Read the New Testament in 24 Weeks

Indledende hilsen

1 Dette brev er fra Paulus, der er kaldet til at tjene Jesus som apostel. Min kaldelse kommer ikke fra et menneske eller en gruppe mennesker. Den kommer fra Jesus Kristus selv og fra Gud, vores Far, som oprejste ham fra de døde. ² Jeg og alle vennerne, som er sammen med mig her, sender mange hilsener til jer, som tilhører de kristne menigheder i provinsen Galatien. ³ Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.

⁴ I ved, hvordan Jesus gav sit liv, for at vi kunne få tilgivelse for vores synder og blive sat fri fra de onde tanker og vaner, som hører denne verden til. Han gik i døden for os, fordi det var Guds vilje, han, som er vores Far. ⁵ Han skal have æren i al evighed. Amen.

Galaterne er ved at svigte det sande budskab om Guds nåde

^6-7 Jeg er chokeret over, at I så hurtigt har vendt jer fra Gud, som kaldte jer til at leve i Kristi nåde. Vi bragte jer det glædelige budskab om Jesus, men I har nu taget imod et andet budskab, som bestemt ikke er glædeligt. Der er nogen, der skaber forvirring iblandt jer ved at fordreje glædesbudskabet fra Kristus. ⁸ Hvis nogen bringer jer et budskab, der går imod det, vi forkyndte for jer, bliver han ramt af Guds dom. Det gælder også, hvis vi selv eller en engel gør det. ⁹ Lad mig sige det en gang til, fordi det er så vigtigt: Guds dom vil ramme enhver, der kommer med et andet budskab end det, I allerede har taget imod!

Paulus’ autoritet som apostel

¹⁰ I kan godt se, at jeg ikke taler mennesker efter munden. Jeg ønsker kun at gøre Guds vilje og tjene ham. Hvis jeg bare sagde det, folk gerne vil høre, kunne jeg ikke tjene Kristus.

^11-12 Jeg understreger for jer, kære venner, at det budskab, jeg har forkyndt jer, ikke er noget, som mennesker har fundet på, eller noget, jeg har lært under mine studier. Det er Jesus Kristus selv, der har åbenbaret det for mig.

¹³ I har hørt om, hvordan jeg engang levede som rettroende jøde. Jeg forfulgte de kristne af al magt og forsøgte at udrydde Guds menighed. ¹⁴ Jeg var helt opslugt af at studere og følge vores jødiske traditioner, og jeg var langt mere fanatisk i min religiøse overbevisning end mine jævnaldrende. ^15-16 Men Gud besluttede at åbenbare sin Søn for mig, og da blev jeg klar over, at han, allerede før jeg blev født, havde udvalgt mig til at forkynde budskabet om Jesus for mennesker af alle folkeslag. Det gjorde han alene på grund af sin nåde og kærlighed. Da jeg fik den åbenbaring, spurgte jeg ikke straks mennesker til råds, ¹⁷ og jeg tog ikke til Jerusalem for at blive belært af dem, som allerede var apostle før mig. Nej, jeg begav mig straks ud i den arabiske ødemark og vendte senere tilbage til Damaskus.

¹⁸ Først tre år efter, at Jesus havde vist sig for mig, tog jeg til Jerusalem for at lære apostlen Peter at kende, og jeg blev hos ham i to uger. ¹⁹ Jeg så ikke noget til de andre apostle, undtagen Jesu bror, Jakob. ²⁰ Gud er mit vidne på, at det, jeg skriver her, er den absolutte sandhed. ²¹ Efter opholdet i Jerusalem tog jeg til Syrien og Kilikien. ²² De kristne menigheder i Judæa havde aldrig mødt mig personligt. ²³ Men de havde gentagne gange hørt, at den mand, som før i tiden forfulgte dem, nu udbredte den selv samme tro, som han før prøvede at udrydde. ²⁴ Og de takkede Gud for, hvad der var sket med mig.

Paulus’ budskab blev accepteret af apostlene i Jerusalem

2 14 år efter tog jeg igen til Jerusalem, denne gang sammen med Barnabas. Jeg tog også Titus med. ² Gud havde gennem en åbenbaring vist mig, at jeg skulle tage derhen. Jeg mødtes så med lederne i menigheden i Jerusalem, som alle var jødekristne, og forelagde dem det budskab, som jeg forkynder for alle folkeslagene. Det gjorde jeg for at sikre mig, at mit arbejde ikke ville blive modarbejdet af de andre og derfor være forgæves. ³ Titus, som jeg havde med, var aldrig blevet omskåret, fordi han ikke er jøde. Men lederne i Jerusalem accepterede ham som en kristen uden at kræve, at han først skulle omskæres.

