Revised Common Lectionary (Complementary)
Glæden i Guds nærvær
16 En sang af David.
Åh, Gud, beskyt mig,
for jeg søger ly hos dig.
2 Du er min Herre, og alt det gode,
jeg har oplevet, kommer fra dig.
3 De gudfrygtige i landet er mine helte,
og jeg glæder mig over dem.
4 Men de, som tilbeder andre guder,
oplever mange sorger.
Jeg vil ikke nævne deres guders navne
eller være med til at bringe dem ofre.
5 Herre, du opfylder alle mine behov,
mit liv er i dine hænder.
6 Du har velsignet mig med et herligt land
og givet mig en vidunderlig arv.
7 Jeg vil prise Herren, min Rådgiver,
selv om natten vejleder han mig.
8 Jeg stoler altid på Herren.
Han står ved min side, så jeg ikke falder.
9 Derfor kan jeg fryde mig og synge glædessange.
Også mit legeme er i sikkerhed,
10 for du vil ikke efterlade mig blandt de døde.
Du vil ikke lade din hengivne tjener gå i forrådnelse.
11 Du har vist mig vejen til livet,
hos dig fyldes jeg med glæde,
du giver mig den evige herlighed.
19 det træ er Dem selv, Deres Majestæt! De er blevet stor og mægtig, så Deres storhed når til himlen og Deres magt til jordens yderste grænser.
20 Det, De derefter så—at en engel kom ned fra Himlen og sagde: ‚Fæld træet og ødelæg det, men lad stubben med rødderne blive stående bundet med en lænke af jern og bronze. Han skal leve under åben himmel, og lad ham æde græs som dyrene, indtil der er gået syv år’— 21 det betyder, at den almægtige Gud har besluttet, hvad der skal ske med Dem: 22 De vil blive udstødt af menneskenes samfund og skal leve som et dyr. De kommer til at æde græs som kvæget og blive udsat for vejr og vind. I syv år skal De leve på den måde, indtil De indser, at den almægtige Gud er Herre over alle jordiske kongeriger, og at han giver magten til hvem, han vil. 23 Men når stubben med rødderne blev efterladt i jorden, betyder det, at han vil give Dem kongeværdigheden igen, så snart De erkender, at det er Himlens Gud, som har magten. 24 Lyt derfor til mit råd: Opgiv Deres syndige liv og gør, hvad der er ret. Hold inde med Deres ondskab og vær barmhjertig over for de fattige. Så vil det måske alligevel gå godt for Dem.”
Drømmens opfyldelse
25 Det viste sig, at alt, hvad Daniel havde sagt, gik i opfyldelse. 26 Tolv måneder senere, da jeg, kong Nebukadnezar, opholdt mig på taget af mit palads i Babylon, 27 udbrød jeg: „Se, hvor prægtig Babylon er blevet! Jeg har opført denne storslåede by og gjort den til min kongelige residens som et udtryk for min enestående magt og til ære for mig, som den store konge, jeg er.”
Lev jeres liv i lydighed mod Kristus i stedet for religiøse regler
6 Nu, hvor Jesus Kristus er jeres Herre, skal I leve i lydighed mod ham. 7 Stå fast i troen og søg jeres åndelige næring og styrke fra ham, sådan som I har lært, og vær altid fyldt med tak til Gud.
8 Pas på, at I ikke bliver fanget ind af forførende filosofier og indholdsløse ideologier, der ikke er baseret på Kristus, men på menneskelige traditioner og religiøse regler. 9 For i Kristus er hele Guds væsen åbenbaret i menneskelig skikkelse, 10 og alt, hvad I har brug for, kan I få fra ham. Han er den højeste hersker, og alle andre magter og myndigheder i universet er underlagt ham.[a]
11 I behøver ikke at blive omskåret for at blive regnet med til Guds folk. Nej, ved jeres tro på Kristus er I åndeligt talt blevet omskåret. I tog afsked med det gamle liv, 12 da I blev begravet i dåbens vand, ligesom Kristus blev begravet, og I stod op fra dåben til et nyt liv sammen med Kristus, fordi I tror på den Guds kraft, der oprejste ham fra de døde. 13 Engang var I åndeligt talt døde og levede i synd og umoralitet, men Gud har givet jer et nyt liv, ligesom Kristus fik et nyt liv. Gud tilgav os alle vores overtrædelser, 14 og anklageskriftet imod os, som byggede på lovens krav, tilintetgjorde han ved at fastgøre det til korset. 15 Han besejrede ondskabens magter og myndigheder og fratog dem grundlaget for at anklage os, da han offentligt ydmygede dem ved sin sejr på korset.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.