M’Cheyne Bible Reading Plan

24 Joas var syv År gammel da han blev konge og han herskede i fyrretyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Zibja og var fra Be'ersjeba. ² Joas gjorde, hvad der var ret i Herrens Øjne, så længe Præsten Jojada levede. ³ Jojada tog ham to Hustruer, og han avlede Sønner og Døtre.

⁴ Siden kom Joas i Tanker om at udbedre Herrens Hus. ⁵ Han samlede derfor Præsterne og Leviterne og sagde til dem: "Drag ud til Judas Byer og saml Penge ind i hele Israel til at istandsætte eders Guds Hus År efter År; men I må skynde eder!" Leviterne skyndte sig dog ikke. ⁶ Så lod Kongen Ypperstepræsten Jojada kalde og sagde til ham: "Hvorfor har du ikke holdt Øje med, at Leviterne i Juda og Jerusalem indsamler den Afgift, Herrens Tjener Moses pålagde Israels Forsamling til Vidnesbyrdets Telt? ⁷ Thi den ugudelige Atalja og hendes Sønner har ødelagt Guds Hus og oven i Købet brugt Helliggaverne i Herrens Hus til Ba'alerne." ⁸ På Kongens Bud lavede man så en Kiste og satte den uden for Porten til Herrens Hus; ⁹ og det kundgjordes i Juda ogJerusalem, at den Afgift, Moses havde pålagt Israeliterne i Ørkenen, skulde udredes til Herren. ¹⁰ Alle Øversterne og hele Folket bragte da Afgiften med Glæde og lagde den i Kisten, til den var fuld; ¹¹ og hver Gang kisten af Leviterne blev bragt til de kongelige Tilsynsmænd, når de så, at der var mange Penge, kom Kongens Skriver og Ypperstepræstens Tilsynsmand og tømte Kisten; og så tog de og satte den på Plads igen. Således gjorde de Gang på Gang, og de samlede en Mængde Penge. ¹² Og Kongen og Jojada gav Pengene til dem, der stod for Arbejdet ved Herrens Hus, og de lejede Stenhuggere og Tømmermænd til at udbedre Herrens Hus og derhos Jern og Kobbersmede til at istandsætte Herrens Hus. ¹³ Og de, der stod for Arbejdet, tog fat, og Istandsættelsesarbejdet skred frem under deres Hænder, og de bygggede Guds Hus op efter de opgivne Mål og satte det i god Stand. ¹⁴ Da de var færdige, bragte de Resten af Pengene til Kongen og Jojada, og for dem lod han lave Redskaber til Herrens Hus, Redskaber til Tjenesten og Ofrene, Kander og Kar af Guld og Sølv. Og de ufrede stadig Brændofre i Herrens Hus, så længe Jojada levede.

¹⁵ Men Jojada blev gammel og mæt af Dage og døde; han var ved sin Død 130 År gammel. ¹⁶ Man jordede ham i Davidsbyen hos Kongerne, fordi han havde gjort sig fortjent af Israel og over for Gud og hans Hus. ¹⁷ Men efter Jojadas Død kom Judas Øverster og kastede sig ned for Kongen. Da hørte Kongen dem villig, ¹⁸ Og de forlod Herren, deres Fædres Guds Hus og dyrkede Asjererne og Gudebillederne. Og der kom Vrede over Juda og Jerusalem for denne deres Synds Skyld. ¹⁹ Så sendte han Profeter iblandt dem for at omvende dem til Herren, og de advarede dem, men de hørte ikke. ²⁰ Men Guds Ånd iførte sig Zekarja, Præsten Jojadas Søn, og han trådte frem for Folket og sagde til dem: "Så siger Gud: Hvorfor overtræder I Herrens Bud så Lykken viger fra eder? Fordi I har forladt Herren, har han forladt eder!" ²¹ Men de sammensvor sig imod ham og stenede ham på Kongens Bud i Forgården til Herrens Hus; ²² Kong Joas kom ikke den Kærlighed i Hu, hans Fader Jojada havde vist ham, men lod Sønnen dræbe, Men da han døde, råbte han: "Herren ser og straffer!"