⁴ Jeg tog til Jerusalem, fordi nogle jøder var kommet til Antiokia og havde påstået, at man ikke kunne være kristen uden at blive omskåret. De havde sneget sig ind i menigheden under påskud af at være kristne, men de var ude på at ødelægge den frihed, vi har i Jesus, vores Frelser, og gøre os alle til slaver af de jødiske love. ⁵ Men vi nægtede at bøje os for deres krav. At leve i Guds nåde er nemlig selve kernen i vores budskab.

⁶ Under mødet i Jerusalem blev det klart, at lederne dér ikke havde noget at indvende imod det budskab, jeg forkynder. (At disse ledere var meget ansete, er uvæsentligt for mig, for Gud vurderer ikke mennesker efter, hvilken status de har.) ⁷ Tværtimod accepterede de fuldt ud, at Gud har givet mig den opgave at forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag, mens Peter har fået til opgave at forkynde det for jøderne. ⁸ De accepterede, at ligesom Gud står bag Peters tjeneste som apostel for jøderne, på samme måde står han også bag min tjeneste som apostel for de andre folkeslag. ⁹ Da Jakob, Peter og Johannes, der regnes for de øverste ledere, hørte, hvordan Gud havde velsignet min tjeneste, gav de Barnabas og mig hånden på, at vi alle skulle stå sammen i tjenesten for Gud. De accepterede, at vi skulle koncentrere os om de øvrige folkeslag, mens de selv ville gå til jøderne. ¹⁰ Dog bad de os om at hjælpe de fattige kristne i Jerusalem, men det har jeg også altid været mere end villig til.

Paulus har tidligere konfronteret Peter i Antiokia

¹¹ Engang, da Peter var på besøg i menigheden i Antiokia, var jeg nødt til at konfrontere og irettesætte ham, for han var helt forkert på den. ¹² Da han først ankom, havde han intet imod at have spisefællesskab med de kristne, som ikke var jøder. Men da nogle af Jakobs jødiske bekendte fra Jerusalem kom, trak han sig tilbage fra fællesskabet med de ikke-jødiske kristne. Det gjorde han af frygt for dem, der mener, at man ikke kan være kristen uden også at være omskåret. ¹³ De øvrige jødekristne i Antiokia fulgte Peter i hans hykleri. Ja, selv Barnabas lod sig rive med ind i det.

¹⁴ Da jeg så, hvordan de jødekristne ledere gik på kompromis med sandheden, irettesatte jeg Peter i alles påhør. Jeg sagde til ham:

„Selvom du er jøde, følger du jo ikke længere alle de jødiske skikke. Hvordan kan du så forlange, at de kristne, som ikke er jøder, skal antage jødiske skikke, før du kan acceptere dem?^{[a] 15} Vi, der er født som jøder, har i modsætning til dem, der ikke er jøder, et grundigt kendskab til de jødiske love. ¹⁶ Alligevel har vi indset, at mennesker ikke kan blive accepteret af Gud ved at overholde de jødiske love, men det bliver de ved at tro på, at Jesus er deres Frelser. Derfor har vi også sat vores lid til Jesus. Vi ved, at vi er blevet accepteret af Gud på grund af vores tro på Kristus og ikke ved at overholde de jødiske love. ¹⁷ Nogle jøder betragter os som store syndere, fordi vi har sat de jødiske love til side for i stedet at blive accepteret på grundlag af, hvad Kristus har gjort for os. Er det sandt, at vi er store syndere, fordi vi har sat vores lid til Kristus i stedet for lovgerninger? Absolut nej! ¹⁸ Det er kun, hvis jeg går tilbage og genopbygger det system af love, som jeg er blevet løst fra, at jeg virkelig er en synder.

¹⁹ Også mit liv var engang styret af de jødiske love. Men jeg blev løst fra dem for at kunne leve for Gud. ²⁰ Mit gamle liv er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke, som jeg gjorde før, men nu lever Kristus i mig. Alt, hvad jeg gør, det gør jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sit liv for mig. ²¹ Jeg står fast på, at Gud accepterer os alene på grund af sin nåde. Hvis det var muligt at blive accepteret af Gud ved blot at overholde de jødiske love, så døde Kristus jo til ingen nytte!”