
4 Min Herre og Gud, åh, hør min bøn,
grib ind og red mig fra døden.
5 Lad ikke mine fjender gå af med sejren,
lad ikke mine uvenner glædes over min undergang.
6 Jeg stoler på dig og din trofasthed.
Jeg vil juble, når jeg oplever din frelse.
Jeg vil prise dig, Herre, med sang,
for din underfulde godhed imod mig.
Daniels syn om vædderen og gedebukken
8 I kong Belshazzars tredje regeringsår[a] fik jeg, Daniel, en ny drøm med endnu et syn. 2 I drømmesynet fandt jeg mig selv stående ved Ulaj-kanalen i den befæstede by Susa i provinsen Elam. 3 Da jeg så mig omkring, opdagede jeg ved bredden af kanalen en vædder med to lange horn. Det ene horn voksede og blev større end det andet. 4 Vædderen stangede mod vest, mod nord og mod syd, og ingen kunne holde stand imod den eller redde dens ofre. Den gjorde, som det passede den, og fik stor magt.
5 Så kom der pludselig en gedebuk med et mægtigt horn i panden farende fra vest med en sådan fart, at dens klove ikke rørte jorden. 6 Med rasende fart styrede den lige imod den tohornede vædder, som stod ved bredden af kanalen, 7 og jeg så, hvordan den rasende buk stødte frontalt ind i vædderen med en sådan kraft, at vædderens to horn brækkede af. Vædderen kunne ikke klare sig imod gedebukken, men blev kastet om på jorden og trampet ned, uden at nogen kunne redde den.
8 Derefter voksede gedebukken og blev endnu stærkere. Men da den var allerstærkest, brækkede dens store horn af, og i stedet voksede fire mindre horn frem, der pegede mod hver sit verdenshjørne. 9 Fra det ene af hornene voksede et andet horn frem. Det blev meget stærkt og udbredte sin magt mod syd og mod øst og mod Israels land. 10 Det voksede helt op til stjernehimlen og slyngede nogle af himlens hære[b] til jorden og trampede på dem. 11-12 Det satte sig op imod anføreren for himlens hære og standsede de daglige ofringer til Guds ære. Det vanhelligede templet med urene ofre og bekæmpede Guds folk.[c] Sandheden blev undertrykt, og ondskaben havde fremgang.
13 Da hørte jeg to af de hellige engle tale sammen. Den ene spurgte: „Hvor længe vil de daglige offerhandlinger være ophævet og erstattet af afskyeligheder? Hvor længe vil templet være vanhelliget og Guds folk undertrykt?” 14 Hertil svarede den anden engel: „Efter 2300 dage skal templet igen komme til sin ret.”
26 For hvis nogle på trods af at være nået til fuld forståelse af sandheden alligevel med fuldt overlæg lever i synd, findes der ikke noget andet offer, som kan rense dem for synden. 27 De må leve med en frygtelig forventning om Guds dom og den flammende ild, som vil fortære alle, der sætter sig op imod Gud. 28 De, der under den gamle pagt satte sig op imod Guds lov, blev uden barmhjertighed dræbt, hvis der var to eller tre vidner til deres synd. 29 Hvor meget strengere straf venter da ikke dem, som tramper på Guds Søn, som ringeagter den tilgivelse, de selv har modtaget ved Jesu blod, og som viser foragt for nådens Ånd. 30 Vi kender jo ham, der sagde: „Det er mit ansvar at straffe dem.” Han sagde også: „Herren vil dømme sit folk.”[a] 31 Det er frygteligt at komme under den levende Guds dom.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.