²³ Ved Jævndøgnstide drog Aramæernes Hær imod Kongen, og de trængte ind i Juda og Jerusalem og udryddede alle Øverster af Folket og sendte alt Byttet, de tog fra dem. til Kongen af Darmaskus. ²⁴ Skønt Aramæernes Hær kom i et ringe Tal, gav Herren en såre stor Hær i deres Hånd, fordi de havde forladt Herren, deres Fædres Gud; således fuldbyrdede de Dommen over Joas. ²⁵ Og da de drog bortfra ham - de forlod ham nemlig i hårde Lidelser - stiftede hans Folk en Sammensærgelse imod ham til Straf for Mordet på Præsten Jojadas Søn og dræbte ham i hans Seng. Således døde han, og man jordede ham i Davidsbyen, dog ikke i Kongegravene. ²⁶ De sammensvorne var Zakar, en Søn af Ammoniterkvinden Sjim'at. og Jozahad, en Søn af Moabiterkvinden Sjimrit. ²⁷ Hans Sønners Navne, de mange profetiske Udsagn imod ham og hans grundige Udbedring af Guds, Hus står jo optegnet i Udlægningen til Kongernes Bog. Hans Søn Amazja blev Konge i hans Sted.

11 Og der blev givet mig et Rør ligesom en Målestok, med de Ord: Stå op og mål Guds Tempel og Alteret og dem, som tilbede deri. ² Men Forgården uden for Templet, lad den ude og mål den ikke, thi den er given til Folkeslagene; og de skulle nedtræde den hellige Stad i to og fyrretyve Måneder.

³ Og jeg vil give mine tvende Vidner, at de skulle profetere eet Tusinde, to Hundrede og tresindstyve Dage, klædte i Sække. ⁴ Disse ere de tvende Olietræer og de tvende Lysestager, som stå for Jordens Herre. ⁵ Og dersom nogen vil gøre dem Skade, udgår der Ild af deres Mund og fortærer deres Fjender; og dersom nogen vil gøre dem Skade, bør han således ihjelslås. ⁶ Disse have Magt til at lukke Himmelen, så at der ingen Regn skal falde i deres Profetis Dage; og de have Magt over Vandene til at forvandle dem til Blod og til at slå Jorden med al Slags Plage, så ofte de ville. ⁷ Og når de få fuldendt deres Vidnesbyrd, skal Dyret, som stiger op af Afgrunden, føre Krig imod dem og overvinde dem og ihjelslå dem. ⁸ Og deres Lig skal ligge på Gaden i den store Stad, som i åndelig Forstand kaldes Sodoma og Ægypten, der, hvor også deres Herre blev korsfæstet. ⁹ Og Mennesker af alle Folk og Stammer og Tungemål og Folkeslag skulle se på deres Lig i tre og en halv Dag og ikke tilstede, at deres Lig lægges i Grav. ¹⁰ Og de, som bo på Jorden, glæde sig over dem og fryde sig; og de sende hverandre Gaver, fordi disse to Profeter vare til Plage for dem, som bo på Jorden. ¹¹ Og efter de tre og en halv Dags Førløb kom der Livs Ånde fra Gud i dem; og de støde på deres Fødder, og stor Frygt faldt på dem, som så dem. ¹² Og de hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde til dem: Stiger herop! Og de stege op til Himmelen i Skyen, og deres Fjender så derpå. ¹³ Og i samme Stund skete der et stort Jordskælv, og Tiendedelen af Staden faldt, og syv Tusinde Personer bleve dræbte i Jordskælvet; og de andre bleve forfærdede og gave Himmelens Gud Ære. ¹⁴ Det andet Veer til Ende; se, det tredje Ve kommer snart.

¹⁵ Og den syvende Engel basunede, og der hørtes høje Røster i Himmelen, som sagde: Herredømmet over Verden er blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være Konge i Evighedernes Evigheder. ¹⁶ Og de fire og tyve Ældste, som sidde for Guds Åsyn på deres Troner, faldt ned på deres Ansigter og tilbade Gud og sagde: ¹⁷ Vi takke dig, Herre Gud almægtige, du, som er, og som var, fordi du har taget din store Magt og tiltrådt dit Kongedømme, ¹⁸ og Folkeslagene vrededes, og din Vrede kom og Tiden til, at de døde skulle dømmes, og til at give Lønnen til dine Tjenere, Profeterne, og de hellige og dem, som frygte dit Navn, de små og de store, og til at ødelægge dem, som lægge Jorden øde. ¹⁹ Og Guds Tempel i Himmelen blev åbnet, og hans Pagts Ark kom til Syne i hans Tempel, og der kom Lyn og Røster og Tordener og Jordskælv og stærk Hagl.

7 I Kong Darius's fjerde Regeringsår kom Herrens Ord til Zakarias på den fjerde Dag i den niende Måned, Kislev. ² Da sendte Betel-Sar'ezer og Regem-Melek og hans Mænd Bud for at bede Herren om Nåde ³ og spørge Præsterne ved Hærskarers Herres Hus og Profeterne: "Skal jeg græde og spæge mig i den femte Måned, som jeg nu har gjort i så mange År?"

