M’Cheyne Bible Reading Plan

29 Fremdeles sagde Kong David til hele Forsamlingen: "Min Søn Salomo, som Gud har udvalgt, er ung og uudviklet, og Arbejdet er stort, thi Borgen er ikke bestemt for et Menneske, men for Gud Herren. ² Jeg har derfor sat al min Kraft ind på til min Guds Hus at tilvejebringe Guldet, Sølvet, Kobberet, Jernet og Træet til det, der skal laves af Guld, Sølv, Kobber, Jern og Træ, desuden Sjohamsten og Indfatningssten, Rubiner, brogede Sten, alle Slags Ædelsten og Marmorsten i Mængde. ³ I min Glæde over min Guds Hus giver jeg der hos til min Guds Hus, hvad jeg ejer af Guld og Sølv, ud over alt, hvad jeg har bragt til Veje til det hellige Hus: ⁴ 3.000 Talenter Guld, Offrguld, og 7.000 Talenter lutret Sølv til at overtrække Bygningernes Vægge med, ⁵ Guldet til det, der skal forgyldes, og Sølvet til det, der skal forsølves, og til ethvert Arbejde, der skal udføres af Håndværkernes Hånd. Hvem er nu villig til i Dag at bringe Herren Gaver?"

⁶ Da kom Øversterne for Fædrenehusene, Øversterne for Israels Stammer, Tusind- og Hundredførerne og Øversterne i Kongens Tjeneste frivilligt ⁷ og gav til Arbejdet på Guds Hus 5.000 Talenter og 10.000 Darejker Guld, 10.000 Talenter Sølv, 18.000 Talenter Kobber og 100.000 Talenter Jern; ⁸ og de, som ejede Ædelsten, gav dem til Herrens Hus's Skat, der stod under Gersoniten Jehiels Tilsyn. ⁹ Og Folket glædede sig over deres Vilje til at give, thi af et helt Hjerte gav de Herren frivillige Gaver; også Kong David følte stor Glæde.

¹⁰ Og David priste Herren i hele forsamlingens Nærværelse, og David sagde: "Lovet være du Herre, vor Fader Israels Gud fra Evighed til Evighed! ¹¹ Din, Herre, er Storheden, Magten, Æren, Glansen og Herligheden, thi alt i Himmelen og på Jorden er dit; dit, o Herre, er Riget, og selv løfter du dig som Hoved over alle. ¹² Rigdom og Ære kommer fra dig, og du hersker over alt; i din Hånd er Kraft og Vælde, og i din Hånd står det at gøre, hvem det skal være, stor og stærk. ¹³ Derfor priser vi dig nu, vor Gud, og lovsynger dit herlige Navn! ¹⁴ Thi hvad er jeg, og hvad er mit Folk, at vi selv skulde evne at give sådanne frivillige Gaver? Fra dig kommer det alt sammen, og af din egen Hånd har vi givet dig det. ¹⁵ Thi vi er fremmede for dit Åsyn og Gæster som alle vore Fædre; som em Skygge er vore Dage på Jorden, uden Håb! ¹⁶ Herre vor Gud, al denne Rigdom, som vi har bragt til Veje for at bygge dit hellige Navn et Hus, fra din Hånd kommer den, og dig tilhører det alt sammen. ¹⁷ Jeg ved, min Gud. at du prøver Hjerter og har Behag i Oprigtighed; af oprigtigt Hjerte har jeg villigt givet alt dette, og nu har jeg set med Glæde, at dit Folk, der er her til Stede, villigt har givet dig Gaver. ¹⁸ Herre, vore Fædre Abrahams, Isaks og Israels Gud, bevar til evig Tid et sådant Sind og sådanne Tanker i dit Folks Hjerte og vend deres Hjerter til dig! ¹⁹ Og giv min Søn Salomo et helt Hjerte til at holde dine Bud, Vidnesbyrd og Anordninger og udføre det alt sammen og bygge den Borg, jeg har truffet Forberedelser til at opføre!"

