Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Read the New Testament in 24 Weeks

A reading plan that walks through the entire New Testament in 24 weeks of daily readings.
Duration: 168 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Apostelenes gerninger 3-4

Peter og Johannes helbreder en lam mand

En dag var Peter og Johannes på vej op til templet for at deltage i den daglige eftermiddagsbøn kl. 15. Som de nærmede sig templet, så de en mand blive båret hen til indgangen. Han havde været lam fra fødslen af, og man plejede hver dag at anbringe ham ved den indgang til tempelpladsen, der blev kaldt for „Den Smukke Port”. Der kunne han sidde og tigge penge af dem, der gik ind ad porten. Da han så Peter og Johannes på vej ind i templet, bad han også dem om en skilling. De standsede og betragtede ham opmærksomt. „Se på os!” sagde Peter. Den lamme mand så spændt op på dem, for han regnede med, at de ville give ham noget. „Jeg ejer hverken sølv eller guld, men hvad jeg har, det giver jeg dig,” sagde Peter. „På vegne af nazaræeren Jesus, som er Messias, og med autoritet fra ham siger jeg til dig: Rejs dig op og gå!” I det samme tog Peter den lamme mands højre hånd for at hjælpe ham op. Straks blev mandens fødder og ankler stærke, han rejste sig op og støttede på benene. Han begyndte at gå omkring, og derefter fulgte han med Peter og Johannes ind på tempelpladsen, hvor han sprang rundt og dansede og priste Gud. Da folk derinde hørte glædesudbruddene og så ham danse omkring, 10 blev de helt ude af sig selv, så forbløffede var de over det, der var sket med ham. Han var jo kendt som den lamme tigger ved „Den Smukke Port”.

Peters tale i templet

11 Mens tiggeren stadig holdt sig tæt ved Peter og Johannes, nåede de hen i den del af tempelområdet, der kaldes for Salomons Søjlegang, og den forbløffede folkemængde samlede sig om dem. 12 „Hvad er I så forbavsede over, venner?” sagde Peter, da han så dem, „og hvorfor står I og stirrer på os? I må ikke tro, at det er os, der ved egen kraft eller særlig fromhed har fået manden her til at gå. 13 Nej, det er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud—vores forfædres Gud—der står bag det, som her er sket. Han ønsker ved dette under at ære og ophøje sin tjener Jesus, som I forrådte og forkastede, selv om Pilatus var parat til at frigive ham. 14 Det var jer, som fordømte Guds hellige og uskyldige tjener og i stedet forlangte at få en morder frigivet. 15 I dræbte livets ophav, men Gud lod ham genopstå fra de døde. Det kan både Johannes og jeg bevidne. 16 Det er ved troen på Jesus, at manden, som I ser her, og som I kender, er blevet helbredt. Den tro, som Jesus har givet os, har gjort ham fuldstændig rask.

17 Jeg ved godt, at hverken I eller jeres ledere vidste, hvad I gjorde, da I behandlede Jesus på den måde. 18 Det var med i Guds plan, og derved blev de profetier opfyldt, der forudsagde, at Messias skulle gennemgå store lidelser. 19 Men nu skal I ændre jeres indstilling og vende jer til Gud, så han kan tilgive jer, 20 og I kan opleve den fred, der kommer fra Gud. Derefter vil han sende Jesus Messias tilbage til jorden igen, sådan som det for længe siden blev bestemt. 21 Han skal blive i Himlen, indtil den tid kommer, hvor alt skal genoprettes, som Gud fra ældgammel tid har forudsagt gennem sine hellige profeter. 22 Moses sagde: ‚Herren, jeres Gud, vil sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk. Lyt til alt, hvad han siger til jer, 23 for enhver, der ikke retter sig efter det, han siger, vil blive udryddet.’[a]

24 Samuel og de profeter, der var senere end ham, har også alle sammen talt om det, der er sket iblandt os i de her dage. 25 I er profeternes efterkommere, og I er arvtagere til den pagt, Gud oprettede med vores forfædre. Som en del af pagten gav Gud følgende løfte til Abraham: ‚Gennem en af dine efterkommere vil alle jordens folkeslag blive velsignet.’[b] 26 Da Gud sendte sin Tjener, blev han først sendt til jer med den lovede velsignelse, som I alle sammen kan få del i, hvis I vender om fra jeres onde gerninger.”

Peter og Johannes for Det jødiske Råd

Mens Peter stod sammen med Johannes og talte til folkemængden, kom de ledende præster derhen sammen med kommandanten for tempelvagten og nogle af saddukæerne. De var oprørte over, at Peter og Johannes stod og underviste folket og oven i købet påstod, at Jesus var genopstået fra de døde.[c] De to mænd blev pågrebet og sat i arresten til næste dag, for det var for sent til, at Det jødiske Råd kunne samles den dag. Men mange af dem, der havde hørt Peters tale, kom til tro, og der var nu omtrent 5000 mænd i menigheden.

