Read the New Testament in 24 Weeks
Vend om fra verdslig selviskhed
4 Når der er skænderier og stridigheder iblandt jer, hvad skyldes det så? Mon ikke det skyldes de selviske motiver, der raser i jer? 2 I ønsker at få både det ene og det andet, men får intet. I er misundelige og ødelægger hinandens liv for at få fat i det, I ønsker, men I får det ikke, fordi I ikke beder til Gud om det, I ønsker. 3 Og selvom I beder, får I alligevel ikke noget, fordi I beder med forkerte motiver. I er jo kun ude på at få jeres egne ønsker opfyldt.
4 Det er en vantro måde at handle på. Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, som kun tænker på at opnå verdslig tilfredsstillelse, kan ikke samtidig gøre Gud tilfreds. 5 Det er ikke for ingenting, når Skriften siger, at den menneskelige natur, vi har fået, så let bliver misundelig.[a] 6 Men desto større er den nåde, vi får, som der står skrevet: „Gud modarbejder de hovmodige, men de ydmyge giver han nåde.”[b]
7 Altså skal I underordne jer Guds vilje. Hold stand over for Djævelen, så går han sin vej. 8 Hold jer nær til Gud, så holder han sig nær til jer. Bed om tilgivelse for jeres onde handlinger. Og I, der står med et ben i hver lejr, I skal indvi jeres liv helt til Gud. 9 Græd over det onde, I har gjort. Sørg over det med oprigtig anger. Skift latteren ud med bedrøvelse og alvor. 10 Bøj jer ydmygt for Herren, så vil han rejse jer op.
Fordøm ikke hinanden
11 Hold op med at dømme og tale ondt om hinanden, kære venner. For gør I det, trodser I befalingen om, at vi skal elske hinanden. Det betyder, at I gør jer til dommere over befalingen i stedet for at følge den. 12 Kun Gud selv, der gav os den befaling, har ret til at være dommer. Han har magt til at frikende os eller dømme os skyldige. Hvilken ret har I da til at dømme hinanden?
Undgå selvsikkert praleri
13 Og nu med hensyn til jer, der siger: „I dag eller i morgen tager vi til den eller den by og bliver der et års tid for at handle og tjene penge.” 14 Hvordan kan I vide, hvad der sker i morgen? Jeres liv er som en røgsky, der ses en kort tid, men derefter forsvinder. 15 I skulle hellere sige: „Hvis Herren vil, og vi lever så længe, så vil vi gerne gøre det eller det.” 16 Men nu praler I og bruger store ord, og det er ikke godt.
17 I det hele taget gælder det, at man begår en synd, hvis man ved, hvad der er det rigtige at gøre, men alligevel ikke gør det.
Advarsel til rige og vantro mennesker
5 Til de rige vil jeg sige: Græd og klag over al den elendighed, I kommer til at opleve. 2 Jeres kostbarheder vil gå til grunde og jeres fine tøj blive ædt af møl. 3 Jeres guld og sølv vil blive fortæret som af rust og blive et vidnesbyrd imod jer som en ild, der brænder jer op. I har skrabet rigdomme sammen til jer selv her i de sidste tider. 4 Men hør råbene fra de arbejdere, der har høstet jeres marker, og som I har snydt for deres løn. Den almægtige Gud har hørt deres klage. 5 I har nydt et liv i sus og dus på jorden og er blevet fede, mens andre har sultet. 6 I har fået hæderlige mennesker dømt. I har ødelagt deres liv, selvom de ikke havde gjort jer noget.
Hold ud, mens I venter på Herrens komme
7 Kære kristne venner, vent tålmodigt på Herrens komme. Tænk på landmanden, der med forventning ser frem til den værdifulde høst fra sine marker. Han venter tålmodigt, mens regnen giver vækst, både den tidlige og den sene regn. 8 Sådan skal I også være tålmodige og holde ud, for Herren kommer snart. 9 Lad være med at klage over hinanden, for at I ikke selv skal blive dømt. Den store Dommer står allerede klar ved døren.
10 Følg det eksempel på tålmodighed i lidelse, som de gamle profeter har givet jer. De var jo mennesker, der levede tæt på Gud og talte på hans vegne. 11 Vi ved, at de, der holdt ud gennem lidelserne, blev velsignet af Gud. I har hørt om Jobs udholdenhed, og I ved, hvordan Gud velsignede ham til sidst, for han er en kærlig og barmhjertig Gud.
12 Husk også på, kære venner, at I ikke må sværge, hverken ved Himlen eller jorden eller noget som helst andet. Hvis I mener „ja”, så sig „ja”, og hvis I mener „nej”, så sig „nej”, ellers vil Gud dømme jer.
Om bønnens kraft og hjælp til en vildfaren synder
13 Hvis I lider ondt, skal I bede. Er I glade, så syng lovsange. 14 Hvis nogle af jer ligger syge, kan I tilkalde menighedens ledere. De vil så salve jer med olie i Herrens navn og bede for jer, 15 så vil bøn i tillid til Herren gøre jer raske, så I kan stå op fra sygesengen. Og har I begået en synd, vil I få tilgivelse. 16 Bekend derfor jeres synder for hinanden og bed for hinanden, så I kan blive helbredt.
Troens bøn kan udrette store mirakler. 17 Tænk blot på Elias. Han var ligesom os, et ganske almindeligt menneske, men han bad inderligt om, at det ikke måtte regne, og der faldt ingen regn i tre og et halvt år i hele landet. 18 Så bad han om, at det igen måtte regne, og det begyndte at øse ned, så planterne kunne vokse.
19 Kære venner, hvis en af jer er kommet bort fra sandheden, og en anden hjælper ham tilbage på den rette vej, 20 så har det menneske reddet en sjæl fra døden, og mange synder er blevet tilgivet.[c]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.