²⁰ Derpå sagde David til hele Forsamlingen: "Lov Herren eders Gud!" Og hele Forsamlingen lovede Herren, deres Fædres Gud, og kastede sig ned for Herren og Kongen. ²¹ Så ofrede de Slagtofre til Herren, og Dagen efter bragte de ham som Brændoffer l000 Tyre, 1000 Vædre og 1000 Lam med tilhørende Drikofre og en Mængde Slagtofre for hele Israel; ²² og de spiste og drak den Dag for Herrens Åsyn med stor Glæde. Derefter indsatte de på ny Davids Søn til Konge, og de hyldede ham som Herrens Fyrste og Zadok som Præst; ²³ og Salomo satte sig på Herrens Trone som Konge i sin Fader Davids Sted; Lykken var med ham, og hele Israel var ham lydigt; ²⁴ og alle Øversterne og Kærnetropperne, ligeledes alle Kong Davids Sønner hyldede Kong Salomo. ²⁵ Herren gjorde Salomo overmåde mægtig for hele Israels Øjne og gav ham en kongelig Herlighed, som ingen Konge før ham havde haft i Israel.

²⁶ David, Isajs Søn, havde hersket over hele Israel. ²⁷ Tiden, han var Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År; i Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År. ²⁸ Han døde i en god Alder, mæt af Dage, Rigdom og Ære; og hans Søn Salomo blev Konge i hans Sted.

²⁹ Kong Davids Historie fra først til sidst står optegnet i Seeren Samuels Krønike, Profeten Natans Krønike og Seeren Gads Krønike ³⁰ tillige med hele hans Regering og hans Heltegerninger og de Tildragelser, som hændtes ham og Israel og alle Lande og Riger.

3 Dette er allerede, I elskede! det andet Brev, som jeg skriver til eder, hvori jeg ved Påmindelse vækker eders rene Sind ² til at komme de Ord i Hu, som forud ere sagte af de hellige Profeter, og eders Apostles Befaling fra Herren og Frelseren, ³ idet I først og fremmest mærke eder dette, at i de sidste Dage skal der komme Spottere med Spot, som vandre efter deres egne Begæringer ⁴ og sige: "Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkommelse? Fra den Dag, Fædrene sov hen, forblive jo alle Ting, som de vare, lige fra Skabningens Begyndelse." ⁵ Thi med Villie ere de blinde for dette, at fra fordums Tid var der Himle og en Jord, som var fremstået af Vand og ved Vand i Kraft af Guds Ord, ⁶ hvorved den daværende Verden gik til Grunde i en Vandflod. ⁷ Men de nuværende Himle og Jorden holdes ved det samme Ord i Forvaring til Ild, idet de bevares til de ugudelige Menneskers Doms og Undergangs Dag. ⁸ Men dette ene bør ikke undgå eder, I elskede! at een Dag er for Herren som tusinde År, og tusinde År som een Dag. ⁹ Herren forhaler ikke Forjættelsen (som nogle agte det for en Forhaling), men han er langmodig for eders Skyld, idet han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skulle komme til Omvendelse. ¹⁰ Men Herrens Dag skal komme som en Tyv; på den skulle Himlene forgå med stort Bulder, og Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og alt, hvad der er på den, skal opbrændes.

¹¹ Efterdi da alt dette opløses, hvor bør I da ikke færdes i hellig Vandel og Gudsfrygt, ¹² idet I forvente og fremskynde Guds Dags Tilkommelse, for hvis Skyld Himle skulle antændes og opløses, og Elementer komme i Brand og smelte. ¹³ Men vi forvente efter hans Forjættelse nye Himle og en ny Jord, i hvilke Retfærdighed bor. ¹⁴ Derfor, I elskede! efterdi I forvente dette, så gører eder Flid for at findes uplettede og ulastelige for ham i Fred, ¹⁵ og agter vor Herres Langmodighed for Frelse; ligesom også vor elskede Broder Paulus efter den ham givne Visdom har skrevet til eder, ¹⁶ som han også gør i alle sine Breve, når han i dem taler om disse Ting; i dem findes der Ting, vanskelige at forstå, som de ukyndige og ubefæstede fordreje, ligesom også de øvrige Skrifter, til deres egen Undergang. ¹⁷ Da I altså, I elskede! vide det forud, såvogter eder, for at I ikke skulle rives med af de ryggesløses Vildfarelse og affalde fra eders egen Fasthed; ¹⁸ men vokser i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi Nåde og Kundskab! Ham tilhører Herligheden både nu og indtil Evighedens Dag!