⁴ Da kom Hærskarers Herres Ord til mig således: ⁵ Sig til alt Folket i Landet og til Præsterne: Når l har fastet og klaget i den femte og syvende Måned i halvfjerdsindstyve År, var det da mig, I fastede for? ⁶ Og når l spiser og drikker, er det da ikke eder, som spiser og drikker? ⁷ Kender I ikke de Ord, Herren forkyndte ved de tidligere Profeter, dengang Jerusalem og dets Byer trindt om var beboet og havde Fred, og Sydlandet og Lavlandetvar beboet? ⁸ Og Herrens Ord kom til Zaka rias således: ⁹ Så siger Hærskarers Herre: Fæld redelig Dom, vis Miskundhed og Barmhjertighed mod hverandre, ¹⁰ undertryk ikke Enker og faderløse, fremmede og nødlidende og tænk ikke i eders Hjerter ondt mod hverandre! ¹¹ Men de vilde ikke høre; de var stivnakkede og gjorde deres Ører døve ¹² og deres Hjerter hårde som Diamant for ikke at høre Loven og de Ord, Hærskarers Herre sendte gennem sin Ånd ved de tidligere Profeter. Derfor kom der stor Vrede fra Hærskarers Herre. ¹³ Ligesom de ikke hørte, når han kaldte, således vil jeg, sagde Hærskarers Herre, ikke høre, når de kalder; ¹⁴ og jeg blæste dem bort blandt alle de Folk, de ikke kendte, og Landet blev øde efter dem, så ingen drog ud eller hjem; og de gjorde det yndige Land til en Ørk.

10 " Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke går ind i Fårefolden gennem Døren, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en Røver. ² Men den, som går ind igennem Døren, er Fårenes Hyrde. ³ For ham lukker Dørvogteren op, og Fårene høre hans Røst; og han kalder sine egne Får ved Navn og fører dem ud. ⁴ Og når han har ført alle sine egne Får ud, går han foran dem; og Fårene følge ham, fordi de kende hans Røst. ⁵ Men en fremmed ville de ikke følge, men de ville fly fra ham, fordi de ikke kende de fremmedes Røst." ⁶ Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talte til dem. ⁷ Jesus sagde da atter til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, jeg er Fårenes Dør. ⁸ Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Fårene hørte dem ikke. ⁹ Jeg er Døren; dersom nogen går ind igennem mig, han skal frelses; og han skal gå ind og gå ud og finde Føde. ¹⁰ Tyven kommer ikke uden for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod. ¹¹ Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Fårene. ¹² Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem Fårene ikke høre til ser Ulven komme og forlader Fårene og flyr, og Ulven røver dem og adspreder dem, ¹³ fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om Fårene. ¹⁴ Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig, ¹⁵ ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Fårene. ¹⁶ Og jeg har andre Får, som ikke høre til denne Fold; også dem bør jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde. ¹⁷ Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til for at tage det igen. ¹⁸ Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det igen. Dette Bud modtog jeg af min Fader." ¹⁹ Der blev atter Splid iblandt Jøderne for disse Ords Skyld. ²⁰ Og mange af dem sagde: "Han er besat og raser, hvorfor høre I ham?" ²¹ Andre sagde: "Dette er ikke Ord af en besat; mon en ond Ånd kan åbne blindes Øjne?"

²² Men Tempelvielsens Fest indtraf i Jerusalem. Det var Vinter; ²³ og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons Søjlegang. ²⁴ Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: "Hvor længe holder du vor Sjæl i Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent ud!" ²⁵ Jesus svarede dem: "Jeg har sagt eder det, og I tro ikke. De Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig; ²⁶ men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Får. ²⁷ Mine Får høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig, ²⁸ og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Hånd. ²⁹ Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive noget af min Faders Hånd. ³⁰ Jeg og Faderen, vi ere eet." ³¹ Da toge Jøderne atter Sten op for at stene ham. ³² Jesus svarede dem: "Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?" ³³ Jøderne svarede ham: "For en god Gerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud." ³⁴ Jesus svarede dem: "Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har sagt: I ere Guder? ³⁵ Når den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og Skriften kan ikke rokkes), ³⁶ sige I da til den, hvem Faderen har Helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn? ³⁷ Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, så tror mig ikke! ³⁸ Men dersom jeg gør dem, så tror Gerningerne, om I end ikke ville tro mig, for at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen." ³⁹ De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Hånd.

⁴⁰ Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og han blev der. ⁴¹ Og mange kom til ham, og de sagde: "Johannes gjorde vel intet Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt." ⁴² Og mange troede på ham der.