Næste dag blev Rådet kaldt sammen. Det bestod af de jødiske ledere og de skriftlærde i Jerusalem. Ypperstepræsten Annas var til stede sammen med Kajfas, Johannes, Alexander og andre fra ypperstepræstens familie. De to disciple blev ført frem, og forhøret begyndte. „Hvem har givet jer ret til at gøre det, I gjorde her i går?” lød det første spørgsmål.

Fyldt med Helligåndens kraft svarede Peter: „Ærede ledere og rådsmedlemmer! Hvis årsagen til forhøret her er den gode gerning, som fandt sted i går, hvor en lam mand blev helbredt, 10 så lad mig sige ligeud til både jer og hele Israels folk, at når denne mand kan stå sund og rask foran jer, så skyldes det den kraft og autoritet, vi har fået fra nazaræeren Jesus. Det er ham, der er Messias, og det var jer, der korsfæstede ham, men Gud oprejste ham fra de døde. 11 Han er den sten, som I bygmestre kasserede, men som nu er blevet selve hjørnestenen.[d] 12 Der findes ikke frelse andre steder end hos Jesus, for der er ingen andre i hele verden, som kan frelse os mennesker.”

13 Rådsmedlemmerne undrede sig over, at Peter og Johannes talte med så stor frimodighed, for de var godt klar over, at de var jævne folk uden nogen særlig uddannelse. Men så forstod de, at det var, fordi de havde været sammen med Jesus. 14 Og den mirakuløse helbredelse kunne de ikke komme udenom, for manden, der var blevet rask, stod selv ved siden af dem. 15 Derfor sendte de alle ud af retssalen, så de kunne drøfte sagen uforstyrret.

16 „Hvad skal vi stille op med dem?” spurgte de hinanden. „Det går ikke at benægte, at der er sket et mirakel. Hele byen taler jo om det. 17 Men det må være muligt at lukke munden på dem. Det her må ikke have lov til at brede sig. Vi må forbyde dem at tale til folk om Jesus.”

18 Så blev de to mænd kaldt ind for Rådet igen og fik besked på, at de fra nu af aldrig mere måtte tale om Jesus eller viderebringe hans lære. 19 „I mener altså, at vi skal adlyde jer i stedet for Gud?” sagde Peter og Johannes. 20 „Nej, vi kan ikke holde op med at tale om det, vi har set og hørt.”

21 Så lod Rådet disciplene gå, efter at de havde givet dem endnu en advarsel. De turde ikke straffe dem af frygt for, hvordan folkeskaren ville reagere. Alle lovpriste jo Gud for det mirakel, der var sket: 22 En lam mand på over 40 år var blevet fuldstændig helbredt.

Menigheden beder om frimodighed og fyldes med Helligånden igen

23 Så snart Peter og Johannes var blevet løsladt, vendte de tilbage til de andre apostle og disciple og fortalte, hvad ypperstepræsterne og folkets ledere havde sagt til dem.

24 Da forsamlingen hørte det, forenede de sig i bøn: „Mægtige Herre! Det er dig, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem. 25-26 Det er også dig, som for længe siden ved Helligånden talte gennem vores forfar, din tjener David, og sagde:

Hvorfor er de fremmede folk så rasende?
    Deres konger gør sig klar til kamp.
Hvorfor lægger folk nytteløse planer?
    Deres ledere samles til rådslagning.
De kæmper imod Herren selv,
    de angriber hans udvalgte tjener.[e]

27 Dine fjender samlede sig her i Jerusalem, både kong Herodes og den romerske guvernør, Pontius Pilatus, både jøderne og de fremmede, for at bekæmpe din hellige Tjener, Jesus, 28 og for at udføre det, som du i din almagt og visdom forud havde bestemt skulle ske. 29 Nu beder vi dig, Herre: Tag dig af deres trusler, og giv dine tjenere frimodighed til at forkynde dit ord. 30 Send din helbredende kraft, og lad tegn og undere ske i din hellige Tjeners, Jesu, navn.”

31 Da de havde bedt, rystede det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt med Helligåndens kraft. Derefter fortsatte de frimodigt med at tale Guds ord til folk.

Menighedens fællesskab og Barnabas

32 Alle de, som var kommet til tro, var ét i hjerte og sind, og ingen anså det, de ejede, for at være deres personlige ejendom. Alt var fælleseje. 33 Med overbevisende kraft fortalte apostlene om, hvordan Jesus var genopstået fra de døde, og Guds nåde og velsignelse var over dem alle. 34-35 Ingen manglede noget, for mange af dem, der ejede hus eller ejendom, solgte det og afleverede pengene til apostlene, som så delte pengene ud til dem, der havde behov for at modtage hjælp.

36 Der var en troende levit, som hed Josef og var fra Cypern. Apostlene gav ham tilnavnet Barnabas (det betyder „Trøsteren”). 37 Han solgte en mark, han havde, og afleverede pengene til apostlene.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.