6 Hør, hvad Herren taler: Kom fremfør din Trætte for Bjergene, lad Højene høre din Røst! ² I Bjerge, hør Herrens Trætte, lyt til, I Jordens Grundvolde! Thi Herren har Trætte med sit Folk, med Israel går han i Rette: ³ Hvad har jeg gjort dig, mit Folk. med hvad har jeg plaget dig? Svar! ⁴ Jeg førte dig jo op fra Ægypten og udløste dig af Trællehuset, og jeg sendte for dit Ansigt Moses, Aron og Mirjam. ⁵ Mit Folk, kom i Hu, hvad Kong Balak af Moab havde i Sinde, og hvad Bileam, Beors Søn, svarede ham, fra Sjittim til Gilgal, for at du kan kende Herrens Retfærdsgerninger. ⁶ "Med hvad skal jeg møde Herren, bøje mig for Højhedens Gud? Skal jeg møde ham med Brændofre, møde med årgamle Kalve? ⁷ Har Herren Behag i Tusinder af Vædre, Titusinder af Oliestrømme? Skal jeg give min førstefødte for min Synd, mit Livs Frugt som Bod for min Sjæl?" ⁸ Det er sagt dig, o Menneske, hvad der er godt, og hvad Herren kræver af dig: hvad andet end at øve Ret, gerne vise Kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.

⁹ Hør, Herren råber til Byen (at frygte dit Navn er Visdom): Hør, Stamme og Byens Menighed! ¹⁰ Skal jeg tåle Skattene i den gudløses Hus og den magre, forbandede Efa, ¹¹ tilgive Gudløsheds Vægt og Pungen med falske Lodder? ¹² Dens Rigmænd er fulde af Vold, dens Borgeres Tale er Løgn, og Tungen er falsk i deres Mund. ¹³ Derfor tog jeg til at slå dig, ødelægge dig for dine Synder. ¹⁴ Du skal spise, men ikke mættes, lige tomt skal dit Indre være; hvad du hengemmer, skal du ej bjærge, og hvad du bjærger, giver jeg Sværdet; ¹⁵ du skal så, men ikke høste, perse Oliven, men ikke salve dig, perse Most, men ej drikke Vin. ¹⁶ Du fulgte Omris Skikke, al Akabs Huses Færd; I vandrede efter deres Råd, så jeg må gøre dig til Ørk og Byens Borgere til Spot; Folkenes Hån skal I bære.

15 Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham. ² Og både Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: "Denne tager imod Syndere og spiser med dem." ³ Men han talte denne Lignelse til dem og sagde: ⁴ "Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Får og har mistet eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? ⁵ Og når han har fundet det, lægger han det på sine Skuldre med Glæde. ⁶ Og når han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit Får, som jeg havde mistet. ⁷ Jeg siger eder: Således skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.

⁸ Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme, tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun finder den? ⁹ Og når hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den Drakme, som jeg havde tabt. ¹⁰ Således, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig."

¹¹ Men han sagde: "En Mand havde to Sønner. ¹² Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem dem. ¹³ Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et ryggesløst Levned. ¹⁴ Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel. ¹⁵ Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og denne sendte ham ud på sine Marker for at vogte Svin. ¹⁶ Og han attråede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene åde; og ingen gav ham noget. ¹⁷ Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af Hunger. ¹⁸ Jeg vil stå op og gå til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, ¹⁹ jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af dine Daglejere! ²⁰ Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt borte, så hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om Halsen og kyssede ham. ²¹ Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn. ²² Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring på hans Hånd og Sko på Fødderne; ²³ og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være lystige! ²⁴ Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige! ²⁵ Men hans ældste Søn var på Marken, og da han kom og nærmede sig Huset, hørte han Musik og Dans. ²⁶ Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var? ²⁷ Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han har fået ham sund igen. ²⁸ Men han blev vred og vilde ikke gå ind. Men hans Fader gik ud og bad ham. ²⁹ Men han svarede og sagde til Faderen: Se, så mange År har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtrådt noget af dine Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med mine Venner. ³⁰ Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger, slagtede du Fedekalven til ham. ³¹ Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit. ³² Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende og var fortabt og er funden."