Read the New Testament in 24 Weeks
Vurder ikke folk efter deres status
2 Kære venner, er det virkelig i overensstemmelse med jeres tro på Herren Jesus Kristus, herlighedens Herre, at I vurderer mennesker efter deres sociale status? 2 Lad os sige, at der kommer en ind i jeres menighedsforsamling, som er elegant klædt med guldringe på fingrene. Samtidig kommer også en fattig og snavset person ind. 3 Så skynder I jer hen for at tage imod den rige og anviser ham den bedste plads, men til den fattige siger I bare: „Du kan stå i gangen!” eller: „Sæt dig her på gulvet!” 4 Er det nu ikke en underlig opførsel? Mon ikke der er noget galt med jeres motiver?
5 Tænk jer om, kæreste venner! Har Gud ikke netop udvalgt dem, der er fattige i denne verdens øjne, til at være rige i troen? Er det ikke dem, der vil få del i den herlighed, som Gud har lovet alle, der elsker ham? 6 Hvordan kan I så vise ringeagt for de fattige? Er det ikke de rige, der undertrykker jer? Er det ikke dem, der slæber jer for retten? 7 Er det ikke dem, der håner Jesus Kristus, jeres Herre?
Kærlighedens lov
8 I skulle hellere følge det ædle princip, som udtrykkes i skriftordet: „Du skal elske din næste som dig selv.” 9 I gør jer skyldige i synd, når I vurderer folk efter deres sociale status. I bryder Guds lov. 10 Den, der overtræder bare ét af lovens bud, er lige så skyldig som den, der overtræder dem alle. 11 Gud, som sagde, at du ikke må bryde ægteskabet, sagde også, at du ikke må begå drab. Så hvis du begår drab,[a] overtræder du loven, også selvom du ikke har brudt ægteskabet.
12 I skal tale og handle som mennesker, der skal dømmes efter kærlighedens lov, den lov, der sætter i frihed. 13 Og der vil ikke være nogen barmhjertighed for dem, der ikke viser andre barmhjertighed. Det er jo bedre at vise barmhjertighed end at fordømme.[b]
Samspillet mellem tro og handling
14 Hvad får man ud af at have en tro, som man ikke giver udtryk for i handling? Den slags tro giver ikke adgang til det evige liv. 15 Hvis man har venner, der mangler både tøj og mad, 16 og man siger til dem: „Husk nu at tage noget varmt tøj på og sørg for at få noget at spise! Farvel, og Gud velsigne jer!”, uden at man giver dem hverken mad eller tøj, hvad hjælper det så? 17 Hvis troen står alene uden at give sig udtryk i handling, er den død.
18 Måske vil nogen indvende: „Nogle tror, andre handler!” Hertil vil jeg svare: „Jeg kan vise dig min tro gennem mine handlinger. Men hvordan kan jeg se din tro, hvis du ikke handler på den? 19 Tror du virkelig, det er tilstrækkeligt bare at have en trosbekendelse, der siger: ‚Jeg tror på én, sand Gud.’? Det er godt, at du tror på den ene, sande Gud! Det gør de onde ånder også, men de ryster alligevel af skræk for dommens dag.
20 Tænk dig om! Skal jeg forklare dig, hvorfor tro, der ikke omsættes i handling, er værdiløs? 21 Tænk på vores forfar Abraham. Var det ikke, fordi han handlede i lydighed, at han opnåede Guds anerkendelse? Han var jo villig til endog at ofre sin søn, Isak, på alteret. 22 Kan du ikke se, at der var et samspil mellem hans tro og hans lydighed? Hans tro blev først til sand tro, ved at han handlede på den. 23 Det er derfor, Skriften siger, at Gud accepterede ham på grund af hans tro.[c] Ja, han blev kaldt for ‚Guds ven’.” 24 Heraf kan I se, at man får del i frelsen gennem lydighedshandlinger, og ikke gennem „tro” alene.
25 Selv den prostituerede Rahab er et eksempel på tro, der viste sig i handling. Reddede hun ikke livet på grund af, hvad hun gjorde? Hun nøjedes ikke med kun at „tro”, men hun handlede ved at skjule de israelitiske udsendinge og hjælpe dem med at slippe bort ad en anden vej. 26 Ligesom kroppen dør, når åndedrættet hører op, sådan dør troen, hvis den ikke giver sig udtryk i handling.
Om at passe på, hvad man siger
3 Kære venner, kun ganske få af jer bør søge at blive lærere i menigheden. Vi, der har ansvar for den rette lære, kan nemlig forvente en strengere dom. 2 Vi begår jo alle sammen fejl på mange forskellige måder. Den, der ikke siger noget forkert, har nået en høj grad af modenhed og vil også have kontrol over alle sine handlinger. 3 Når vi lægger bidsel i munden på en hest, må den adlyde os, og så har vi hele hesten under kontrol. 4 Eller tænk på skibene: De kan være nok så store, og kraftige vinde kan drive dem, men styrmanden kan med et ganske lille ror dreje sit skib, hvorhen han vil.
5-6 På samme måde er tungen kun en lille del af vores krop, men den kan sætte en lavine af begivenheder i gang. Som en lille gnist kan sætte en stor skov i brand, kan tungen med ondskabsfulde ord ødelægge hele vores liv, selvom den kun er en lille del af kroppen. Er vores tunge først sat i brand af ilden fra Helvede, så kan den ødelægge hele vores tilværelse. 7 Både vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet, 8 men tungen er det nærmest umuligt at tæmme. Det er svært at holde dens ondskab i skak, og den udspyr let en dødbringende gift. 9 Tungen kan bruges til at lovprise Gud, men den samme tunge kan også bruges til at forbande mennesker, der jo er skabt i Guds billede. 10 Hvis den samme mund både lovpriser og forbander, må der være noget galt, venner! 11 Kan den samme kilde give både ferskvand og saltvand? 12 Kan der vokse oliven på et figentræ eller figner på en vinstok? Nej vel? Det er umuligt at hente ferskvand op fra en saltholdig kilde.
Visdommens kendetegn
13 Er der nogen iblandt jer, der mener, at de er vise og forstandige? Så lad dem gå foran med et godt eksempel og demonstrere deres visdom gennem ydmyghed og gode gerninger. 14 Men hvis nogen er præget af bitter misundelse eller selviskhed, så kan de i alt fald ikke prale af at have Guds visdom. 15 Den slags „visdom” kommer ikke fra Gud. Tværtimod, det er en jordisk, menneskelig tankegang, der stammer fra de onde ånder. 16 Misundelse og selviskhed forvolder kaos og al slags ondskab. 17 Men den visdom, der kommer fra Gud, er først og fremmest uskyldsren, dernæst fredselskende og imødekommende. Den tager hensyn til andre og er kendetegnet ved barmhjertighed og gode gerninger. Den er upartisk og oprigtig. 18 Fredselskende mennesker planter fred, og de høster frugterne deraf.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.